search

Messerschmidt: Selvfølgelig er det en fordel at have sit eget radioprogram

"Jeg betragter det ikke umiddelbart som en ulempe for en partiformand at have sit eget radioprogram," siger Morten Messerschmidt, der fra søndag får sit eget program på Radio Loud

I maj sidste år mente politikeren Morten Messerschmidt, at man burde “lukke skidtet”, da snakken faldt på Radio Loud ved et samråd i Folketinget.

“Ja, og det sker jo faktisk nu – og det er jeg rigtig glad for. De folk, som har stået for Radio Loud, er blevet købt ud og er en gang for alle væk, og så kommer der nogle seriøse mediefolk til,” siger Morten Messerschmidt til Journalisten.

Politikeren, der bejler til formandsposten i Dansk Folkeparti, er i dag blevet præsenteret som ny vært på et operaprogram på Radio Loud.

Var åben for at lade udbud gå om

Med seriøse mediefolk henviser han til Berlingske Media, som har fået godkendt dets overtagelse af majoriteten i selskabet bag Radio Loud.

Programmet, som Morten Messerschmidt fra på søndag være vært for,  får navnet Kammertonen. I første omgang bliver det under Radio Louds logo, men fra årsskiftet bliver det under navnet 24Syv, da Loud som bekendt skifter navn.

Så du mener ikke, at kanalen skal lukkes længere?

“Ambitionen ved at lave den her DAB-kanal var jo at lave en platform, hvor Radio 24Syv kunne leve videre. Det forløb, der har været, har været ret skandaløst. Men nu har Radio- og TV-nævnet truffet en afgørelse om, at Berlingskes bud er inden for udbuddet. Jeg skulle så gøre op med mig selv, om jeg ville gå positivt ind i det. Og det, som Simon Andersen og Berlingske lægger frem, har nogle gode takter – derfor har jeg valgt at sige ja til at være med,” lyder det fra Morten Messerschmidt.

Han tilføjer, at det ikke er “min eller Folketingets afgørelse, om det her skulle godkendes eller ej – det er op til Radio- og TV-nævnet.”

Alligevel var Morten Messerschmidt på et nyligt samråd åben for, at man lukkede Radio Loud ned og lavede et nyt udbud, så Radio24Syv måske kunne søge igen.

“Men det er ikke det, Radio- og TV-nævnet har ønsket, og så er spørgsmålet, om man vil have det bedst mulige. Og det synes jeg gerne, jeg vil gå positivt ind i,” forklarer Morten Messerschmidt.

Ser det som en fordel

Radio Louds programdirektør, Simon Andersen, mener ikke, at det er problematisk for rollen som vært, at Morten Messerschmidt har ambitioner om at blive formand i Dansk Folkeparti.

“Programmet har ikke en kæft med politik at gøre. Det er kunst. Jeg tror ikke, han vil agitere for at blive valgt som formand for Dansk Folkeparti midt i afspilningen af Pavarotti,” siger han til Journalisten.

Samme toner lyder fra Morten Messerschmidt, som dog betragter det som en stor fordel som politiker at have sit eget radioprogram.

Vil du stoppe som radiovært, hvis du bliver formand?

“Nej, og jeg betragter det ikke umiddelbart som en ulempe for en partiformand at have sit eget radioprogram. Tværtimod, egentlig. Og jeg synes også, at partiformændene skulle gøre noget mere ud af at fortælle om deres kulturpolitik. Det vil jeg gerne have højere op på dagsordenen. Så det ligger ikke umiddelbart i kortene.”

Bruger du også den her platform til at markere dig selv politisk?

“Nej, det kommer ikke til at blive et politisk program. Det er klart, at nogle operaer har både politiske under- og overtoner, men det er så også det tætteste vi kommer på politik. Men det at formidle kærlighed til kultur er en ekstremt vigtig opgave – også for en politiker. Så jeg ville da ønske, at alle partiformænd på Christiansborg brugte bare en time om ugen på at formidle deres yndlingskultur.”

Men det er ikke alle partiformænd, der får tilbudt deres eget radioprogram. Er det også en af grundene til, at du takker ja, at du får den her platform til at markere dig selv?

“De her samtaler med Simon Andersen har kørt fra længe før vi overhovedet vidste, hvordan kommunalvalget ville gå, og at Kristian Thulesen Dahl ville træde tilbage. Så det har ikke hængt sammen,” siger Morten Messerschmidt.

“Men jeg har sagt åbent til Simon Andersen, at jeg havde en plan om at stille op som formand, og om det var en udfordring. Han skulle selvfølgelig have mulighed for at mene noget om det inden det blev annonceret. Jeg ser det kun som en fordel, og det er jo klart, at det gør jeg også som kulturordfører.”

Han tilføjer, at det sagtens kan være, at andre partiledere får lov til at komme forbi studiet, så de kan diskutere, hvad deres yndlingsopera er: “Det kan være, at der ligefrem var noget, vi var enige om,” siger Morten Messerschmidt.

Du siger flere gange, at du bestemt ikke betragter det som en ulempe at have dit eget radioprogram – det hænger vel også sammen med, at politik også handler om at blive valgt og være en populær figur?

“Selvfølgelig. Du ser jo også, at politikere optræder i alle mulige tv-og radioprogrammer, der ikke har med politik at gøre. Det er både programmer, hvor man kommer ind og ser deres hjem, eller hvor de inviterer til middage og alle mulige koncepter. Så selvfølgelig er det det. Det er helt åbenlyst.”

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen