search

Mens vi venter på Bruce

Vi sad med tilbageholdt åndedræt.

Vi sad med tilbageholdt åndedræt.

Mens støvet lagde sig på lower Manhattan og hjemme i vores stuer, ventede vi bare på, at Bruce Willis skulle kravle ud af murbrokkerne, redde samtlige indespærrede, fange de skyldige, drage dem personligt til ansvar, genopbygge World Trade Center på en eftermiddag med sine barkede næver og score den billedsmukke helt-inde og råkysse hende i solnedgangen, så vi kunne sætte kartofler over til aftens-mad under rulleteksterne – vel vidende, at det gode igen havde sejret over det onde.

Men Bruce fra Hollywood kom aldrig. Dén satans tirsdag fik vi aldrig aftensmad. Og først nu, syv uger senere, er det først for alvor ved at gå op for os, at vi ikke er så udødelige og usårlige, som vi havde bildt os selv ind efter et tiår surfende på en velstandsbølge.

Ethvert skolebarn fra Gedser til Skagen kender både Osama bin Laden og al-Qaeda-netværket og historien om, hvad der er sket siden den 11. september – men selv ikke klodens klogeste mænd og kvinder kan give et kvalificeret gæt på, hvad det her ender med.

Denne dag midt i oktober har frygten for længst sat sine tænder i verdenssamfundet.

Herhjemme river danskerne gasmasker ned fra hylderne, fylder sig med angstdæmpende medicin og søger terapi som aldrig før, arabiske ferieturister smides af skandinaviske charterfly – og dagen før denne klumme skrives, indløb dusinvis af miltbrand-alarmer landet over, hvor alt hvidt pulver og alle uventede breve for mange pludselig er blevet lig med en potentiel livsfare i en ny dagligdag, hvor de pludselig glemmer at leve, fordi de ser død, spøgelser og terrorister over alt.

Pressens ansvar for en velafbalanceret, etisk og velovervejet dækning har vel næppe været større i nyere tid. For angst fremavler angst, og man skaber ikke blot oplag og seertal ved at tæppebombe dem med angst. Man skaber også endnu mere angst og dermed et fattigere liv for os alle sammen.

Intet er lettere end at piske en stemning op. Det kan enhver idiot finde ud af. Mu-slim eller kristen. Turban eller cowboyhat. Med eller uden pressekort.

Jeg tænder mit tv – og spørgsmålene hober sig op:

Hvem står bag miltbrand-tilfældene i USA? Var de palæstinensiske jubelscener i tv efter terrorangrebet i virkeligheden iscenesat af et israelsk tv-hold? Kan vi stole på de civile drabstal fra de afghanske kilder? Eller på de kliniske amerikanske foto-dokumentationer?

Jeg ser de amerikanske mødres sønner på hangarskibet USS Enterprise klargøre angrebsflyene i Det Indiske Ocean til næ-ste togt med de tonstunge bomber med hilsner som "Prøv at kapre denne her, bøsser" eller "With Love".
Dagen efter ser jeg en lille bomberamt afghansk dreng uden arme – eller en lille pige, der ligger ved sin kvæstede far på sygehuset. Angiveligt efter bombningen af landsbyen Khorum – en lille samling jordhuse og dyrestalde 60 kilometer fra Jalalabad. Jeg læser, at Hussain Kham mistede fire børn, og at Toray mistede fire døtre, en søn og hans kone, da bomberne faldt.

Jeg hører, at man i USA får så mange penge ind til de efterladte fra den 11. september, at man ikke ved, hvordan man skal fordele dem. Og at 100.000 afghanske børn risikerer at dø i løbet af vinteren, hvis det ikke lykkes UNICEF at skaffe de sidste 150 millioner kroner og få bragt nødhjælp ind i landet.

Krigen er i gang. Propagandamaskinerne og retorikken kørt i stilling. Missiler, hvede og radioer med "God Bless America" regner ned over landet, der huser djævelen Osama og hans håndlangere.
Og selv gode gamle CNN har ladet sig forføre af den strenge militærlogik, kastreret sig selv med selvcensurens sløve daggert og overladt scenen til al-Jazeeras grøngrumsede night-vision-kameraer i Kabul og hjemmevideoerne fra Taleban og Osama.

Min egen lille datter på fire måneder ligger og skraldgriner i sin kravlegård med en skriggul krammeløve. Hun har vist fået sin daglige dosis af Bush, Blair, den langskæggede og den enøjede, så jeg zapper lidt rundt.

På den ene kanal har man lukket 12 unge med en samlet IQ på størrelse med en middelstor rendegraver ind i en container og drukket dem fulde i det håb, at de vil kysse, bolle eller gå på lokum for åben skærm. På den anden har man fløjet et dusin danskere langt væk, sultet dem en uge og via intrigante spilleregler sørget for, at så mange af dem som muligt virkelig hader hinanden. Og på den tredje – på public service-kanalen – bruges der såmænd også god journalistisk arbejdskraft på at ydmyge de svageste og dummeste glatnakker i citronhalvmånens skær i prime time.

Sidder kættersk og forestiller mig Bush og Blair fra Hold Vest og Osama og den énøjede fra Hold Øst under et ø-råd med en pædagogisk udspørgende Thomas Mygind, da det ringer på døren.

Det er Bruce.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen