search

Menneskehedens største udfordring nogensinde – eller noget …

I forbindelse med klimatopmødet i København afholdt DR ”Den største debat på jorden”, avisledere talte om menneskeheden som indsats og ”kollektiv frelse”. Politiken Plus solgte endda en speciel klimatopmøde-skulptur af en pingvin til 1.595 kroner. I dag er dækningen faldet til under en tredjedel.

2009 handlede meget om klima. Avisernes kultursider var skriggrønne af annoncer for udstillinger og forestillinger med bæredygtige buzzwords.  Statens Museum for Kunst fik som optakt til klimatopmødet et ”førende dansekompagni fra Nicaragua” til at opføre tre danse ”med udgangspunkt i klimaet”.
De miljøbevidstes kulturpusher, læser-klubben Politiken Plus, supplerede sortimentet med klimarigtige madvarer, en særlig klimatopmøde-skulptur og rabat til jazz-musikeren Benjamin Koppels opførelse af ’Singing the Kyoto Protocol’.
Resten af mediebilledet bar også præg af en altoverskyggende dagsorden. Historier og debatter om eksempelvis trafficking, prævention i ulande og erhvervsstøtte fik en klimavinkel og blev aktuelle på ny. Man kunne lære at stege et spejlæg på en klimavenlig måde, og der var ikke et forbrugsgode, som ikke fik testet sit CO2-aftryk.
Redaktørerne på aviserne blev selv mere miljørigtige, nedsatte specielle klimaredaktioner med klimaredaktører og slog alvoren fast på lederplads:
”Den største udfordring, det menneskelige samfund nogensinde har stået over for,” skrev Information i en leder og refererede i en anden leder, at det var ”menneskehedens fremtid”, som stod på spil.
DR afholdt en debat i samarbejde med BBC, som fik titlen ”Den største debat på jorden”, og Politiken rejste et alvorligt advarselsflag, den dag klimatopmødet begyndte:
”Menneskeheden står over for en dyb og akut krise. Hvis ikke vi i fællesskab griber målrettet ind, vil klimaforandringerne hærge vores planet og dermed undergrave vores velstand og sikkerhed,” skrev Politiken sammen med 55 andre internationale aviser i en fælles leder med opfordring til ”kollektiv frelse”.

 

ALT I ALT BLEV DER i 2009 skrevet 26.000 artikler i de landsdækkende aviser og på de landsdækkende mediers hjemmesider, viser en opgørelse lavet af Infomedia Analytics & Insights for Journalisten. I foråret viste to nye rapporter fra FN’s klimapanel, at det ikke er gået fremad med klimaet siden 2009 – tværtimod. Alligevel er dækningen af problematikken i 2013 ifølge opgørelsen faldet til under en tredjedel.
»Niveauet af mediernes dækning i dag er ikke stærk nok og ikke i overensstemmelse med de udmeldinger, som medierne selv kom med i 2009. Jeg kunne godt ønske, at de mandede sig op,« siger John Nordbo, der er klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden og har fulgt både emnet og journalistikken om det i mange år.
Han roser medierne for at tage emnet alvorligt op til klimatopmødet og synes egentlig også, at de holdt en forholdsvis høj interesse året efter, men nu er det fuset ud.
Den manglende efterfølgende interesse advarede både Berlingske og Information selv imod på lederplads:
”Uanset resultaterne i København er det tiden, som kommer efter topmødet, der bliver vigtigere,” skrev Berlingske.
”Klimatruslen går ikke i sig selv, blot fordi den mister sin appel som offentlig trend,” skrev Information og underbyggede længere nede:
”Både medier og politikere har altså et stort medansvar for at sikre, at et indtil nu voksende engagement for at sikre kommende generationer en fremtid ikke forvitrer og forvandles til resignation, frustration og kvalme.”

CHEFREDAKTØR PÅ Information Christian Jensen slår fast, at Information stadig mener, at klimaforandringer er den største udfordring, menneskeheden nogensinde har stået over for. Opgørelsen lavet af Infomedia viser, at Information skrev cirka 40 procent mindre om emnet i 2013 sammenlignet med 2009. Det afspejler ifølge Christian Jensen, at man er begyndt at dække området anderledes:
»Der er sket en udvikling i den måde, vi skriver om emnet på. Det er en del af en systemisk krise, hvor der også er en økonomisk krise, en finansiel krise og en brændstofkrise. De hænger sammen, og det kalder vi den store omstilling på Information. Vores fokus på miljø og bæredygtighed er lige så stort, som det var i 2009, men det kan godt være, at opgørelsen ikke viser det, fordi vi taler om det på en anden måde,« siger Christian Jensen, der ligesom de andre redaktører, Journalisten har talt med, tilføjer, at der var en naturlig ekstra interesse i 2009, fordi det foregik i Danmark.
Chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard påpeger ligesom Christian Jensen, at klimajournalistikken har taget fat i større sammenhænge. Man er gået væk fra den simple journalistik om klimavenlige spejlæg og de gode politikere imod de onde, som prægede en del af topmødejournalistikken ifølge Bo Lidegaard:
»Når man har en stor begivenhed, som hyper sagen op, går medier og ngo’er efter de overfladiske konfliktuelle historier: Det er godt, det er skidt. Han er skurk, han er god,« siger Bo Lidegaard.
»Det, som det virkelig handler om, er globale spørgsmål om, hvordan vi forbruger og producerer. Det er det, vi forsøger at dække nu, og det er ikke sikkert, at undersøgelsen opfanger det,« siger Bo Lidegaard.
Nedgangen i dækningen handler også om, at medierne lader sig påvirke af den politiske dagsorden i stedet for at prioritere det væsentlige, siger journalist hos Dansk Energi Jesper Tornbjerg. Han har dækket klima og miljø siden 1990. Inden han skiftede til Dansk Energi i 2004, var han på Politiken, og en af grundene til, at han skiftede, var, at Politikens fokus på miljøjournalistikken ændrede sig sammen med den ny regering i 2001:
»Der var en voldsom interesse for bæredygtig udvikling og miljø i 90’erne, men det styrtdykkede med den ny regering,« fortæller Jesper Tornbjerg, der husker, hvordan Tøger Seidenfaden åbent forsvarede Bjørn Lomborg, mens Jesper Tornbjerg skulle sidde og dække de videnskabelige anklager imod den kontroversielle forsker.

DA FOGH-REGERINGENS AGENDA skiftede, Connie Hedegaard blev minister, og Danmark fik værtskabet for COP15, kom der gang i miljøjournalistikken igen, siger Jesper Tornbjerg.
»Så gik der total selvsving i det. Alle medier gav den fuld skrue i et par år. De nedsatte redaktioner og skrev alvorlige ledere. Det holdt de så desværre op med, da festen var ovre. Det kan godt være, vi ser os selv som vagthunde, men jeg synes, de seneste årtiers udvikling viser, at vi lader os styre for meget. Der er noget, der hedder væsentlighedsprincippet, men som fag har vi mistet proportionalsansen,« siger Jesper Tornbjerg, der retorisk spørger, hvor mange journalister der har dækket de COP-møder, som hvert år bliver holdt i december, sammenlignet med hvor mange der dækker Roskilde Festival og Folkemødet.
Roskilde Festivalen kan ikke oplyse antallet af danske krediterede journalister i år eller sidste år, men for nogle år siden var der 2.000 danske mediefolk akkrediteret. I år var der 665 akkrediterede til Folkemødet på Bornholm, men arrangørerne siger, at der var mange flere på arbejde, som bare ikke blev akkrediteret. Det har ikke været muligt at få et præcist tal på danske akkrediterede journalister til det sidste COP-møde, men Jesper Tornbjerg, der selv var der, gætter på 5-10-stykker.
Troels Dam Christensen, der er koordinator for miljø- og udviklingsorganisationer i 92-gruppen, var også til det seneste COP-møde og gætter også på 5-10 danske journalister. Han tror, at nedgangen i mediedækningen af klimaspørgsmålet har haft direkte konsekvenser for danskernes opfattelse af klimaproblematikken. I november 2009 lige før topmødet viste en rundspørge, at 93 procent troede på klimaændringer. Siden da har mellem 65 og 75 procent med en svært stigende tendens erklæret sig enige i, at jordklodens temperatur bliver varmere:
»Sandheden er selvfølgelig, at folk reagerer på, hvor meget de hører om en problemstilling. Hvis man ikke længere hører så meget om den, så tænker man nok, at problemet ikke er så stort. Det er ikke medierne, der afspejler en folkestemning. Det er den anden vej, og hvis man vil gøre noget ved det her problem, så kræver det, at befolkningen er indstillet på det, så på den måde har medierne et stort ansvar,« siger Troels Dam Christensen.
Ligesom John Nordbo og Jesper Tornbjerg understreger han, at medierne stadig dækker problematikken i nogen grad – bare ikke så meget, som han ville ønske.

LIGE PRÆCIS MEDIERNES ANSVAR som samlende faktor understregede Lisbeth Knudsen også, da hun i et blogindlæg opremsede alle de initiativer, som Berlingske havde taget for at dække klimadebatten op til topmødet:
”Vi tror på, at Berlingske Tidende og andre medier har en afgørende rolle at spille for dialogen mellem borgerne, politikerne, erhvervsfolk og eksperter i hele miljødebatten.”
I 2009 havde Berlingske og b.dk cirka 4.500 artikler relateret til klima-debatten. I 2013 var det cirka 1.100 artikler. Det niveau er chefredaktør Tom Jensen meget tilfreds med.
»Når vi skriver så mange artikler om året, synes jeg ikke, man kan klandre os for at forlade et tema. Det er bare blevet et prioriteret tema på linje med andre områder, og vi dækker det stadig, når der kommer rapporter, eller der er vigtige møder,« siger Tom Jensen.
Han fortæller, at den høje dækning i 2009 – ud over at topmødet var i København – også handlede om, at der var et globalt politisk fokus hen imod en aftale, som der ikke har været siden.
»Jeg synes ikke, vi skrev for meget om det dengang,« siger Tom Jensen.
Bo Lidegaard sad under klimatopmødet som chef i Statsministeriets klimasekretariat og havde derfor en nøglerolle i den danske regerings indsats under COP15. En indsats, der senere har været genstand for meget debat og kritik.
»Der skete en hyperinflation. Der blev for meget hype. Der er givetvis mange, både i Danmark og andre steder i verden, der har ansvaret for, at det gik, som det gik. Men selve det, at vi fik så meget eksponering, var ikke hjælpsomt i situationen. Det skabte en polarisering, hvor kun det bedste, det største og det mest forpligtende ville være godt nok. Dermed blev der bygget en forventning op til et niveau, som under ingen omstændigheder kunne indfries,« siger Bo Lidegaard, der understreger, at han ikke skyder skylden på hverken pressen eller ngo’erne.
Men Politikens ledere og salg af klimatopmøde-skulpturer var vel også med til at skabe hypen?
»Det er jo ikke den enkelte artikel eller en enkelt vare, som Politiken sælger, der skaber det selvsving. Det var en kollektiv hype, og den var vi på Politiken bestemt ikke uden for,« siger Bo Lidegaard.

Om undersøgelsen:
Infomedia Analytics & Insights har lavet en opgørelse over antallet af artikler i landsdækkende aviser og landsdækkende mediers hjemmesider, som handler om debatten om klimaforandringer fra 2009 til i dag.

Opgørelsen er designet, så uvedkommende artikler om eksempelvis anholdelser og debat om politiets fremfærd under klimatopmødet er frasorteret, i den grad det er muligt.

Kommentarer
1
Jørgen B. Mogensen
02.07.14 19:45
Den graf der bliver brugt,
Den graf der bliver brugt, ligner faktisk meget godt en spejlvending af den berømte Hockeystick graf brugt af miljøfolkene under topmødet. Problemet med den var bare, at den var en solid omgang fusk fra miljøfolkenes side.
Det var ikke noget, som miljøjournalisterne opdagede. De var i stedet travlt optagede om at fortælle, at jorden gik under. Det skete samtidig med, at sneen væltede ned over København og alle talte om den globale opvarmning.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen