Godmorgen min kære husbond.

Lige nu sidder du og venter sammen med dine kolleger fra fakultetssekretariatets kommunikationsafdeling. I har øjnene stift rettet mod jeres mailboks og den besked, der vil tikke ind kl. 09.01. Med den følger svaret på, om det bliver dig, Svend, Jes, Thomas eller en af de andre af jeres omkring 300 kolleger, der vil blive bedt om at fratræde jeres stillinger som følge af fyringsrunden på universitetet, der er resultatet af regeringens besparelser på forskning og uddannelse. Nogle af jer har allerede taget imod en frivillig fratrædelse. Andre er gået ned i tid. Nu er I nede på seks stillinger, der skal nedlægges. Man kan sige, at det er nådigt sluppet. På andre fakulteter kan mange flere kolleger se frem til en fyreseddel.

Du har sikkert lige stået udenfor og røget med Simon, selvom I har lovet hinanden at holde op 1000 gange. I har sikkert skævet til mailboksen på jeres telefoner imens. Du med din nye iPhone 6 i hånden, som du fik som erstatning for din gamle og udtjente arbejdstelefon i fredags, og som vi begge to er i tvivl om, hvor længe du får lov at beholde.

Det bliver nok ikke Simon, der bliver gået i fyringsrunden. Han er sød og hamrende dygtig, fortæller du. Ung, hurtig og perfektionistisk, og med sin DR-baggrund en haj til blandt andet Final Cut, og til at lave de film, I i stigende grad bruger i jeres arbejde i kommunikationsafdelingen. Du, derimod, har rundet de 53, og har netop fejret dit 20 års jubilæum som den først ansatte informationsmedarbejder på fakultetet. Selvom du er en god og stabil arbejdskraft og en vellidt kollega, er du set udefra ikke helt så opdateret som Simon. Du gider ikke bekymre dig om fyringsrunden, siger du. Jeg har svært ved at lade være.

Uanset hvad udfaldet bliver, har vi lovet hinanden at dele en flaske champagne i aften. For at fejre det, hvis du beholder dit job, og for at fejre det, hvis du skal tage hul på et helt nyt kapitel af dit arbejdsliv.

Egentlig ved jeg ikke helt, hvad jeg håber for dig. Hvis du havde spurgt mig i 2011 om, hvordan jeg opfattede min egen situation som nyledig, havde jeg nok set lidt sort på det. Jeg havde lige sagt mit faste job som layouter på Journalisten op i frygt for, hvad der tegnede til at blive en kronisk musearm. Men i dag er min situation som du ved en helt anden. Mit arbejdsliv tegner lyst, synes jeg. Men det kan vi vende tilbage til.

Allerførst vil jeg nemlig godt give dig eller de af dine kolleger i kommunikationsafdelingen, der ryger i prikkerunden, et par råd med på vejen om, hvordan I begår jer i det ledighedsmaskineri, I nu sandsynligvis skal ud i. Selv om jeg kvier mig ved at indrømme det i offentlighed, så taler jeg af erfaring. Jeg har været ude og inde af dagpengesystemet siden 2011, og er først for nylig sluppet helt fri af det.

Lad være at søge opslåede jobs

Nogle af de råd, jeg vil give dig og dine kolleger, er stik imod reglerne og de officielle retningslinjer, som I vil få udstukket fra A-kasse og jobcenter.

Det første, I vil blive indprentet som ledige, er nemlig at I skal søge to jobs om ugen, ellers står I ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Denne grundsætning vil jeg gerne gå i rette med. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at råde jer til at gøre det modsatte. Mine råd lyder som følger:

• Lad være med at søge opslåede jobs.
• Lad være med at søge opslåede jobs, selvom A-kassen siger du skal.
• Når du søger opslåede jobs, så lav en standardansøgning, som du kan copypaste fra, så du bruger så lidt tid på at skrive dem som overhovedet muligt.
• Plej dit netværk. Brug dit netværk.
• Glem alt om, hvad du troede, du kunne og ikke kunne. Vær åben over for nye muligheder.
• Find dine gamle drømme frem.
• Fortæl andre, at du er ledig i stedet for at lade som om, du arbejder.
• Indstil dig på at blive ydmyget og lær at ryste på hovedet af det.
• Hold fri, når du kan og så meget, som du kan.

Hvordan alt dette skal forstås, vil jeg forklare her. Men først vil jeg gøre op med en myte, der gennemsyrer ledighedsdiskursen, og som efter min mening er skyld i titusindvis af spildte mandetimer på samfundsplan: Myten om, at der er masser af ledige, opslåede jobs.

I skrivende stund er der ganske vist 20.600 ledige stillinger på jobindex.dk. Det lyder jo umiddelbart forjættende. Sandheden – og den vil I også komme til at høre fra de mere dristige af de A-kasse-konsulenter, I snart kommer til at møde,　er, at 70% eller flere af alle opslåede jobs I kan finde på diverse jobportaler, allerede er øremærket til ansøgere, som virksomhederne kender i forvejen. Muligvis er tallet endnu højere.

Vi ansætter dem, vi kender

Jeg blev selv kaldt til samtale til mit første faste job, fordi min svoger tegnede for Journalisten i forvejen og redaktøren spurgte ham, om han kendte en dygtig layouter. Og jeg har set flere eksempler på mekanismen:

Måneden inden jeg stoppede på Journalisten, sad jeg med i det ansættelsesudvalg, der skulle vælge den nuværende chefredaktør for Journalisten. Der var mange hamrende dygtige og kvalificerede ansøgninger i bunken. Redaktionen trængte til et frisk pust. Vi endte med at vælge ham, der allerede var konstitueret chefredaktør. Flere af ansøgerne i bunken overtrumfede hans formelle kvalifikationer. Det står dog ikke til diskussion, at han leverede den bedste samtale. Men det gjorde han måske netop, fordi han allerede sad på posten.

Et andet eksempel og et andet ansættelsesudvalg, også fra min tid på Journalisten: Vi skulle hyre en redaktionssekretær i et barselsvikariat. Posten gik til en tidligere (også uhyre dygtig) journalistpraktikant fra redaktionen. Han leverede langt den bedste samtale. Men så havde han jo altså også været et halvt år på redaktionen tidligere. Da han senere måtte stoppe som barselsvikar før tid, hyrede vi en pige ind, som jeg havde mødt på et kursus. Hun havde ganske vist skrevet en god ansøgning til stillingen som barselsvikar i første omgang, men hvis jeg ikke havde truffet hende personligt, havde vi ikke hevet hendes ansøgning op af bunken igen.

Begge gange endte vi altså med at ansætte folk, vi allerede kendte. Ikke fordi de andre ansøgere var dårlige eller for at favorisere vores venner, men simpelthen fordi det er så meget nemmere at besætte en stilling med en person, der allerede kender stedet og systemerne. Man ved, hvad man får. Og det kunne man jo have ladet sig nøje med eller have påskønnet fra starten.

Lad mig komme med et tredje eksempel fra et job, jeg selv har søgt:

Det lykkedes mig – til min egen og andres store overraskelse – at komme til samtale på en højt profileret stilling som marketingkoordinator på en stor arbejdsplads. Samtalen var en katastrofe: "Nu er det os der stiller spørgsmålene, og ikke dig." Jobbet gik til en, de kendte i forvejen, hørte jeg ad omveje fra en kollega, der arbejdede på stedet.

En kollektiv løgn

Der er ingen misundelse mellem linjerne, når jeg skriver dette. Jeg synes ikke engang, at det er uretfærdigt eller pinligt at indrømme. Det er bare sådan, klaveret spiller.

Derfor er det også så meget desto mærkeligere, at lige præcis det med den tvungne jobsøgning er, hvad vi har bundet hele vores kontrol med de ledige op på. Og jeg tør slet ikke regne på, hvad det koster samfundet, at 400 mennesker skal bruge en time (og ofte væsentlig mere) på at skrive en ansøgning hver. Og at et ansættelsesudvalg – på lad os sige tre personer – herefter skal læse 400 ansøgninger igennem i den anden ende. Til et job, der måske allerede er besat. Er der ikke nogen økonomer derude, der vil være søde at regne på, hvad det koster vores samfund at opretholde denne kollektive løgn?

Retfærdigvis skal det her nævnes, at AJKS – som er den A-kasse, jeg har erfaringer med – for længst har indset, at det med at kende nogen, der kender nogen, betyder alt. Derfor har de også løsnet på kravet om at skulle søge to opslåede jobs om ugen. Hos AJKS er udmeldingen i stedet, at ledige skal søge minimum en opslået stilling om ugen, og at kaffeaftaler, uopfordrede ansøgninger og følere udstukket i netværket kan tælle som en ansøgning.

Det med at søge et eller to jobs om ugen, lyder måske nemt nok. Det er vel det mindste, man kan forvente af en arbejdsledig. Men det kræver store mentale ressourcer at skrive så mange ansøgninger fyldt med megalomani og patetisk selvfedme og indbildskhed. Det gør ikke noget godt for en person at skrive så mange almindeligheder op til noget stort for til sidst at blive afvist igen. Det er derfor, jeg synes, du skal lade være med at gøre det. Drop ansøgningerne til opslåede jobs.

Og hvis du, min kære husbond, stadig har tænkt dig at søge de opslåede jobs, så er her en liste over argumenterne for at lade være:

• Hvis man, som du og jeg, er fleksibel og fantasifuld og mener, at du med din brede kommunikationsbaggrund kan bestride et hav af forskellige typer jobs, vil arbejdet med at tilpasse dine kompetencer til de mange forskellige jobbeskrivelser forvirre dig og få dig til at glemme, hvad du egentlig er god til.
• Arbejdet med ansøgningerne vil give dig en falsk fornemmelse af, at du faktisk gør noget for at komme ud af din ledighed. Men du gør jo kun, som du får besked på.
• Du hænger fast i, hvad du allerede kan i stedet for at vende din opmærksomhed mod, hvad du egentlig har lyst til at blive bedre til.
• Uden at ville det, kommer du til at lægge lidt af din sjæl i dine jobansøgninger, og selvom du har lovet dig selv ikke at blive det, bliver du skuffet, når du får afslag.
• Du bliver led ved dig selv over diskrepansen mellem den selvbegejstring, du skal lægge i ansøgningerne og nederlaget ved ikke at blive kaldt til samtale.
• Arbejdet med ansøgningerne giver dig en falsk fornemmelse af at sætte milepæle og nå mål, du har sat for dig selv. Brug i stedet tiden på at overveje dine egne mål, og hvad du ønsker at opnå.
• Afslagene giver dig en misvisende fornemmelse af, at du har gjort, hvad du kunne, og at det er op til andre at afgøre, om du kommer i arbejde eller ej.

Reglerne er ikke til for de ledige

Dette leder mig videre til en anden påstand, som jeg ønsker, at du skal skrive dig bag øret, når du bliver indkaldt til møde i A-kassen eller jobcentret:

Systemet er konstrueret for at beskytte dem, der er i arbejde, så de ikke føler sig snydt. Det er ikke skabt til at få dig eller andre ledige i arbejde.

Hvis din ledighedssituation udvikler sig som min, og du ender med at måtte opgive at finde et fast job og begynder at freelance dig ud på arbejdsmarkedet, bevæger du dig ud på dybt vand. Du er nemlig ikke dagpengeberettiget, hvis dine aktiviteter begynder at minde om at drive firma.

Argumentationen – og den kan jeg for så vidt sagtens følge – er, at det er konkurrenceforvridende, hvis freelancende og semi-ledige hopper ind og ud af dagpengesystemet efter forgodtbefindende og benytter dagpengene som skjult iværksætterydelse eller en fribillet til nedsat tid. (Teknisk set kan du beholde supplerende dagpenge i 72 uger i en overgangsperiode hvis du laver firma, men det vil for mange stadig føles som et kæmpe sats, og derfor lader de være).

Problemet med denne argumentation er efter min mening bare, at den ikke tager højde for, at der ikke er nok ledige faste jobs at få, og at mange vil opleve (som jeg selv har gjort det), at freelancertilværelsen kommer glidende, uden at man egentlig ønsker det, og som en nødløsning på ikke at finde et fast arbejde.

Havde du spurgt mig i 2011, om jeg skulle ud og have eget firma igen, havde svaret nemlig været klart nej. Det har jeg prøvet (jeg var medstifter af og partner i designbureauet Spild af Tid i 2000-2007, og har lagt mine 10.000 opstartstimer som iværksætter). Springet til layouterstillingen på Journalisten var et bevidst og aktivt fravalg af arbejdslivet som selvstændig og et "goddag" til fast DJ-løn, pension og arbejdsgiverbetalt computer, telefon, avis, licens, 7 ugers ferie og en måneds betalt orlov hvert fjerde år. Derfor ville jeg også gerne have et fast job igen. Men det viste sig at være svært.

Gråhåret og selvstændig

For mit vedkommende opgav jeg endegyldigt håbet om at få en fast stilling efter at have brugt dagevis på at forberede mig til en samtale sidste januar til en spændende stilling som eventkoordinator i en kulturinstitution. Godt nok er det foto, som jeg havde sendt med min ansøgning (og som også ledsager denne blog) misvisende – jeg er i virkeligheden en ret gråhåret kvinde, ude over sin første ungdom – det er bare som om, de fotos, der er blevet taget de sidste par år, ikke rigtig ligner mig. På den måde var de vel undskyldt, da de kaldte mig til samtale. Hen imod slutningen spurgte kommunikationschefen mig, hvad jeg ville sige til at arbejde sammen med kolleger, der var 20 år yngre end jeg selv.

Nu er jeg ikke selv bange for at have yngre kolleger. Jeg nyder det faktisk. Men det var alligevel ligesom her, at lynet slog ned i mig: Jeg kan ikke længere søge hvilket som helst job. Når der står eventkoordinator i jobbeskrivelsen, så menes der en person mellem 25 og 30. Også selvom ordet "kaospilot" er nævnt i jobopslaget.

Det var egentlig en lettelse at nå dertil. Og siden har jeg kun søgt opslåede jobs halvhjertet, og i stedet brugt mine kræfter på det, jeg selvfølgelig skal:

• At indstille mig på, at jeg kommer til at leve mit arbejdsliv som selvstændig, og at gå helhjertet ind i det.
• At blive bedre til det, jeg kan i forvejen og at udvikle nye ydelser og færdigheder.
• At professionalisere mig i alt, hvad jeg gør.
• At pleje og udvide mit netværk.

Ja, så er vi nemlig tilbage ved de gode råd, jeg gav tidligere. Orker du endnu et eksempel fra mit egen liv som ledig? Da jeg havde gået ledig i et halvt års tid, gjorde den dame, der ejer det hus, vi bor i, mig opmærksom på en ledig deltidsstilling som debat- og aktivitetsmedarbejder ved Musikhøjskolens Aftenskole på Frederiksberg. Det viste sig, at jeg kendte fem af lærerne, og jeg bad dem lægge et godt ord ind for mig. Samtalen gik ok, kemien var god, og jeg fik jobbet. Men jeg var aldrig kommet til samtale, hvis det ikke var for de personlige anbefalinger.

Det vigtigste, du skal hæfte dig ved her er, at jeg havde fortalt min husejer, at jeg var ledig. Ellers havde hun ikke tippet mig om jobbet. Det farligste af alt er at blive så skamfuld over sin ledighed, at man ikke får sagt til nogen, at man er på udkig efter et job.

En anden vigtig pointe er, at netværk ikke nødvendigvis skal være kommunikationschefer og redaktører. I mit tilfælde var den vigtigste person i mit netværk en oboist.

Hæng din selvrespekt uden for døren

Jeg kunne sagtens bruge den næste meter på sjove og skræmmende anekdoter fra min tid som ledig. Men systemet er allerede fremragende beskrevet af for eksempel Lau Aaen i bogen "Dagpengeland" (læs min egen anmeldelse af den her).

Derfor nøjes jeg med et enkelt eksempel: Da jeg skulle møde op på Jobcenter København til min første rådighedssamtale. I indkaldelsen stod, at jeg skulle møde klokken 9.

Jeg er gammel nok til at have forstået, at det med at møde til tiden er vigtigt. Det er altid et godt signal at sende. Det udstråler professionalisme og fremmødestabilitet. Det kan de godt lide i jobcentrene. Derfor kom jeg da også kl. 8.50. Tænkte at jeg lige kunne nå at få overtøjet af, og måske snuppe en kop kaffe i ventesalen for at være klar til mødet.

Men jobcentret var lukket. Det åbnede først kl. 9.00. Da jeg havde ventet udenfor i 10 minutter og indenfor i ventesalen i et kvarters tid, bevægede jeg mig forsigtigt op til skranken for at spørge, om der måske var tale om en misforståelse, om jeg ikke var sat til at møde kl. 9.00?

"I bliver indkaldt i timeslots fra kl. 9-11," forklarede den venlige receptionist. "Jeg kan ikke sige noget om, hvornår præcis du kommer til."

"Jeg kommer fra mediebranchen", skulle jeg til at indvende, "hvert sekund tæller, det gælder om at være sekunder før sine konkurrenter, I have a busy schedule!"
Ok, det havde jeg jo på en måde ikke. Men alligevel? Hvor i samfundet i øvrigt vil man tillade sig at spilde hinandens tid på den måde? Signalet er: Du er ledig, vi kan gøre med dig, som vi vil, du og din tid betyder ikke noget, vi tager som en selvfølge, at du i kraft af din ledighed ikke har noget på programmet.

Der er mange andre historier, som jeg gemmer til en anden god gang. Jeg nævner det blot for at fortælle de af jer, der lige har modtaget en fyreseddel, kommer til at opleve og høre ting, I kun troede foregik ude på den sorteste satires overdrev. I vil blive udsat for situationer, der er så fornedrende, at I med det samme skal lære at parkere jeres selvbillede, jeres selvrespekt og alt hvad I tror på og står for udenfor sagsbehandlerens dør, så I kan iføre jer det ubesmittet igen, når I går.

Fejr din fyring

Nogle kan måske tro, at jeg så vil opfordre ledige til at tage i sommerhuet og rive bladet sammen på samfundets regning. Det vil jeg også. Og her er vi fremme ved min sidste anbefaling til jer nyledige: Hold så meget fri, som I kan. I hvert fald til en start.

Du vil sikkert opleve det som helt vildt stressende at være ledig, så længe dagpengesystemet er bygget på kontrol og mistillid. Når du er færdig med at skrive dine skin-ansøgninger, skal du derfor sørge for at komme væk, så du kan få ro til at tænke over, hvad der nu skal ske, og hvad du i virkeligheden har lyst til. Det kræver tid at mærke ordentligt efter, at komme i tanke om gamle, glemte drømme, og de gode idéer kommer højst sandsynligt bedst, når du klipper hæk eller går en tur i frokostpausen sammen med en anden af dine nyledige kolleger. Ideerne får du ikke bag skærmen, med din iPhone i hånden, eller når du hænger over Facebook eller LinkedIn og scroller ekskollegernes utrolige arbejdsliv og talrige work anniversarys. Hold dig væk fra opkoblingen og træk stikket ud – for alvor.

For mit eget vedkommende gik jeg rundt mellem bladbunkerne og de rådne æbler og kom i tanke om de aviser, jeg lavede til de andre i folkeskoleklassen sammen med Christian og Mikkel. Pludselig var det ikke mere så vigtigt, om jeg lige var grafiker. Jeg kunne måske også bestride andre jobfunktioner. For eksempel være med til at skabe indhold i stedet for indpakning for en gangs skyld. Jeg fik også ro til at fundere over, at jeg måske godt kunne tillade mig at undervise i layout, selvom jeg ikke er den dygtigste AD´er, jeg kender.

Og nej. Selvfølgelig skal I ikke blive ved med at rive blade. I skal heller ikke plukke jordbær. Lad nogle ufaglærte, som også har brug for jobs, få den type stillinger. I kommer til at tjene mange flere penge, betale meget mere i skat og være til meget større nytte for samfundet som freelancere eller kombinatører. Og mens vi venter på, at dagpengesystemet bliver omkalfatret, så det faktisk hjælper de ledige i stedet for at tilfredsstille folk i arbejde, kan I med fordel bruge tiden på at blive bedre til det, I allerede gør. For mit eget vedkommende har jeg taget imod alt, hvad jeg kunne få af kurser og opkvalificering betalt af A-kasse og forbund.

Jeg håber, at I, der er blevet fyret i denne omgang, vil gå hjem og fejre, at et nyt kapitel af jeres arbejdsliv skal til at begynde. Fyringsrunden på universitetet tror jeg bare er startskuddet til en generel og omsiggribende afvikling af faste jobs. I kan meget vel blive en del af en større bevægelse mod en arbejdsstyrke, hvor der er flere freelancere og kombinatører, end der er fastansatte. Lad os derfor åbne op for, at dagpengesystemet kan blive en hjælp i den overgangsfase, som lediges forvandling til selvstændige er. Vi kunne måske ligefrem begynde at indrette systemet efter det.

Nu vil jeg ud og lægge champagnen på køl.

(Og hvis du gerne vil have et billigt grin og se de ansøgninger, jeg skriver om, så send en mail til Journalisten. Så sender de dig en pdf med 40 af mine ansøgninger)