Omkring 60 mennesker sad i salen på Rødding Højskole en onsdag aften i august. Hele eftermiddagen havde de talt og fået oplæg udefra.

De 60 repræsenterede på kryds og tværs den danske medieindustri og -branche. Der var repræsentanter for fortiden, og der var gæster med et skarpt blik på fremtiden. Også en enkelt fagforeningsmand var til stede ved det, som kulturminister Mette Bock kaldte Rødding-mødet.

Via personlige invitationer var vi nået frem til den fine gamle skole i Sønderjylland, og egentlig syntes vi, at vi levede op til den udtalte ambition om, at vi hver især forlod de trygge skanser og bevægede os ud i et fælles område af erkendelse af, at den danske mediebranches udfordringer er så store, at de kun kan løses, hvis branchen står sammen.

Jo, det var gået godt. Vi havde hørt om vigtigheden af dansk indhold. Om det væsentlige i public service og om oplysningens betydning for dannelsen af den beslutningsdygtige borger.

Alligevel var det ministeren selv, der i sin afrunding af førstedagen ramte det bedst, synes jeg. Da hun sagde:

”Ved I hvad? Mens vi har talt om public service og om udfordringerne hele dagen, så kan man godt have fornemmelsen af, at toget bare er pisket afsted forbi os i mellemtiden.”

Toget er selvfølgelig en metafor for medieudviklingen, der tilsiger algoritmer og datastrømme en langt større betydning for distribution af medier og indhold, end forne tiders chefredaktører, generaldirektører og kulturministre havde.

I september udkommer en stærkt ventet undersøgelse, som Slots- og Kulturstyrelsen har bedt mediehuset Mandag Morgen stå for. ”Globaliseringen af den danske mediebranche” præsenteres ved en høring 13. september, og de 160 sider giver et stærkt og tydeligt, men også til tider meget desillusionerende billede af de seneste 10-15 års udvikling. 

Det er med andre ord stærke sager, der venter. Så meget mere grund er der til at have store forventninger til de medie- og kulturpolitikere, der i de kommende måneder skal udarbejde rammer og indhold i de kommende års medieforlig. 

Man kunne være naiv nok til at mene, at de har læst skriften på væggen. De ved, hvor hårdt presset mediebranchen er, og de må sætte ind for at sikre, at medierne også i fremtiden har en tydelig plads som en af grundpillerne i demokratiet.

Men jeg frygter, at politikerne vil enes om at sige det sidste – at medierne skal have en tydelig plads i demokratiet – men at de ikke vil levere fundamentet til fremtidens medier i et kommende forlig.

For eksempel har DF’s retorik haft den effekt, at adgangsbilletten blandt partierne til overhovedet at deltage i et kommende medieforlig er at acceptere, at DR skal beskæres kraftigt. Måske ikke de af DF foreslåede 25 procent, men dét tal har fungeret som pejlemærket længe.

I Rødding flyttede debatten sig heldigvis, så det ikke alene var DR, der var i fokus. Men det handlede uendeligt meget om tv- og filmproduktion, og meget lidt om aviser, net og radio. 

I den forbindelse er det blandt andet DJ’s opgave at minde politikere og andre meningsdannere om, at film- og tv-produktionen i høj grad lever af, at DR og TV 2 lægger opgaver ude af huset – så nedskæringer på denne konto betyder færre kolleger i disse brancher.

Det er et erklæret mål for os at bevare såvel beskæftigelse som økonomi på det danske mediemarked. I dag omfatter det samlet cirka 4 milliarder fra det offentlige og 8 milliarder fra det private område. Udfordringen har længe været, at politikere og brancheorganisationer tror, man kan fjerne lidt fra den offentlige finansiering, og så kommer der automatisk mere i den private finansiering.

Rødding-mødet dokumenterede efter min mening, at den sammenhæng ikke eksisterer. De lokale og regionale medier har det således meget svært i jagten på læsere, købere og annoncører, når konkurrencen udgøres af Googles algoritmer og de sociale mediers kommercielle tiltrækningskraft.

Derfor er der grund til at kæmpe for fortsat støtte til de danske medier. Private såvel som offentlige – for toget kører, og det kører lige nu.