DR skal privatiseres, og kanalens tre milliarder public service-kroner skal kunne søges af alle, siger Morten Messerschmidt (DF) i ny portrætbog. Det kan være en god løsning på lang sigt, siger politisk ordfører Peter Skaarup til Journalisten.dk. (Opdateret 10.01)I dag udkommer en ny bog om Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis stemmesluger og nuværende medlem af Europa-Parlamentet. Bogen hedder "Messerschmidt – Portræt af en politisk ener" og er skrevet af journalist Martin Flink.
I et af bogens kapitler kommenterer Messerschmidt på medierne og sin tid i foreningen Kritiske Licensbetalere, som han stiftede.
Her udtaler han blandt andet, at han helst ser DR nedlagt i den nuværende form.
»DR skal privatiseres og public service-funktionen lægges ud. I virkeligheden er det jo en umulig rolle, for DR vil altid blive beskyldt for at politisere af både venstrefløjen og højrefløjen. Der vil aldrig opstå en situation, hvor begge sider siger, at 'nu gør I det rigtigt',« siger Morten Messerschmidt i bogen.
Ville du hellere have partipressen tilbage og så lade DR tone rent flag?
»Nej, men selve konceptet med et statsligt public service-monopol er utiltalende. Det er ikke DF's politik for tiden, men min opfattelse er, at public service er en nødvendighed, men ikke noget, der skal være bundet til et medie. Jeg mener, man burde lave en public service-fond på de tre milliarder kroner, der kommer ind i licenspenge, og så lave et kommissorium om x antal timers dokumentar, kultur, nyheder, og hvad der ellers er brug for, og så kan alle byde ind. Det ville kun være sundt, hvis TV 2 meddelte, at de kunne lave "Bamses Billedbog" bedre. Hvorfor skal det være DR?«
Det er dog ikke Dansk Folkepartis officielle politik på området at privatisere DR eller at flytte alle DR's public service-penge ud i en åben pulje. Du kan læse hele mediepolitikken i partiets arbejdsprogram her.
Men politisk ordfører Peter Skaarup vil ikke afvise, at forslagene kan være en god løsning på længere sigt.
»Det er ikke en ide, vi har diskuteret for nylig, så vi har ikke et fastlåst syn på, om det er en god eller en dårlig ide. Det kan være en løsning på lang sigt,« siger Peter Skaarup til Journalisten.dk.
Men det står ikke i jeres arbejdsprogram, at det er jeres politik, heller ikke på lang sigt.
»Nej, men det er jo en trussel, man kan have over for DR i forhold til, om de er åbne for alle politiske synspunkter. Jeg mener, det er vigtigt at have en stærk base i nyhedsformidlingen, kultur og andre programtyper. Det vigtige er, at vi sikrer, at der er andre, der kan tage over, hvis vi mister tålmodigheden med DR. Men som det er lige nu, er det totalt urealistisk at privatisere DR. Det kræver jo 90 mandater,« siger Peter Skaarup.
Han er dog uenig med Messerschmidt i, at det er et problem i sig selv at lade DR være statslig.
»Jeg mener godt, det kan lade sig gøre at have et upartisk og alsidigt DR, der er statsligt. Men det er knebet, især tidligere, på det seneste er DR blevet mere åben og mindre farvet,« siger han.
Christian S. Nissen, tidligere generaldirektør i DR, fortæller også i bogen, at DR's ledelse ikke tog Morten Messerschmidt og Kritiske Licensbetalere seriøst.
»Vi opfattede det som en måde for Morten Messerschmidt at blive kendt på, og for at sige det ligeud, så tog vi hverken ham eller de der sammenskrivninger, han med jævne mellemrum sendte os, alvorligt. Det kan godt være, at han dengang og i dag følte sig stødt over måden, vi behandlede det på, men vi tog det rent ud sagt ikke alvorligt, og jeg tror, vi arkiverede det lodret og trak på skuldrene. Sagligt så vi også sådan på det, at det var helt ude i hampen,« forklarer Christian S. Nissen i bogen.
(Opdateret 10:01: Peter Skaarup tilføjet.)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er heldigvis et stykke tid siden at det havde nogen som helst betydning hvad Messerschmidt og Skaarup mener om noget som helst.