Jesper Tynell var ikke forberedt på at vinde Cavlingprisen.
Journalisten fulgte ham i to hektiske døgn, hvor han røg igennem mediemøllen og blev hyldet af kollegerne.

SEJRSRUNDE. »Far! Hvad gør vi, hvis du ikke vinder?«

Jesper Tynells 9-årige søn, Villads, virker mere nervøs end sin far. Klokken har netop passeret 18, og Jesper Tynell har lige sat sig ved middagsbordet i sin villa i Vanløse. Hans kollega og ven fra DR Nils Giversen, der også er nomineret til årets Cavlingpris, er sammen med sin kone og to børn inviteret til middag og nervøs ventetid sammen med Jesper Tynells familie.

Stemningen er afslappet rundt om bordet. Champagnen blev åbnet allerede før middagen, og begge Cavling-kandidater har aftalt, at nomineringen i sig selv er værd at fejre. Mens champagnen nydes i køkkenet, ringer Jesper Tynells telefon. Der bliver helt stille i det lille køkken i Vanløse, indtil det står klart, at det er en kollega, der ringer for at fortælle, at nogle Greenpeace-aktivister, som Jesper Tynell dagen før har lavet et indslag om, netop er blevet løsladt.

»Uha, det er et farligt tidspunkt, du ringer på,« siger Jesper Tynell med et smil.
Ambitionerne er sat lavt, og sønnen Villads virker til at være den eneste, der tror på, at Cavling-prisen vil gå til en person i samme stue som ham selv.

Jesper Tynell serverer en elegant omgang oksekød i rødvin med ris, sellerimos, peberfrugtsauce og salat. Alle tager for sig, og snakken falder på, hvad en Cavling-pris egentlig svarer til, hvis Jesper Tynell og Nils Giversen havde været sportsstjerner eller musikere i stedet for journalister.
Sms’erne tikkede ind, og der blev serveret champagne og kransekage, mens Jesper Tynell og hans familie ventede på besked fra Cavlingkomiteen. – foto: Jasper Carlberg

Fastnettelefonen ringer. Jesper Tynell ser upåvirket ud, da konen Marianne går ud for at tage den. Hans ansigtsudtryk skifter til overraskelse, da han opdager, at det er til ham, og det er Cavling-komitéens formand, Carsten Ingemann, i den anden ende.

Spøgefuglen Carsten Ingemann vælger den muntre linje og fortæller Jesper Tynell, at han bare er i gang med at ringe rundt til alle dem, der ikke får prisen. Jesper Tynell spiller afslappet med på spøgen.

Resten af middagsbordet kigger spørgende rundt på hinanden.
Jesper Tynell lægger på og vender sig mod middagsbordet med ordene:
»Jeg fik den sgu!«

Selskabet bryder ud i klapsalver og hujen, men Jesper Tynell ser ikke ud til at have forstået, hvad der lige er sket. Han sætter sig ned og fortsætter måltidet. Der falder ro over selskabet, og han fortæller, hvad Carsten Ingemann sagde i telefonen.
Madroen varer kun få minutter, inden telefonen ringer igen. Det er vennen og kollegaen Tom Heinemann, der ringer med lykønskninger. Og så ringer pressen. Både Jespers Tynells to mobiltelefoner og fastnettelefonen kimer konstant, og datteren Carmens værelse bliver hurtigt Cavling-vinderens tilflugtssted, mens børnene fortrækker sig til Villads' værelse.

Jesper Tynell har ikke forberedt en takketale og virker famlende i de første interviews. Han er bange for at sige noget, han senere fortryder. Det skal helst drejes over på substansen i indslagene og ikke handle om hans person, men det er svært. Til daglig bruger han timevis på at finjustere sine radiospeaks, og nu skal han tænke på fødderne.
»Hvorfor jeg har fortjent prisen? Det må du spørge Carsten Ingemann om,« svarer han en journalist.

Efterfølgende bryder han ud i sin karakteristiske lyse latter og indrømmer, at han har snakket for meget med ansatte i centraladministrationen, når han kan svare sådan.

Telefonkaosset varer i flere timer, men bliver afbrudt af en champagneskål med hele middagsselskabet. Jesper Tynell beder om råd i forhold til, hvad han skal dreje de kommende interviews over på, men stopper så pludselig op med ordene:

»Jeg tænker sgu på Svaneborg. Hold kæft, de havde også fortjent den,« siger han om sin tidligere nabo Thomas Svaneborg, der sammen med Niels Sandøe og Bo Jørgensen var nomineret for deres afsløringer af pantebrevskarruseller.

Thomas Svaneborg har været nomineret til Cavlingprisen et utal af gange uden at vinde, og Jesper Tynell virker næsten, som om han har dårlig samvittighed over at vinde i første hug.
Mens stadig flere sms'er hober sig op, ebber kaosset ud. Nils Giversen og familie tager hjem ved ti-tiden, og Jesper Tynell kan lukke øjnene klokken 01.

Jyllands-Postens nominerede – Thomas Svaneborg, Bo Jørgensen og Niels Sandøe – vandt heller ikke Cavling denne gang. I dagene efter var Jesper Tynell overalt i medierne – fra tekst-tv til Go’ Morgen Danmark og DR Update. – foto: Jasper Carlberg

Det er ikke tilfældigt, at Tom Heinemann var den første til at ønske tillykke. De er venner gennem flere år og gensidige beundrere af hinandens arbejde, og Tom Heinemann er da også medvirkende til, at Cavling-prisen gik til Jesper Tynell. Før Foreningen for Undersøgende Journalistiks konference fik Jesper Tynell et opkald fra Tom Heinemann.

»Han sagde, at nu ville han indstille mig til prisen, og at det ville betyde, at juryen ville bede mig om en materialesamling. Det tvang mig til at sætte mig ned og tænke over, hvilke udsendelser jeg skulle tage med,« forklarer Jesper Tynell, der udvalgte fem historier om Beskæftigelsesministeriet og gav det titlen: Ministerens Mindre Demokratiske Metoder. Det tema gav ham først FUJ's pris i radiokategorien og nu Cavling-prisen.

»Tom gav mig lige det spark i røven, jeg havde brug for. Ellers var jeg nok ikke blevet opdaget af prisuddelerne,« siger Jesper Tynell.

Fælles for de fem historier, han plukkede ud, er, at de er systemhistorier, og det smitter af på måden, han behandler historierne på. Der må aldrig være fejl i udsendelserne, og han skal have belæg for alt.

»Jeg har aldrig sagt, at Claus Hjort Frederiksen har løjet for Folketinget, for jeg har ikke været inde i hovedet på ham, så jeg ved ikke, om han rent faktisk selv kendte sandheden, da han sagde det,« siger Jesper Tynell.

»Du skal lige have lidt pudder, så er du klar.«
»Budding?!«
»Nej, pudder … for lige at fjerne den værste træthed.«

Jesper Tynell kunne heller ikke lige se fornuften i gele-dessert klokken halv syv om morgenen, men pudder og øjendråber virker som en god idé efter kun fire timers søvn. Han har taget den morgenfriske cykeltur til DR Byen, hvor han skal interviewes til Updates båndsløjfe. Bagefter har han lige syv minutter til at smutte til den anden ende af bygningen, hvor P1 Morgen venter på ham.

Selvom han ikke er vant til at blive interviewet, udvikler han hurtigt en sans for at plante spørgsmål, han selv kan lide at svare på, hos sin interviewer. Det er aldrig insisterende eller pressende, men mere bare et tilbud om hjælp. Det betyder, at han har lov til at beholde kontrollen.

Jesper Tynell når lige at se sig selv på DR Update, inden han stryger ud af døren og sætter kurs mod Go' Morgen Danmarks studie på Hovedbanegården.
Bagefter skal han tilbage til DR Byen og kollegerne på Orientering. Jesper Tynell spørger kollegerne til råds om talen ved prisoverrækkelsen fredag.

»Hvad skal jeg lægge vægt på? Og hvordan får jeg drejet det over på Orientering,« spørger han.

Det er masser af gode forslag, men det måske bedste kommer først, da han går væk for at tale i telefon.
»Han mangler bare at fatte, at det er ham, der har fået prisen – ikke Orientering,« lyder det venligt fra kollega Tage Baumann.

Jesper Tynell blev hyldet af kollegerne på P1 Orienterings redaktion med mere champagne – denne gang fortyndet med juice. – foto: Jasper Carlberg

Klokken 11 er der champagne med kollegerne fra P1. De fleste af de lødige public service-journalister blander den op med juice. Det er jo trods alt i arbejdstiden. Jesper Tynell får en tale, klapsalver, blomster, whisky og muligheden for at takke sine kolleger og sparringspartnere, før dagsordenen igen står på interviews.

Ekstra Bladet og Politiken har ringet. Det samme har Kulturnyt fra P1, mens journalisten fra Deadline 17.00 kommer forbi personligt.

Forvirringen begynder at vise sig i Jesper Tynells ansigt, og de mange opkald, mails og ubesvarede sms'er stresser ham. Han begynder at miste det overblik, der er så vigtigt for ham. Han har ikke spist i otte timer, og trætheden stråler ud af ham. På vejen mellem kantinen og Orienterings studie finder han lige tiden til at spise en sandwich og plukker derefter én mail ud af den bunke, han har fået.

»Jeg skal lige nå at svare på Svaneborgs mail. Og det skal være den bedste mail! Det har han fortjent.«
Arbejdsdagen rundes af med en tur i sminken for tredje gang, og derefter live igennem i Deadline 17.

»Jeg har glemt, hvad de vil spørge om, men jeg har efterhånden svaret på det hele så mange gange, at jeg har styr på det,« joker Cavling-vinderen, mens han står i mørket bag de snurrende kameraer og venter på sin entré.

De havde prøvet at skaffe Claus Hjort Frederiksen til live-debat, men finansministeren havde ikke tid. Det har han ikke haft de sidste fem år, når Jesper Tynell har bedt om et interview.

Der er ingen saftige citater fra ministre på glatis i Jesper Tynells indslag. Der er ingen cases, og der er ingen oppositionspolitikere, der hidser sig op over tingenes tilstand. Det er nøgternt, tilbageholdende, veldokumenteret og tit lidt indviklet. Jesper Tynells rolige speakerstemme driver lytterne sikkert gennem indslagene, og det er nødvendigt, hvis de skal have alle nuancer med. Historiernes kompleksitet bærer en del af skylden for, at historierne har haft så lidt genklang i andre medier.

Jesper Tynell siger, at han gerne ville give afkald på nogle af nuancerne i sine historier, hvis det kunne ske på en forsvarlig måde.

»Der er bare stor risiko for, at der kommer nogle småfejl, som de ansvarlige så bare kan skyde på. Så ville jeg miste vildt meget troværdighed, og på den måde har jeg det fint med, at jeg selv har kontrollen over mine historier,« siger han.

»Jeg ville ryge på stoffer, hvis jeg skulle være en del af det her show mere end tre dage.«
Det er fredag, og klokken nærmer sig 13. Der er tre minutter, til Jesper Tynell er live igennem hos radioveteranen Lasse Jensen i Mennesker og Medier. En udsendelse, han har set frem til, og hvor der er god tid til at dykke ned i substansen og forklare om metoderne.

Hele fredagen er indtil nu gået med at skrive tale til Cavling-overrækkelsen om eftermiddagen. Talen er i bedste fald halvfærdig. De to radioentusiaster Jensen og Tynell svinger godt sammen. Der er afsat en halv time, og Lasse Jensen må arbejde for at holde en lystigt talende Jesper Tynell på sporet.

På vej på cykel til overrækkelsen af Cavling med den næsten færdige takketale under armen.
Statsministeren holdt smilet, mens tilhørerne fik at vide, hvordan Claus Hjort Frederiksen brød loven. – foto: Jasper Carlberg

Efter interviewet er det fluks tilbage til tastaturet og taleskrivningen. Der er 45 minutter, til han skal følges med Nils Giversen til Journalisternes Hus for at modtage prisen. Det er ikke lang tid til at skrive en tale, når man er perfektionist.

»Jeg har præstationsangst lige nu, fordi jeg ikke selv har kontrollen mere, og så fordi Lars Løkke kommer.«
Han sidder foroverbøjet ved sit skrivebord, mens fødderne slår som trommestikker i Tivoligarden. Ordet 'fuck' bliver nævnt et par gange.

Han nidstirrer skærmen med den halvfærdige tale, der bliver ved at være halvfærdig. Han må bede om hjælp til at holde lykønskende kollegaer væk, så han ikke bliver forstyrret.
»Sådan har jeg aldrig behandlet mine kolleger før, men jeg mister koncentrationen hver eneste gang, de afbryder,« siger han undskyldende.

Nils Giversen kommer for at hente ham og taler den adrenalinfyldte prisvinder ned.
»Tag det roligt, Jesper. Du er pissedygtig, og det skal nok gå.«
»Ja, men statsministeren kommer. Hvad skal jeg sige til ham?«

Det ligger der ikke noget klart svar på, men de to er efterhånden også så forsinkede, at talen skal skrives færdig på cykelturen, hvis de skal nå det.

Fire minutter før tid parkerer de cyklerne foran Dansk Journalistforbund på Gammel Strand, hvor Jesper Tynell går op og taler i næsten et kvarter foran syv rullende kameraer, statsministeren, tidligere Cavling-vindere, sin familie, venner, kollegaer og Thomas Svaneborg.

MINISTERENS MINDRE DEMOKRATISKE METODER

Årets Cavlingvinder fik prisen for afsløring af fem sager i Beskæftigelsesministeriet.

Claus Hjort bad ulovligt kommunerne standse udbetaling af kontanthjælp
Folketinget vedtager 300-timersreglen, der betyder, at ægtepar, der begge er på kontanthjælp, skal have minimum 300 timers betalt arbejde de seneste to år, ellers skal kommunen fratage kontanthjælpen. Beskæftigelsesministeren udsender en vejledning til kommunerne, hvori der står, at det også gælder, hvis kun den ene er på kontanthjælp. Fire jurister, Venstres ordfører, Beskæftigelsesankenævnet og til sidst Ankestyrelsen underkender ministeren, før vejledningen et år senere bliver lavet om, og der bliver udbetalt erstatning til de berørte familier.

Ministeren bestilte misvisende tal, der skulle bane vej for regeringens politik
Beskæftigelsesministeriet placerer en historie i medierne om, at kommunerne er mere effektive til at få folk i job end Arbejdsformidlingen. Jesper Tynell afslører, at tallene var misvisende, og konklusionen ikke holder. Derpå påviser han gennem aktindsigt, at tallene var bestilt af Beskæftigelsesministeriet med et bevidst ønske om at understøtte regeringens politik.
Claus Hjort Frederiksen indrømmer, at det var ham, der bad om tallene, og at de altid vil føre til den ønskede konklusion, hvis de laves på netop den måde. Den tidligere direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen fortæller senere, at ministeriet pressede på for at få leveret politisk bestemte tal.

Beskæftigelsesministeren fjernede kontrol med sikkerhed udenom Folketinget
Nogle typer arbejde kræver en særlig sikkerhedsuddannelse. Det gælder blandt andet stilladsarbejde. Folketinget beslutter enstemmigt, at tilpasse den danske lovgivning til et EU-direktiv om anerkendelse af de øvrige EU-landes sikkerhedsuddannelser. Regeringen har forinden forsikret Folketinget, at det ikke går ud over sikkerheden. Men nogle måneder senere meddeler Arbejdstilsynet, at det afskaffer kontrollen med udenlandske sikkerhedskvalifikationer, mens de fortsat vil kontrollere de danske. Jesper Tynell undrer sig og spørger beskæftigelsesministeren, der svarer, at han heller ikke kan forstå det. Efterfølgende afslører Jesper Tynell, at ministeren selv har skrevet under på det dokument, der fjerner kontrollen, selvom Arbejdstilsynet i dokumentet oplyser, at det kan føre til arbejdsmiljødumping. Afsløringen får Folketinget til at vedtage en lov, der genindfører kontrollen.

Ministerens chefer var ind over misvisende SFI-evaluering af 300-timers-reglen
Claus Hjort Frederiksen meddeler, at Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har lavet en rapport, der dokumenterer, at 300-timersreglen virker. Jesper Tynell får SFI til at indrømme, at der ikke er dokumentation for det. Efterfølgende sletter ministeriens medarbejdere 58 sagsakter, der viser, at ministerens chefer løbende holdt møder med SFI mens rapporten blev skrevet, og at der var dermed ikke var den uafhængighed, som begge parter havde påstået. Ministeriet har under den nye beskæftigelsesminister meddelt, at det var ulovligt at hemmeligholde og slette sagsakterne.

Ministeren gennemfører forsøg med sygemeldte udenom Folketinget
Claus Hjort Frederiksen gennemfører et forsøg, der tager sygedagpengene fra sygemeldte, der ikke vil i aktivering. Han vil afprøve en sådan lov, før den bliver vedtaget i Folketinget. Da Jesper Tynell går ministeriet på klingen, må det tre gange skifte forklaring på, hvilke paragraffer, der kan gøre forsøget lovligt. Claus Hjort Frederiksen oplyser herefter Folketinget om, at Kammeradvokaten har slået fast, at forsøget er lovligt. Men det viser sig, at Kammeradvokaten udtrykkelig er blevet bedt om ikke at undersøge netop det spørgsmål. Kammeradvokaten når herefter i et nyt notat frem til, at forsøget kun er lovligt på bestemte betingelser. Ministeren indsnævrer gruppen af forsøgspersoner.