Både danske og store internationale dagblade har alle meldt, at mikrobetaling er fremtiden. Nu følger tv-branchen efter. Herhjemme betegner Metronome for første gang mikrobetaling som relevant, skriver Business.dk.
Mediebranchen er nødt til at tage betaling for journalistisk indhold på nettet seriøst. De eksisterende udgaver af forretningsmodellerne for de digitale platforme er nemlig langtfra holdbare nok til at kunne understøtte medierne på længere sigt. Og det er ikke kun aviserne, der er ramt – men også produktionsselskaber og tv-stationer.
Sådan lyder vurderingen fra digital chef i Metronome Morten Remmer.
Over for Berlingske Business giver han udtryk for, at mikrobetaling vil være en farbar vej at gå for de dele af mediebranchen, der satser på nettet som indtætgskilde.
"Det er nødvendigt at se på en opdatering af de eksisterende forretningsmodeller for at finansiere indhold på nettet. Reklamemediet er under voldsomt pres, og for tv var det allerede et problem inden finanskrisen. Vi hos Metronome er en del af en fødekæde, der sælger indhold – og vi kan mærke, at tv-stationerne er presset på indtjeningen. Og samtidig vil vi i stigende grad se, at selskaber som vores begynder at levere indhold til hjemmesider, hvor mikrobetaling i høj grad er relevant, hvis vi skal kunne tage betaling for vores ting," siger Morten Remmer til avisen.
Han gør samtidig opmærksom på, at der findes en række eksempler på, at folk faktisk er villige til at betale for indhold, hvis blot det er nemt nok.
Tidligere har vi her på Journalisten.dk beskrevet, hvordan både Financial Times vil indføre mikrobetaling à la iTunes, at Sunday Times bliver Murdochs første forsøgskanin, når det gælder mikrobetaling, og allerede i april meldte koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, at mikrobetaling er fremtiden.
Netop Berlingske forventer at være klar med mikrobetaling til oktober for særligt unikt indhold på nettet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.