Merete Eldrup stopper som direktør for TV 2

TV 2's direktør, Merete Eldrup, har meddelt bestyrelsen, at hun vil stoppe som direktør for at fokusere på bestyrelsesarbejde. Hendes afløser skal også have rod i det publicistiske, siger tillidsmand Lennart Sten: ”Man skal også i fremtiden kunne tro på TV 2” (Opdateret)

TV 2 skal på jagt efter en ny direktør. Det står klart, efter at Merete Eldrup i dag har meddelt TV 2's bestyrelse, at hun agter at stoppe. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Merete Eldrup blev ansat i stillingen som direktør på TV 2 i 2007. Hun stopper nu, fordi hun i stedet gerne vil fokusere på bestyrelsearbejde. Hun sidder i bestyrelsen for Nykredit, Rambøll og Gyldendal.

”Jeg har elsket min tid på TV 2, og det er derfor også en meget svær beslutning, jeg har truffet. Jeg har dog den indstilling, at man har godt af at rykke sig selv nye steder hen, også selv om det kan være svært at finde den helt rette timing,” siger Merete Eldrup i pressemeddelelsen.

Vi græder”

Tillidsmand Lennart Sten siger, at medarbejderne er kede af Merete Eldrups beslutning.

”Vi græder. Vi går nærmest forstenede rundt og skal vænne os til tanken,” siger han.

”Jeg tror, både hun og vi har det sådan, at det bliver et svært farvel. Der skal Kleenex til.”

”Folk går rundt og hiver efter vejret og spørger sig selv: Hvad nu,” forklarer han.

Reddede en synkende skude

Ifølge Lennart Sten er TV 2 med Merete Eldrup blevet reddet fra at være en synkende skude, der tog vand ind fra alle sider.

”Hun fik stabiliseret TV 2 og lykkedes med den digitale omstilling, som mange medier står midt i. Det har hun været drivkraften til at få løst her hos os,” siger han.

Det er vigtigt, at Merete Eldrups afløser også forstår TV 2’s ånd og har rod i det publicistiske, siger Lennart Sten.

”Merete kom fra Politiken, så hun vidste godt, hvad det handlede om. Og når vi har taget kommercielle tiltag, har der slet ikke været slinger i valsen. Man skal også i fremtiden kunne tro på TV 2, om det så er vores nyheder, sport eller dokumentarer. Det er vigtigt, for at de kommercielle gider lege med os,” siger Lennart Sten.

Bliver, indtil der er fundet en afløser

Merete Eldrup fratræder ikke stillingen med det samme. Hun fortæller, at hun vil blive i stillingen, indtil TV 2 har fundet en afløser.

”Vi ser derfor fortrøstningsfuldt på fremtiden på trods af, at vi mister en dygtig direktør i Merete. Det glæder mig, at hun bliver på posten, indtil vi har fundet den rette afløser, hvilket illustrerer hendes professionalisme,” siger Jimmy Maymann, der er bestyrelsesformand for TV 2.

55-årige Merete Eldrup er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet i 1988. Hun startede sin karriere som fuldmægtig i Finansministeriet. I 1997 blev hun direktør i JP/Politikens Hus.

Opdateret 14:51 med udtalelse fra Lennart Sten.

0 Kommentarer