“Vi snakker gevaldigt meget sammen stadigvæk.”
Det er den længste sætning, JOURNALISTEN har været i stand til at hive ud af de tre hovedpersoner, som i disse uger og de seneste fem måneder har forhandlet om noget, der kan få betydning for de fleste danske dagblades trivsel.
Det er Århus Stiftstidendes bestyrelsesformand, Otto B. Christensen, der er så modig, at han tør konstatere, at der stadig snakkes gevaldigt meget. Han er den ene i den eksklusive gruppe på tre. De to andre er Berlingskes koncerndirektør, Joachim Malling, og Jyllands-Postens topchef, Jørgen Ejbøl. De to kan man ikke engang hive et ja eller et nej ud af.
Deres fåmælthed skyldes, at det er meget store avisbolde, de kaster rundt med. Selv chefredaktører og direktører på både direkte og indirekte involverede dagblade kender stort set intet til forhandlingernes indhold. De venter bare – i uvidenhed.
Og ventetiden bliver brugt til at gisne, og rygter foræres væk i metermål. JP Århus nedlægges, Århus Stiftstidende (ÅS) bliver indstik i Jyllands-Posten, ÅS bliver igen eftermiddagsavis, JP København lukkes, en rekonstruktion af ÅS med både JP og Berlingske som ejere, et amputeret 4S-bureau uden ÅS, en samarbejdsaftale mellem Berlingske og Jyllands-Posten omfattende alt bortset fra det redaktionelle, fælles distribution … er et lille udpluk af de rygter, der skiftevis bliver nævnt og så dræbt igen.
Fakta er i hvert fald, at de tidligere ærkerivaler søger nye alliancer, som kan betyde en hel anden holdopstilling på avismarkedet.
Det sker i en erkendelse af, at det ikke nytter noget at køre bombetogter mod hinanden og imens lade andre medier overtage det danske mediemarked. Seks års benhård bladkrig har kostet betydelige milliontab i samtlige store bladhuse. Og endnu værre –avisgeneralerne har ført krigen på avismarkedet og er derfor kommet bagud i kampen om de nye markeder på Internettet.
Behov for fred i Århus
Kernepunktet i forhandlingerne er en fredsløsning i Århus. Slaget i Århus koster alle tre bladhuse dyrt. Bladkrigens pris læses i samtlige avisregnskaber, men allerbedst i ÅS’ regnskabstal. De to seneste år har været katastrofale med sam-menlagt 166 mio. kr. i underskud, og også halvårsregnskabet for i år har skrigende røde tal på bundlinjen. En pæn del af regningen sendes hver gang direkte videre til Berlingske, der ejer 35 pct. af avisen.
Nu er Berlingskes tålmodighed med den århusianske avis ved at slippe op. Omvendt er der et gensidigt afhængighedsforhold mellem Berlingske og ÅS. Berlingske sælger under 10.000 aviser vest for Storebælt, og for at fastholde et landsannoncesalg er avisen nødt til at passe på sit annoncesamarbejde med de fire stiftstidender, kaldet Metropol. Avisen i Danmarks næststørste by er især vigtig i den sammenhæng.
Jyllands-Posten har derfor en klar interesse i at bryde alliancen i Metropol – det kunne ske ved, at ÅS forlod Metropol. Det ville dog være utroligt svært at acceptere for alle fem parter i Metropol-samarbejdet. Berlingske ville foretrække, at Jyllands-Posten på en eller anden måde blev en del af Metropol. Det ville gøre JP afhængig af Berlingske.
Fælles distribution
Et andet JP-krav kunne være, at JP kommer med i Bladkompagniet – på grund af bladkrigen er JP i dag tvunget til at have sit eget avisbudkorps i København, og hvis JP kunne distribueres sammen med de øvrige dagblade, ville JP kunne spare omkring 30 mio. kr. om året.
Berlingske har allerede i begyndelsen af juni meldt positivt ud over for det ønske. Men før JP kommer med i Bladkompagniet kræver det også et ja fra blandt andet Politikens Hus.
Direktøren i Politikens Hus, Lars Henrik Munch, vil ikke give noget klart svar nu:
“Det kan jeg ikke svare på, før jeg kender indholdet af hele den pakke, Berlingske og Jyllands-Posten forhandler sig frem til. Det ville være dumt af mig at sige ja på forhånd, og omvendt ville være lige så dumt at sige nej på forhånd.”
Som så mange topchefer i bladbranchen må Lars Henrik Munch affinde sig med at stå uden for forhandlingsdøren, mens de to største på morgenavismarkedet forsøger at samle en fredspakke. En pakke, der kan få endog stor betydning for både Munch og de andre bladchefers muligheder for at drive en avisforretning.
De kunne komme til at stå i en situation, hvor “de to store” stort set har opdelt markedet imellem sig. Eller måske ender fredsforhandlingerne lidt mindre drastisk med, at det fremtidige adfærdsmønster på hele dagbladsmarkedet blot vil blive indbyrdes mere fordrageligt – mindre priskrig på både avissalg og annoncer. Og et samarbejde på tværs af dagblade om en fælles Internet-portal.
Uvisheden om de fremtidige magtstrukturer på det danske dagbladsmarked forstærkes samtidigt af, at en stor position Berlingske-aktier er sat til salg. Det kunne betyde, at en stor udenlandsk medievirksomhed pludselig blev en væsentlig aktør på det danske avismarked. Og så vil “plejer” nok være fuldstændig død i avis-Danmark.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.