"Hvor går grænserne for, hvad der skal være tilladt – og ikke mindst forbudt at sige.”
Sådan lød overskriften på et morgenarrangement på Folkemødets 2. dag, hvor Trykkefrihedsselskabet havde sat Morten Messerschmidt og Zenia Stampe i stævne på Pilekroen, hen over ostemadder og kaffe.
Zenia Stampe lagde ud og erklærede, at hendes venner og familie direkte havde advaret hende mod at optræde i ”løvens hule”.
Men:
»Jeg bliver konstant dæmoniseret, og dæmoniserer sikkert også nogen. Derfor skal man mødes. Jeg giver hånden til Lars Hedegaard, der også er et hyggeligt menneske, at drikke kaffe med,« sagde Zenia Stampe.
Tweets fra Folkemøde 2013:
Zenia Stampe mener ikke at Straffelovens paragraf 266b skal ændres, så forhånende, racistiske og krænkende ytringer bliver tilladt.
»Det er vigtigt med begrænsninger i ytringsfriheden, fordi ligeværd er lige så vigtigt som ytringsfrihed i demokratiet. Der er en grænse for ytringsfriheden. Den går der, hvor det bliver hetz og opildner til had.«
Zenia Stampe er især opmærksom på, at forhånende ytringer om andre kulturer, kan bliver misforstået som opfordring til vold. Derfor skal grænsen bevares.
»Det er okay at være kritisk over for en hel kultur, men vi skal ikke derhen, hvor det kan forstås som en opfordring til at udøve vold. Der kan sidde folk, der ikke kan se forskel på retorik og det at skyde nogen en kugle for panden.«
Morten Messerschmidt, medlem af EU-parlamentet, Dansk Folkeparti, optrådte som altid nobelt – og denne gang sågar med sommerhat, som han dog tog af inden døre.
Men hans retoriske modsvar var med vanligt bid:
»Det er utroligt positivt og appellerende, det Zenia siger. Had er ikke godt. Jeg hader ikke dig eller dine synspunkter Zenia – jeg er snarere lidt overbærende,« lagde han ud, og fik dermed store dele af selskabet over på sin side.
Derpå udfordrede han på sin klassiske docerende facon logikken i Zenia Stampe argumentation:
»Jeg tror ikke at forbud mod hadefulde ytringer forhindrer hadefulde voldshandlinger. Der vil i alle samfund være folk, der ikke kan udtrykke sig anderledes end gennem den afstumpede vold.«
Derpå gav Messerschmidt dokumentation for, at de lande, hvor loven er skrap, der stiger andelen af antisemitisk vold. Det gælder Frankrig, Belgien, Tyskland og Østrig.
»En blind mand med sin stok kan se at dette ikke virker! Hvorfor så insistere på den sammenhæng, når den ikke er der.«
Fra salen deltog Lars Hedegaard i debatten:
»Hvorfor er der ikke en eneste muslim, der er blevet retsforfulgt for at sige, at danske kvinde er ludere, eller at Danmark er et luderland. Det er en selektiv lov, der har selektive konsekvenser.«
Zenia Stampe:
»Når loven rammer skævt, er det fordi I er mere synlige og har mere magt. De muslimer, der siger, at jeg er en luder, de har ikke megen magt. Det er ikke dem, der skriver læserbreve i Politiken eller sidder i Deadline. Derfor får de ikke kastet paragraf 266b efter sig.«
Morten Messerschmidt:
»Zenia, du siger at loven skal være lige for alle. Men hvordan kan noget så tilfældigt om man tilhører en minoritet eller majoritet være afgørende for om man overtræder loven? Desuden er der da flere muslimer end der er danskere! Hvis man lægger så tilfældige parametre ned over loven, så får man ikke et samfund, hvor alle er lige for loven.«
Efter mødet var der fotosession, hvor Trykkefrihedsselskabet var meget ivrige efter at få afbilledet de to debattører med selvskabets kaffekrus, hvor den mest berømte muhammedtegning er påtrykt.
Zenia Stampe nåede dog at tænke sig om.
»Du vil ikke have det!« lød det måbende fra arrangørerne.
»Nej tak!« fastholdt Zenia Stampe.
Netop som mødet sluttede med debatten i højeste puls, løb der en nyheds-SMS ind fra Folkemødet:
»Det blæser op. Fastgør jeres skilte, flag og lignende eller tag dem ned.«
I sig selv et fornuftigt indgreb mod ytringsfriheden.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, Morten Messerschmidt vinder på teknisk knokout.
Fremragende slag for ytringsfriheden at tale med Xenia Stampe.
Endnu en fjer i hatten til Morten Messerschmidt.
Han hører til blandt vore bedste og mest vidende politikere.
Xenia Stampe repræsenterer et parti, som forsvarer en religion og ideologi, der er middelalderen.
Xenia Stampe kunne lære en del af en anden klog person, nemlig psykiateren Warfa Sultan.