Årets Pressefotograf 2002, Jacob Ehrbahn, skifter fra Jyllands-Posten til Politiken. Lønnen er den samme, og han mister en årlig ferieuge. Til gengæld ser han frem til fornyelse og mere sparring.

For nylig stod Jacob Ehrbahn med det, mange vil definere som et positivt problem: Skal jeg tage job på Politiken? Eller er det bedre at blive på Jyllands-Posten? Han valgte det første. »Jeg havde et kanongodt job på Jyllands-Posten, hvor jeg har været i seks år, men jeg ville gerne tage imod udfordringen og prøve noget nyt for at holde mig skarp,« siger han. Det var bogstavelig talt hverken guld eller grønne skove, der – efter en kort betænkningstid – fik Jacob Ehrbahn til at sige ja, da Politikens billedredaktør, Per Folkver, ringede ham op med den opmuntrende melding, at »jeg har en stilling ledig, og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du tog den.« Jacob Ehrbahn beholder den samme løn som på Jyllands-Posten, og han mister en uges ferie. Alligevel er han begejstret: »Nu skal du ikke bruge det som rubrik, vel, men det er lidt som at komme op og spille på 1. holdet, at blive hyret af Real Madrid. Politiken har en lang tradition for at prioritere fotografiet, og det er, som om alle de store fotografer har været på Politiken. Både de gode gamle og de nye, men bare fordi Politiken er et rigtig godt hold, betyder det selvfølgelig ikke, at de er dårlige på de andre hold,« siger han. Det er især udsigten til at få Per Folkver som billedredaktør, der tænder begejstringen i stemmen på den 33-årige fotograf, der sidste år blev kåret som Årets Pressefotograf. »Nu sidder jeg i København, og Jyllands-Postens billedredaktør sidder i Viby, så vi har slet ikke nogen billedredaktør i København. Jeg savner meget at indgå i et miljø med en gruppe billedredaktører, der kan styre slagets gang for fotograferne. Hvis jeg skal blive i sportssproget, er billedredaktøren træneren på fodboldholdet. Det er ham, der finder ud af, hvilke kampe det er vigtigt at bruge ressourcer på.« I Jacob Ehrbahns øjne handler det at tage gode billeder meget om at bringe sig i situationer, hvor der er gode billedmuligheder. »Når en journalist har talt med nogen, der har lavet en undersøgelse af et eller andet, laver de typisk bare en fotobestilling på et portræt, og så får vi de der talking heads i avisen, som kun er sjove at se på for dem selv og deres familier. Så er det meget bedre, hvis billedredaktøren og fotograferne tænker sig om og spørger: Hvad handler det her om? Kan vi fange indholdet i et reportagebillede?« Jacob Ehrbahn glæder sig også til at få mere efterkritik og indgå i en løbende diskussion af billeder. »Man behøver ikke være enig i alt, hvad Per Folkver siger, det er jeg i hvert fald ikke. Men det er helt sikkert, at man skal lytte efter, hvad han siger. Det er meget velfunderet, så det glæder jeg mig til.« Jacob Ehrbahns nye job på Politiken blev slet ikke slået op. Det gamle på Jyllands-Posten fik over 60 ansøgere.