MetroXpress har atter overskud

I årevis har den danske del af Metro International kæmpet med underskud. Men nu kan MetroXpress A/S prale af et pænt millionoverskud.

I årevis har den danske del af Metro International kæmpet med underskud. Men nu kan MetroXpress A/S prale af et pænt millionoverskud.

Allerede i efteråret kom de første signaler om, at udviklingen var vendt. Regnskabet for tredje kvartal viste »et marginalt overskud«. Og nu er årsregnskabet klart med melding om et overskud på 5,5 mio. kr. (EBIT) mod et underskud på 5,1 mio. kr. i 2009.

Det samlede salg i 2010 faldt dog med otte pct. til godt 195 mio. kr. Og fraregner man distributionstilskuddet, blev faldet på 11 pct. Samtidig faldt annoncesalget i metroXpress og 24timer med otte pct.

Set i forhold til resten af branchen er der tale om et større fald hos MetroXpress A/S. Blandt de øvrige danske dagblade faldt annoncesalget "blot" med fem pct.

Når MetroXpress A/S alligevel har formået at vende de negative tal på bundlinjen til et regulært overskud, så skyldes det de markante besparelser, som bladhuset har gennemført i de seneste år.

Tilbage i 2008 blev adskillige medarbejdere fyret på metroXpress og 24timer. Og både i 2009 og 2010 blev der sparet yderligere – ligesom man ændrede strategi for de to aviser.

I fjerde kvartal sidste år øgede selskabet i øvrigt oplaget på 24timer med 20.000 eksemplarer og kom blandt andet tilbage i en række busser på Fyn og i Jylland.

0 Kommentarer