’Mennesker og Mediers’ afløser fundet

Marie Louise Toksvig bliver vært på P1’s nye mediemagasin. ’Tabloid’ får premiere til november

’P1 Debat’-værten Marie Louise Toksvig bliver afløser for Kurt Strand på P1’s mediemagasin ’Mennesker og Medier’, som i samme omgang skifter navn til ’Tabloid’.

Det oplyser DR.

Programmet, som har holdt pause siden slutningen af juni, vender nu tilbage med en ny vært den 21. november.

Kanalchef på P1, Nikolai Thyssen, har tidligere annonceret, at både programmets form og sendetidspunkt har været oppe til revurdering.

Kommer på podcast

Programmet, som tidligere har haft fast sendetidspunkt fredag formiddag, skifter format og udkommer for fremtiden som podcast.

”Det kommer ofte bag på mig, hvor mange forestillinger og fordomme der er om journalister og navnlig vores arbejdsmetode. Og eftersom journalistikken er noget, vi alle sammen forbruger og betaler for – nogle gange helt uden at lægge mærke til det, er det vigtigt at undersøge og gennemlyse den. Det er på en måde kritisk forbrugerjournalistik om journalistik, jeg skal lave,” siger Marie Louise Toksvig til DR.

Nikolai Thyssen er begejstret for, at Marie Louise Toksvig har sagt ja til at overtage værtsrollen på det nye mediemagasin.

”DR skal have en mediekritisk podcast, som udfordrer dem, der sætter præmissen for den offentlige debat: Mediechefer, redaktører, journalister. Det siger næsten sig selv, at man skal gå dobbelt så hårdt til dem, der normalt får lov til at formulere spørgsmålene. Og derfor er jeg utroligt glad for, at Marie Louise Toksvig har sagt ja til at være vært. Hun er iskold og ikke bange for at gå i flæsket på dem, der bestemmer. Også hendes egen chef.”

I begyndelsen af året annoncerede DR, at man ikke ville forlænge kontrakten med Kurt Strand, som har været vært på ’Mennesker og Medier’ i de seneste fem år.

”Jeg er meget forundret og overrasket,” lød det dengang fra den nu tidligere P1-vært, da DR annoncerede, at Kurt Strands sidste sendedag ville være 25. juni.

0 Kommentarer