search

Mere violin – mindre X Factor

Ole Hyltoft, der er udpeget af Dansk Folkeparti som medlem af DR's bestyrelse, bliver næstformand. Han vil kæmpe for klassisk kultur og ønsker mindre plads til ungdomskultur. Det skriver Ritzau.

Ole Hyltoft, der er udpeget af Dansk Folkeparti som medlem af DR's bestyrelse, bliver næstformand. Han vil kæmpe for klassisk kultur og ønsker mindre plads til ungdomskultur. Det skriver Ritzau.
Litteraturen skal have mere plads og de klassiske torsdagskoncerter transmitteres på DR2. Til gengæld bør DR skrue ned for den leflen for ungdommen, som gennemsyrer programmer som X Faktor, fredagssatiren og radiokanalen P3.

Det mener Ole Hyltoft, der tirsdag klokken 12 blev ringet op af kulturminister Carina Christensen (K) og udnævnt til næstformand i DR's bestyrelse.

"Ole Hyltoft har gennem medlemskabet af DR's bestyrelse de sidste år fået en god indsigt i DR's forhold, og er dermed godt klædt på til at supplere Michael Christiansen i formandskabet", udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Også hovedpersonen selv, der er udpeget af Dansk Folkeparti til at sidde i bestyrelsen for DR, var tilfreds med udnævnelsen.

"Jeg er virkelig glad for det, for jeg har beskæftiget mig med DR nærmest hele mit liv. Det er en stor ære og jeg glæder mig meget til opgaven. DR er den vigtigste kulturformidler, vi har herhjemme, og vi skal forsvare dansk kultur", siger den nye næstformand til Ritzau.

Ole Hyltoft afløser Erling Aaskov, som udtrådte af bestyrelsen den 20. juni 2008 som følge af revisorundersøgelsen om DR’s byggeri i Ørestaden.

Oppositionen på Christiansborg er imidlertid langt fra begejstret for udnævnelsen. Socialdemokraterne har således i lang tid krævet at få det afgørende ord, når der skulle udnævnes en næstformand, som der har været tradition for i DR.

"Jeg synes, at man svigter bredden i forhold til DRs ledelse, og man svigter den gamle tradition om, at næstformanden udpeges blandt de bestyrelsesmedlemmer, som oppositionen har peget på," siger Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen til Business.dk og fortsætter:

"Man belønner et bestyrelsesmedlem, der har undergravet bestyrelsens autoritet."

Enhedslistens kulturordfører Per Clausen kalder udnævnelsen af Hyltyft for chokerende.

"Udpegningen af Ole Hyltoft som næstformand for DR er udtryk for en anerkendelse af DFs ønske om en stram politisk kontrol af DR. DR og medarbejderne på DR risikerer at betale en høj pris for den konservative kulturministers forsøg på at købe sig til fred med Dansk Folkeparti. DF får her kontant belønning for deres kritik af, at Carina Christensen tilsyneladende havde aflyst kulturkampen. Udpegningen af Ole Hyltoft skærper kulturkampen og gør kampen for DRs uafhængighed endnu vigtigere," udtaler Per Clausen.

Ole Hyltoft er forfatter og debattør, og han har været medlem af DR’s bestyrelse siden 2007.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen