
For første gang i Dansk Folkepartis 28-årige historie har partiet opdateret sin visuelle identitet og fået nyt logo.
Ifølge partiformand Morten Messerschmidt er der tale om ”en moderne fortolkning af det ikoniske design”, som oprindeligt blev tegnet af Henrik Thorup, tidligere politiker og gift med partistifter Pia Kjærsgaard.
Og selv om der umiddelbart ikke er sket revolutioner, så er Dansk Folkepartis udtryk blevet et andet. Det vurderer selvstændig grafiker Martin Kirchgässner, der selv udvikler visuelle identiteter og logoer, over for Journalisten.
”Logoet er blevet mere nutidigt, stramt og moderne. Men hvis jeg skal være lidt grov, så har det også fået et mere kedeligt og generisk business-look. De kommer lidt til at ligne alle andre, og der vil nok være nogen, som synes, det er lidt kønsløst og fremmedgørende,” siger han.

Et parti i partiet?
Konkret holder Dansk Folkeparti i det nye logo fast i farverne blå og rød, som ifølge en pressemeddelelse afspejler partiets politiske ståsted og forholdet til Danmark. Dannebrog indgår også fortsat i partiets logo.
Men sammenlignet med det gamle logo er navnetrækket i det nye helt bogstaveligt blevet strammet op og står ikke længere i kursiv. Samtidig er der ikke længere fødder på typografien, og partiet har luget ud i de buede flag, som nu er centreret i navnetrækket og ikke længere har pile på.


I forhold til netop flagene midt i navnetrækket har Martin Kirchgässner dog en anke:
”Jeg forstår ikke helt, hvorfor der også skal stå DF inde i midten af navnetrækket. Det bliver jo til, at der er et ’DF’ inde i ’Dansk Folkeparti’ – et parti i partiet. Det virker lidt umotiveret, og som om de ikke har turdet tage skridtet fuldt ud og helt fjerne det,” mener han.
Farvel til det håndskrevne look
I det hele taget har det nye logo ifølge Martin Kirchgässner lidt mindre af den særegne visuelle identitet, som altid har præget Dansk Folkepartis grafiske udtryk i kampagner og annoncer.
”De har været kendt for det her lidt ubehjælpsomme og folkelige grafiske udtryk med det håndskrevne look. Det har ikke været så afgørende, at det så professionelt ud – det var vigtigere at være tæt på danskerne,” siger han.
Han påpeger, at en del af det håndskrevne look – som også altid har været en signatur i Dansk Folkepartis kampagner – forsvinder ved, at navnetrækket i det nye logo ikke længere står i kursiv.
Samtidig forstår Martin Kirchgässner godt, at partiet med sin nuværende placering i meningsmålingerne og konkurrencen fra nye partier på højrefløjen har haft behov for at signalere noget nyt.
”Og hvis de ændrer logoet for at få det til at se mere rent og nutidigt ud, så er det i hvert fald lykkedes,” siger han.
Ifølge pressemeddelelsen fra partiet bringer det nye logo Dansk Folkeparti ind i 2023.
”Og hvem ved – måske kan det holde de næste 28 år,” udtaler partiformanden Morten Messerschmidt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.