konfrontationsmetode. Ralf Pittelkow har sat fokus på journalistikken i DR.

Dette er, altid, nødvendigt og nyttigt – så tak for det!

Som almindelig DR-radio og -tv-forbruger er der et emne, som jeg savner en belysning af.

Emnet er journalistisk metode.

Findes dette overhovedet i journalistuddannelsen?

Det forekommer mig, at journalister altid vælger samme værktøj/metodetilgang til belysning af emnerne.

Lad mig give et par eksempler:

I DR 2s program Debatten benyttes altid følgende konfrontations-metode: Man samler to-tre politikere og/eller kommentatorer med ens politisk opfattelse samt to-tre tilsvarende personer af en anden politisk og/eller holdningsmæssig observans. Disse snakker så løs i tre kvarter. Hvorfor ikke, en gang imellem, belyse et emne over to udsendelser?

Metodemæssigt kunne man så i udsendelse 1 samle seks personer af samme politiske observans til debat om et emne og i udsendelse 2 samle et hold af personer med den modsatte tilgang til emnet.

Valget af dette metodeskift ville give mulighed for at få emner belyst langt bredere og dybere, end det vi i dag oplever.

Et andet eksempel er DR Radios program P1 Debat. Metoden/virkemidlerne, denne udsendelse synes at betjene sig af, er følgende. To hurtigtsnakkende debat-modstandere og en, også hurtigtsnakkende, journalist/studievært, som også vil være deltager i den debat, der udspiller sig mellem de to hidkaldte debattører. Studieværten vil både være studievært og debatdeltager.

Den foreslåede metode ville også her, for os lyttere, være særdeles velkommen nu og da!

Studieværter bør desuden træde i karakter – og påtale, når deltagerne snakker for hurtigt og i munden på hinanden.

Denne snakken i munden på hinanden sker i alt for mange programmer, til stor skade for lytternes mulighed for at høre, hvad der bliver sagt.

Som licensbetaler undrer man sig tit over, om udsendelserne laves blot for deltagerne og journalisten/studieværtens skyld – eller om det er meningen, at kunderne (lytterne/seerne) skal hænge på? /

Kjeld Krageskov, Slagelse