Mere hæder til fyret journalist

Den grønlandske journalist Elna Egede modtog i aften Carsten Nielsen legatet på DJs Fagligt Forum. Elna Egede modtager blandt andet legatet for at have afsløret pamperi blandt grønlandske politikere og embedsmænd

Den grønlandske journalist Elna Egede modtog i aften Carsten Nielsen legatet på DJs Fagligt Forum. Elna Egede modtager blandt andet legatet for at have afsløret pamperi blandt grønlandske politikere og embedsmænd

For to måneder siden modtog hun Grønlands Presseforenings pris. I dag fik hun også Carsten Nielsen legatet på Fagligt Forum i København. Elna Egede, grønlandsk journalist og tillidsmand, har i gennem en årrække været en af de største profiler i grønlandske journalistik.

I 2006-2007 afslørede hun som journalist på Grønlandsposten/Atuagagdliutit, at ledende politikere og embedsmænd købte hjemmestyrets personaleboliger på attraktive adresser i Nuuk til langt under markedsprisen. Kort efter blev hun fyret – ifølge Mogens Blicher Bjerregaard fordi Elna Egedes afsløringer blev for meget for eliten i Grønland.

I sin tale til Elna Egede forklarede Mogens Blicher Bjerregaard forløbet.
»En skønne dag var chefredaktøren sygemeldt, og bestyrelsesformanden trådte til som daglig leder. Han kommer fra det lag, prismodtageren havde afsløret. De kunne ikke samarbejde, og derfor fik vores prismodtager en fyreseddel,«fortalte Mogens Blicher Bjerregaard.

Han roste Elna Egede for at have været en af Grønlands stærkeste tillidsrepræsentanter på Grønlandsposten, AG. Hun valgte efter tro tjeneste imidlertid at forlade det hverv kort før, hun blev fyret.

Det er 20 år siden det første Carsten Nielsen legat blev uddelt. Legatet er opkaldt efter Journalistforbundets første formand. Det består af en bronzeskulptur af billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen og 20.000 kroner.
Sidste år gik legatet til 1. vicepræsident i International Federation of Journalists (IFJ) Søren Wormslev, der igennem 27 år har kæmpet for bedre arbejdsforhold for journalister i Danmark og internationalt.

0 Kommentarer