search

Mens vi venter på etikken

Svaret på journalistikkens troværdighedskrise er ikke mere kontrol af den enkelte. Det er derimod at fremme en kultur, som konsekvent handler journalistisk etisk, skriver Susanne Sayers

I skrivende stund bølger sagen om USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussens plagiat eller inspiration, alt efter temperament på de sociale medier.

Den vil jeg ikke mene noget konkret om – det er der rigeligt, som gør i forvejen.

Men jeg vil i forbindelse med den sag og debatten i kølvandet på Qureshi-sagen samt andre sager om problematisk journalistisk etik de senere år gerne mene noget mere principielt om vores fags nærmest kroniske troværdighedskrise.

Etik er noget, som skal fremmes i en kultur, som konsekvent handler journalistisk etisk. Det handler naturligvis om den enkelte medarbejder, men det handler også om, at ledelserne skal gøre etikken til en synlig del af de daglige journalistiske diskussioner. Og er der tvivl om et valg, skal etikken og ikke sensationen vinde.

Fra mine snart mange år i medierne ser jeg nogle oplagte farer:

  • De redaktionelle ledere giver mest og mest synlig anerkendelse til de journalister, som kan skære en historie skarpt nok til at lande på forsiden eller give en hulens bunke klik. Journalister, som insisterer på flere nuancer og perspektivering, belønnes sjældent i samme grad. Signalet ovenfra er klart: Det er vigtigere, at du kan skarpvinkle, end at du kan perspektivere og være fair. Sensation vinder over etik.
  • Breaking-hungeren skaber en lemminge-effekt, hvor ingen tør stige af ræset, og hvor alle jagter selvstændige og til tider tvivlsomme vinkler, bare der er noget at rapportere. Det gælder også private detaljer. Ekstra Bladet har f.eks. rodet rundt i tidligere miljøminister Karen Ellemanns skraldespand, mens BT har lækket fortrolige oplysninger fra både tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og senest S-formand Mette Frederiksen.
  • Der er langtfra altid ressourcer til den grundige idéudvikling og coaching, som kunne sikre, at oplagte vinkler og modargumenter ikke overses. Det redigerende led udvandes eller fjernes f.eks. helt på en række medier. Det er ellers her, at den mest oplagte kvalitetskontrol sikres. Holder historien? Er den fair? Er de rigtige kilder spurgt? Er der anklager, som den anklagede ikke får mulighed for at svare på?
  • Arbejdspresset er højt. Det har det altid været, og selv om vi er blevet færre, har vi også fået langt bedre digitale muligheder, som hjælper os. Men det kan være svært at sige til sin redaktionelle chef, at historien ikke kommer hjem til aftalt tid, fordi der mangler et par mindre, men ret vitale oplysninger. Særligt tæt på deadline er der en ret stor risiko for, at svaret bliver et “så må vi køre med det, vi har”.
  • Freelancere får mange steder en decideret ussel betaling. Det tvinger mange af dem (os) til at producere meget for at få en indkomst, der er til at leve af. Fristelsen til at skære et hjørne hist og pist er til stede (men skal naturligvis ikke undskyldes). Det samme er faren for, at det kommer til at gå for hurtigt, og at der derfor sker fejl.
  • Det er på de fleste danske medier ikke noget problem for en ansættelse, at man tidligere har været PR-medarbejder eller spindoktor. Den livlige trafik mellem journalistik og den form for kommunikation, vi kan kalde PR, kan potentielt give habilitetsproblemer. Og er det etisk forsvarligt at benytte sig af eksperter og kommentatorer, som er tynget af nuværende eller tidligere sager? Henrik Qvortrup er f.eks. tilbage på skærmen (DR og DK4), selv om han fortsat er sigtet i Se & Hør-sagen, en af de senere års største journalistiske skandaler.

Skal vi genoprette tilliden til journalistikken, handler det med andre ord ikke om mere kontrol af den enkeltes arbejde, men om at skabe en kultur, hvor etikken fremhæves som vigtig. Ikke bare i skåltaler, men i daglig praksis.

Og så handler det om at undgå dobbelte standarder, hvor vi accepterer nogle forseelser – fordi det vil være besværligt eller dyrt ikke at gøre det – og statuerer opsigtsvækkende eksempler, når det er let og ikke koster alverden.

Eller sagt på en anden måde: Det handler om altid at træffe etiske valg – uanset prisen. Det gælder naturligvis først og fremmest den enkelte selv. Men de redaktionelle ledelser må gå forrest og vise, at de mener det alvorligt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen