search

Mens jeg venter på min nye chef

Jeg har det svært med chefer. Så da min chef Troels Mylenberg sagde op og skulle til Berlingske Tidende to sekunder (og nogle dage) efter at jeg havde skrevet min kontrakt under som hans underordnede på Center for Journalistik

Jeg har det svært med chefer. Så da min chef Troels Mylenberg sagde op og skulle til Berlingske Tidende to sekunder (og nogle dage) efter at jeg havde skrevet min kontrakt under som hans underordnede på Center for Journalistik på SDU, følte jeg det, som om jeg var med i en dårlig amerikansk serie. "Hvem får så retten til at bestemme over mit arbejdsliv nu," tænkte jeg.

Jeg venter stadig på svaret, men nu er ansøgningsfristen trods alt udløbet. Snart stabler fakultetet vel en komité på en 16-17 midaldrende mænd sammen, så de kan beslutte, hvem der får æren af at efterfølge Mylenberg som min chef.

Den anden dag var der så en eller anden sød og kærlig ven, der sagde til mig:
"Nu er du efterhånden selv blevet en primadonna. Og du ved jo godt, hvor svært det er at lede primadonnaer."
"Nej, nej, nej," tænkte jeg. "Jeg er da ikke en primadonna, som chefen skiftevis hader og elsker. Jeg er bare blændende dygtig og gider ikke finde mig i noget pis." Et sted midt i den sætning satte selverkendelse så ind med en stille rømmen. Not top dollar nice, kan jeg godt afsløre her i dette lukkede forum.

Jeg vil jo helst selv bestemme over mit liv. Herunder også mit arbejdsliv. Jeg bryder mig ikke så meget om chefer, der gerne vil have deres egne visioner og værdier ført ud i livet med min hjælp, med mindre de visioner og værdier tilfældigvis matcher mine visioner og værdier 100 procent. Og det hjælper ikke noget at indkalde til stormøder og i fællesskab beslutte de værdier og så tro, at hvis vi alle sammen har været med til det møde, hvor de er blevet besluttet, så er jeg helt enig i dem. Værdier, visioner og missioner er altså ikke noget, arbejdsgivere kan skifte ud inden i mig, som man skifter olie på en bil. Glem det. Jeg sælger ikke min sjæls balance for penge.

Uden at overdrive kan jeg vel godt konstatere, at jeg ikke er den eneste journalist, som har på den måde. Journalistiske chefer har det ikke nemt, for journalister gider ikke blive chefet rundt af en eller anden krydderbolle med ost under neglene.

Nu har jeg haft rigtig lang tid til at fundere over, hvilken chef jeg værdsætter. For lang tid, frygter jeg. Her er min ønskeseddel til min kommende chef:

•  Min chef skal være nærværende og til rådighed. Det betyder, at han skal sidde på sit kontor eller i det mindste med sin mobiltelefon og vente på, at jeg kontakter ham for at meddele ham noget. Eller i ukloge stunder spørge om noget. Chefer, der slet ikke er der, er næsten værre end dem, der er der alt, alt for meget.

•  Min chef skal blive helt vildt begejstret for alle mine ideer. Hvis nogen skal slå dem ihjel, skal jeg nok selv gøre det. Han skal i hvert fald ikke.

•  Min chef skal ikke forsøge at pådutte mig opgaver, som jeg ikke tænder på. Hvis han har et brændende lokum, kan han klage sin nød, og hvis jeg så selv tilbyder at slukke det, er det i orden. Ellers ikke. Find en praktikant eller en studentermedhjælp til det kedelige, tak.

•  Min chef skal forstå, at jeg ikke arbejder for penge, men fordi jeg har lyst til at lave det, jeg gør. Derfor er mit brændstof at løse opgaver, som jeg trives med og derefter ros, ros og mere ros. Hvis han oftere siger til mig, at jeg ikke er god nok, eller at jeg gør noget forkert, end han roser mig, har han ingen arbejdskraft mere, men kun en sur mokke 37 timer om ugen. Balancen skal være ca. 1:10. For hver gang han siger noget negativt, skal han ti gange sige noget positivt. Og mene det, forstås.

•  Min chef skal kende balancen mellem chefskab og venskab. Jeg har ikke specielt lyst til at fortælle min chef om alle mine private forhold. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt, at han ved alt om mig. Der er nogle chefer, der tror, at de skal være ens nærmeste betroede. Men det har jeg venner til. Og han må også gerne have sine egne venner. Jeg har ikke behov for at blive indviet i min chefs prostata-problemer eller akutte ægteskabelige status.

•  Min chef skal ikke være sådan en småfornærmet type, der render rundt og bærer nag, fordi jeg en gang imellem slår flikflak af raseri på mødebordet. Han kan bare selv vise sin vrede, og så kan vi gå tilbage til trummerummen uden at bære det usagte med os.

• Jeg vil ikke involveres i ting, som jeg ingen indflydelse har på: budgetter, ansættelser, store linjer, visioner, værdier, it, bureaukrati, øvre ledelse etc. Alt det, som chefen skal lade som om er en stor demokratisk rundkredsdiskussion, hvor alle kan være med, men ingen reelt har noget at sige, gider jeg ikke bruge tid på. Beslut det for mig, og lad mig passe mit pastorat.

Jeg har oplevet chefer, som jeg ikke kun forsøgte at ignorere, og som på gode dage ligefrem kunne få mig til at arbejde hårdere. Det er faktisk hændt. Jeg kan godt lide god ledelse – den hvor man bliver værdsat og føler, at man er en del af en større, dybere og bedre mening. Jeg elsker mit arbejde og vil gerne indgå i et fællesskab.

Men chef, det skal jeg aldrig nogensinde være. Medarbejderne er simpelthen for krævende.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen