Anne Thurmann-Nielsen har for nylig været i Kuwait, hvor amerikanske journalister venter på krigen. Hun var på Manhattan, da flyene ramte Twin Towers 11. september 2001.

"REPORT STRAIGHT" var omkvædet under det amerikanske præsidentvalg i 2000. Dengang var jeg USA-korrespondent for Dagbladet og opfattede amerikansk presse som kritisk og pågående. Ikke mindst da valget til sidst blev afgjort ved en konservativ stemme i Højesteret. Flere store aviser satte journalistiske teams til at granske de mangelfulde optællinger i valgkredsene i Florida, da George W. Bush blev erklæret valgets vinder.

Resultatet af avisernes granskning begyndte at lække lige før 11. september 2001. Efter terrordagen var der ingen, som interesserede sig for, om præsidentvalget var gået rigtigt for sig. Også journalisterne gik ind i patrioternes tid. Det var markant på de store kanaler: ABC, CBS, NBC og nyhedskanalerne MSNBC, Fox og CNN.

DET VIRKEDE IKKE direkte unaturligt, at pressedækningen både var patriotisk, forvirret og ukritisk de første uger.

USA var trods alt angrebet af en udefinerbar fjende udefra.

Selv for amerikansk presse var nationalt sammenhold afgørende i en fase, hvor alle var lammet af chok. At store dele af amerikansk presse ser ud til at stå last og brast med præsidenten i hans krig mod terror, finder jeg derimod mere betænkeligt.

Det mest forstemmende er, at så mange er gået med på præsident Bushs forenklinger. "Enten er du med os eller imod os" er en direkte undergravning af demokratiet og ytringsfriheden.

UENIGHED I FN, EU og NATO er efter min mening tegn på, at demokratiet fremdeles fungerer. Hypermagten USA har fået færre ukritiske medløbere.

Spørgsmålet er, om journalisterne har været lige så optaget af kampen for demokratiet i krigen mod terrorisme.

Og nu sidder vi og venter på en ny golfkrig. Den forrige var den første tv-krig. Pressefolk blev i bakspejlet beskyldt for at være mikrofonstativer for det, Pentagon fandt det nyttigt at informere om. CNN blev nyhedskanalen, som alle fulgte, selvom det meste vi så, var en grøn skærm med lysende raketter over nattehimmelen. Men selvom meget blev radio på tv, var det tv, vi sad klistret til.

HVAD KAN VI vente os nu? Hvad er vor opgave i denne krig? I skrivende stund hører jeg, at CBS-ankermanden Dan Rather har fået det første interview med Saddam Hussein. Det lyder, som om kendissen Rathers indtog i Bagdad er nyheden. Ikke Saddams melding om, at han ikke har tænkt sig at ødelægge sine raketter. I USA synes ankerpersonernes kendisstatus ofte at være hovedpointen.

Hvor mange skal flyves ind nær krigszonen og stå og snakke om krig, før de drager hjem igen og bliver interviewet af andre kendisjournalister?

Denne gang bliver det en net-krig. Kampen om løbende nyheder kan gøre det besværligt at rejse ud i virkeligheden. Det er meget lettere at snappe nyheder fra nettet. Sådan er det allerede blevet på mange redaktioner.
Aldrig har så få journalister udført arbejdet for så mange. Billigt, enkelt og inden deadline. At informationen bliver éndimensionel, diskuteres alt for lidt.

At nyhederne bliver ens på alle kanaler og aviser, er ikke bare kedeligt. Det er også fordummende.

Heldigvis findes der gode kommentatorer i både norske og amerikanske aviser. De hjælper os til at se sammenhæng og stille nye spørgsmål.

CBS SIDDER KLAR i Kuwait for at følges med amerikanske soldater i kamp. Denne gang har Pentagon bestemt, at journalisterne skal med i felten. For at få en såkaldt embedding har CBS været i Kuwait siden november.

Information om krigens gang og behandling af krigsfanger vil være afhængig af ganske få. Og hvad de får lov til at skrive om.

Report straight – er vigtigere end nogensinde før.

Norske Anne Thurmann-Nielsen er ansat på Dagbladet i Norge og har tidligere været USA-korrespondent for avisen.