search

Merete Eldrup: “Vi indså, at vi ikke kunne klare os på reklamer”

Merete Eldrup har som TV 2’s direktør taget mediet fra randen af konkurs til stort overskud – men stadig med fokus på journalistikken. “Jeg har lært, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Men lige meget hvor hurtigt det går, skal du have styr på journalistikken,” siger hun

I løbet af 2019 stopper Merete Eldrup som direktør på TV 2. Hun har de seneste 11 år stået i spidsen for public service-kanalen – i en tid, hvor TV 2 er gået fra at have haft et underskud på over 200 millioner i 2007 til at have et overskud på mere end 300 millioner før skat i 2017.

“Der var klart store udfordringer med økonomien i starten, også på grund af finanskrisen – vi var tæt på at gå konkurs. Det var en meget stor opgave at stå som ny direktør og skulle sige farvel til en masse medarbejdere og lukke mange aktiviteter. Det tog meget tid i starten,” siger Merete Eldrup.

Hun fortæller, at hun har meddelt sit stop af to årsager. For det første:

“Jeg er nået til et punkt i livet, hvor jeg har virkelig meget arbejde med at passe den her virksomhed, samtidig med at jeg sidder i tre bestyrelser. Jeg arbejder både aftener og weekend. Jeg vil savne hverdagen på TV 2, men jeg ser også frem til at få et noget mere fleksibelt arbejdsliv.”

For det andet mener hun, at hun nu kan stoppe på toppen.

“Jeg vil gerne slutte, mens det går godt. Og vi står lige nu strategisk og økonomisk rigtigt godt. Der er gode seertal, og vi har fremdrift digitalt med TV 2 Play,” siger Merete Eldrup.

Sikrede betaling for TV 2 som kanal

At stoppe på TV 2 bliver vemodigt for Merete Eldrup.

Men hun er meget tryg ved de medarbejdere, som har kanalens fremtid i sine hænder, og som hun mener har været med til at skabe et medie, der står solidt på to ben – et public service-ben og et økonomisk ben.

“Vi står publicistisk stærkt. Vi kan se i tillidsundersøgelser, at vi i forhold til andre medier ligger rigtigt fint. Jeg har hele tiden lagt vægt på, at vi er en kommerciel virksomhed, men vi er i meget høj grad også en public service-virksomhed.”

Mange steder i mediebranchen har der været økonomiske udfodringer de seneste år  men ikke på TV 2. Hvorfor ikke?

“Jeg synes, vi har fra starten af min tid har lagt en fornuft strategi om at være abonnementsfinansieret. Vi indså, at vi ikke kunne klare os på reklamer. Vi indførte abonnementsbetaling på hovedkanalen, og vi har lagt en generel strategi om, at du skulle betale for vores programmer, uanset om det var på tv eller på internettet,” siger Merete Eldrup.

Hun er særligt tilfreds med, at det er lykkedes at få sat skub i TV 2 Play, som i efteråret 2018 rundede 450.000 abonnenter.

“Det giver os en god bund. Og vi har været så heldige, at vi har været i stand til at udvikle vores programmer, så vi har kunnet sælge dem,” siger hun.

Styr på journalistikken

Merete Eldrup blev en del af mediebranchen som direktør i JP/Politikens Hus i 1997.

Siden da har hun set branchen blive ramt af en digital flodbølge.

“Da jeg startede i JP/Politikens Hus, skulle vi finde ud af, hvad politiken.dk skulle være, og siden hvad der rørte sig på de sociale medier. Der har været en rivende udvikling de seneste 20 år,” siger Merete Eldrup.

Digitaliseringen af medierne har ikke i sig selv været lykken, mener hun. For hvis medier skal lykkes digitalt, skal der være styr på de grundlæggende, publicistiske dyder, siger hun.

“Jeg har lært, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Men lige meget hvor hurtigt det går, skal du have styr på journalistikken. Du skal have kilderne i orden, og du skal arbejde efter gode dyder, hvor du altid har styr på kvaliteten af journalistikken. Det er centralt,” siger hun.

Merete Eldrup fortæller, at der ikke er sat en specifik dato for, hvornår hun fratræder rollen som direktør.

“Jeg har ikke lagt et deadlinepres på, hvornår jeg præcis skal stoppe. Jeg har en forventning om, at det bliver med udgangen af året. Jeg er her, så længe det er påkrævet, så der ikke er nogen panik. Men det er svært at begynde en rekrutteringsproces, hvis nyheden ikke er ude, så vi blev enige om at melde det ud.”

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen