Trepartsforhandlingerne kan lige nu blive en central faktor for, hvordan vores arbejdsmarked vil udvikle sig.

Inden Sankt Hans bliver det afgjort, hvordan vi i fremtiden skal arbejde mere. Det er nemlig ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt vi skal arbejde mere. Derimod handler det om, hvordan vi sætter den dagsorden, at arbejdet også skal være bedre. Den store udfordring er at lægge mere vægt på arbejdskvalitet frem for kun kvantiteten af arbejdet.

Rigtig mange – også blandt DJ's medlemmer – er utvivlsomt parate til at arbejde mere, og da især de, der i dag slet ikke har noget arbejde. Der er også rigtig mange, der gerne ser bedre job forstået som arbejde med mindre stress. Et fokus på det psykiske arbejdsmiljø vil i sig selv øge produktiviteten, ganske enkelt fordi det mindsker sygefraværet, og fordi et godt arbejdsklima i sig selv får arbejdet til at glide meget lettere med bedre resultater.

Vi skal også passe godt på vores arbejdsløse kolleger og lade være med at hælde dem ud af dagpengesystemet, fordi de under den nuværende høje ledighed ikke har kunnet skaffe sig et helt års arbejde inden for en treårs periode. Denne meget barske regel om optjening af ny dagpengeret gør det i virkeligheden ekstra vanskeligt at komme godt tilbage på arbejdsmarkedet. Blandt andet derfor skal det være lettere for en arbejdsløs at kunne optjene en ny dagpengeret, så ja tak til at halvere det antal arbejdsuger, der skal til for at kunne opnå ny dagpengeret.

Når det handler om merarbejde ud over at skaffe jobs til vores arbejdsløse kolleger, må den bedste og mest fleksible måde være at skrue op og ned på den ugentlige arbejdstid. Lige så vel som vi kunne forkorte arbejdsugen til 37 timer, bør vi også kunne arbejde en time eller to længere, når behovet opstår. Der er i øvrigt allerede mange overenskomster med masser af fleksible arbejdstidsbestemmelser, så alene kreativiteten vil her skaffe flere arbejdstimer. Det bør faktisk slet ikke være det store problem.

Der er således masser af matematik om arbejdsudbud, så lad os derfor også tage de mere avancerede regnemetoder i brug. Vi skal finde mekanismer, der er med til at indrette arbejdsmarkedet, så det i højere grad tilgodeser de stadig flere, der skaber deres egne jobs, hvad enten det er ansatte eller freelancere. For der skal jo være arbejde til de mange flere, der skal deltage på arbejdsmarkedet.

Vi har derfor brug for, at love og regler ikke kun bygger på et jobmarked, hvor alle skal presses ind i en af to båse, arbejdsgivere eller lønmodtagere. Det er dræbende for iværksætterkulturen, der i stor udstrækning drives af freelancere, selvstændige, frie agenter og andre selvbeskæftigede. De oplever for eksempel, at love og bestemmelser omkring sygdom, barsel og kortere ledighed er indrettet fuldstændigt på arbejdsgiveres og lønmodtageres præmisser.

En visionær trepartsforhandling tager fat på dette og kæder det sammen med det vidensamfund, som er i færd med at afløse industrisamfundet. Bliver det lettere at skabe sit eget job, og der skabes en langt mere handlekraftig og international kultur, vil masser af freelancere enten selvstændigt eller i nye blomstrende partnerskaber skabe nye arbejdspladser i et arbejdsmarked, der samtidig bliver langt mere globalt. Vi skal også udvikle vores egen faglige organisation til flere roller, hvor en af dem bliver samtidig at være en viden- og iværksætterorganisation.