Merete Eldrup afviser »talgymnastik« i TV 2

Opgøret om TV 2s økonomi fortsætter. Stationens nye administrerende direktør, Merete Eldrup, fastholder i dagens Politiken, at forgængerne - Per Mikael Jensen og Anders Kronborg - måske var for optimistiske.

Opgøret om TV 2s økonomi fortsætter. Stationens nye administrerende direktør, Merete Eldrup, fastholder i dagens Politiken, at forgængerne – Per Mikael Jensen og Anders Kronborg – måske var for optimistiske.

Det handler ikke om at skyde ansvaret fra sig. Det handler heller ikke om at tørre det af på forgængerne. Det handler ene og alene om at gøre tallene op for 2007.

Sådan lyder budskabet fra administrerende direktør i TV 2, Merete Eldrup, der i et større interview i Politiken i dag tilbageviser den seneste uges beskyldninger om "talgymnastik". 

»Jeg har bare gjort tallene op, da jeg tiltrådte 1. december, og nu ser billedet altså ud, som det gør,« siger Merete Eldrup til avisen.

Meldingen kommer efter den markante korrektion af tv-stationens økonomi for 2007. Det endelige regnskab mangler fortsat at blive fremlagt, men den seneste justering anslår dog, at resultatet for TV 2 i 2007 bliver 160-170 millioner kroner dårligere end forudsagt.

Hvor er det konkret, forgængerne har fejlet? (lyder spørgsmålet fra Politiken)   

»Måske ved en for stor optimisme. Men i debatten bliver tingene nemt blandet sammen, således at det fremstår, som om der har været dårlige investeringer. Men sådan er det ikke.«

Merete Eldrup afviser gennem hele interviewet at svare på, hvorvidt hendes forgængere så har fejlet, eller om dømmekraften har manglet. 

»Det ved jeg ikke,« lyder det.

Hun afviser samtidig, at der skulle være tale om et "direktørtrick" for nye direktører, når hun kommer med et negativt 2007-resultat:

»Nej, og jeg er lige ved at sige: Gid det var så vel. Jeg har ikke behov for, at noget skal se bedre ud, end det er,« udtaler Merete Eldrup, der vurderer, at TV 2 tidligst bliver en god forretning i 2009.

Hun lader samtidig forstå, at afskrivningen i 2007-regnskabet af hele investeringen i TV 2 Radio betyder, at der er en fremtid for TV 2 Radio.

I sidste uge meddelte medarbejderne på TV 2, at de ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

0 Kommentarer