Journalistens udsendte hørte sig selv efterlyse fotografer, der lancerer ideer. Mange reportager og historier starter med en journalist, der "skal bruge" en fotograf. Fotografer skal have mere magt
Det er ikke mange år siden, at formuleringen: "Og det er så min fotograf!" faldt ganske naturligt, når man som journalist var i marken og mødte kilderne. Måske havde fotografen også et navn.
Hierarkiet i dag er anderledes. Billeder bærer klik og fortæller historier – men stadigvæk er der ikke symmetri mellem fotografiets betydning for den gode historie og den magt, fotografen har eller tager over historien og mediet.
Det misforhold var et centralt omdrejningspunkt i Pressefotografforbundets efteruddannelsesdebat "Boost" på Borup Højskole i København mandag formiddag.
Fotograf Per Folkver, i dag på Politiken, tidligere freelance i bureauet Ragnarok, erklærede, at han savner, at fotograferne opdrager kunderne, som man gjorde i gamle dage.
"Der skal være en stemme, der fortæller, hvorfor et billede er vigtigt," fastslog han og pointerede, at netop Danmark har en tradition for samtale om fotokvalitet, der er helt unik.
"Alle kan tage et billede, men vi kan formidle et billede," understregede han – uden dog at udpege en forretningsmodel, der kan give fotograferne troen tilbage på økonomien i et fag, der er udfordret af blandt andet snapshots taget af amatører, der er til stede ved begivenheden.
"Christian, fortæl os, hvad vi skal gøre," appellerede han til Christian Schade, stifter af New Media Crew.
Fortæl den visuelle historie
Christian Schade fremhævede, at han personligt savner at få at vide, hvad der foregår i verden omkring ham.
"Jeg ser en masse journalister, der taler foran bygninger. Men vis mig, hvad der sker. Visualiser historien. Vi mangler dokumentationens kraft. Hvor mange døde mennesker har vi set fra krigen i Afghanistan? Det kan ikke bare være amerikanernes skyld, at vi ikke får de billeder."
Fra salen lød det, at store patter og en fembenet kat trækker mange flere klik end gode og væsentlige historier.
"Seriøse billedhjul trækker ikke og kan ikke sælges til redaktørerne," lød det lidt opgivende.
Hvortil Peter Hove Olesen, fotojournalist på Politiken, replicerede, at der stadig er et marked for kvalitet – for den, der maser hårdt nok på:
"Noma er der jo stadig, selv om folk spiser på Monarch. Det handler om at insistere på, at folk skal smage myrer – ikke at give dem det, de gerne vil have."
Tag magten
Niels Hjerrild, direktør for fotobureauet Scanpix, pegede på, at der mangler beslutningstagere højt placeret i medierne, der har forstand på det visuelle i en historie.
"Masser af skrivende journalister bestemmer over det visuelle. Til gavn for journalisterne og brugerne burde vi bestemme mere."
Christian Schade fremhævede, at fotograferne skal opfinde forretningsmodeller nu, hvis de skal overleve.
"Det bliver meget værre. 30.000 folk står om kort tid uden hverken arbejde eller dagpenge. Mange af dem kan betjene et kamera. Tror du, de vil arbejde for 130 kroner i timen? Svaret er ja!"
Da debatten lakkede mod enden, stod det klart, at fotografernes fremtid blandt andet afhænger af, hvorvidt de kommer til at definere mediernes indhold – hvilke historier skal overhovedet fortælles og hvordan?
I dag er fotograferne stadig ofte et tilvalg, der kommer ind, når journalisten har fået sin ide igennem redaktionen.
Og her tog Journalistens udsendte redaktør lidt utidigt ordet:
Hvorfor får vi stort set aldrig forslag fra fotografer, der vil fortælle en historie?
For det er en del af sandheden:
De medier, der er afhængige af en stærk billedside – såvel online som på print, oplever ikke samme massive ideflow fra billedfolket som fra ordfolket. Fotograferne venter ofte ydmygt på, at billedredaktøren ringer.
Fotograf Lars Horn supplerede den problemstilling med en anekdote:
"En redaktør sagde engang, at han havde 20 journalister hver dag, der skulle bruge en fotograf. Men aldrig en fotograf, der skulle bruge en journalist!"
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fotograferne SKAL på banen. Ikke kun for deres egen skyld, men for journalistikkens skyld. Aldrig har billeder fyldt så meget i folks hverdag - alle tager billeder, alle deler billeder, flere og flere forstår verden i billeder.
Men der er netop stor forskel på, om billedet formidler en historie eller bare er dokumentation. De professionelle fotografer kan noget unikt.
Jeg har været så heldig at arbejde sammen med fotografer, der netop har brændt for at fortælle deres egne historier, og som har blandet sig på redaktionsmøder. Men det kræver altså også, at mediets strukturer hele tiden indbyder fotograferne til at indgå på helt lige vilkår i idéudvikling, planlægning, redigeringsproces, efterkritik og strategiudvikling.
Hvis man kun hiver fotograferne ind på et bestemt led i processen, bliver det stadig en slags vedhæng til det øvrige maskineri. Fotograferne skal helt ind i den inderste del af maskinrummet, for man kan godt opdrage skrivende og redigerende journalister til at værdsætte det gode fotografi, men hvis budgettet alligevel ikke rækker til fotodækning, vil fremskridtene være beskedne.
Luci Smith skrev: "Er selv meget træt af, at se på dårlige snapshots lavet af amatører på telefoner alle vegne. Det er et helvede."
Det problem kunne løses på fem minutter, hvis alle journalister besluttede, at de fremover kun vil anvende proff. fotos i de nyheder og artikler som de skriver.
Men det går jo den modsatte vej, jeg er i hvert fald bekendt med flere ugeaviser og distriksblade, som i flere år har haft den politik, at de slet ikke køber pressefotos, de bringer kun billeder, hvis de får dem gratis af læserne.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Men Øjvind har jo en pointe. Hvorfor er der ikke flere fotografer, der byder ind med vinkler, som kan komme i avisen eller på nettet?
Jeg har arbejdet sammen med mange fotografer, og ofte hørt dem beklage sig over, hvordan journalisternes dagsorden stjæler billedet, og at deres funktion reduceres til et fem minutters appendix, der bare skal overstås og i øvrigt senere risikerer at blive skambeskåret, når der skal findes plads til journalistens ordflom.
Men når alternativerne skulle præsenteres, blev der stille. Og det er ærgerligt. For hvor mange journalister har fået de fleste interessante kanter hakket af i jagten på flere og flere historier, er fotograferne ofte de få tilbageværende sprælske og antiautoritære personer tilbage i mediehusene. Og jeg tror, at ideer fra deres hånd kunne skabe mere liv, glæde og gavn, end de fortæller sig selv?
For hvis de virkelig troede på, at de havde noget at byde ind med, så ville de vel også gøre det?
Er selv meget træt af, at se på dårlige snapshots lavet af amatører på telefoner alle vegne. Det er et helvede. Jeg kan kun tilslutte mig overskriften om mere magt til fotograferne.