search

Meningsmålingspromiller

Skarpsindige hoveder kunne forleden konstatere, at en Catinét-undersøgelse for Ritzau gjorde Socialdemokratiet til landets for tiden største parti med 30,9 procent af stemmerne. Venstre fik "kun" 29,8 procent. En akkurat samtidig Vilstrup-undersøgelse i Politiken konkluderede, at æren tværtimod tilkom Venstre med 31,2 procent mod socialdemokraternes 26,7.

I næste måned har institutterne måske ombyttet rollerne, præcis som det tidligere er sket, og for længst vil læserne have glemt både Politikens aktuelle overskrift: "Skandale uden effekt på Venstre" og bladets forrige iagttagelse: "Vælgerne vender tommelfingeren opad til S".

Denne uhyrligt ophobede mængde af profetier og reportager er som et kig ud over et omtrent vindstille hav. "For Dansk Folkeparti er målingen balsam for øjnene" hedder det om en fremgang på knap et procentpoint til Dansk Folkeparti, og de såkaldte "tendenser" udlægges af valgforskere og kommentatorer med velpudset mundlæder.

I væmmelse kan man overveje helt at trække sig tilbage fra det dubiøse journalistfag og i stedet grundlægge sit eget meningsmålingsinstitut. Det er en overkommelig investering. Faktisk er det kun nødvendigt med en vag fornemmelse af, at Centrum-Demokratiet nok ikke kommer i Folketinget, og at finansministerens forsyndelse mod bopælspligten inden længe vil koste et par stemmer til Venstre. Modsat sørger Pia Kjærsgaards peberspray vel for en smule fremgang til Dansk Folkeparti. Og Enhedsli-sten – den lader vi konsekvent ligge og simre på 2,3 procent.

Der kræves blot, at jeg som ansvarlig indehaver af firmaet kan tælle til hundrede, så mine sjussede procenter ikke står og afslører sig selv. Dermed kan jeg sælge elastik i metermål og har ikke brug for mere bureaucharme end Dan Turèlls navnløse detektiv.

Det er naturligvis en grov insinuation, at sådan kunne det forholde sig i meningsmålingsbran-chen. Men branchen hører a priori til journalistikkens uundværlige og dermed uanfægtelige kilder. Der må ikke gå svamp og fordærv i påstande om klinisk oplysning.

Det er heller ikke hensigten. Det åbenbare problem ligger et ganske andet sted, som har at gøre med, at man kan blive journalist og formidler uden at kende til statistik. Hvis vi for simpelhedens skyld returnerer til Catinéts meningsmåling, der viser, at Venstres aktuelle tilslutning er 29,8 procent, vil det statistisk sige, at partiets tilslutning ligger i et større eller mindre interval, hvis midtpunkt er 29,8 procent. For en måned siden fik partiet hos Catinét 30,5 procent af stemmerne, men de 30,5 procent er igen et intervals midtpunkt, og når tallene ikke svinger dramatisk, vil de to intervaller overlappe hinanden, og overlapningen gør ingen nyhed.

Tilsvarende kan et parti ligge og dingle omkring spærregrænsen, og hvis tallet ryger ned på 1,7, afsiger vi en dødsdom (Ritzau i oktober: "Kristeligt Folkeparti ude i kulden"), men tilslutningen, der stadig udgør et interval, kunne formentlig med samme ret hedde 2,1 procent. Intervallets bredde afhænger bl.a. af, hvor mange vælgere, man har spurgt: 800 interviewofre fører til et bredere interval end 1.500. Men det kræver uoverkommeligt mange interview og parameterjusteringer at reducere intervallet til et fuldt pålideligt tal.

Det betyder, at ifølge statistikkens jernhårde lov er der i ingen af tilfældene og trods påstanden om det modsatte tale om nogen målbar forskel i vælgertilslutning. Når pressen alligevel gør et rabaldernummer ud af stilstand, skyldes det uvidenhed.

Institutterne ved det udmærket, for hos de troværdige iblandt dem (og det er de sikkert alle som én) konkurrerer økonomisk indtjening og presselede med hinanden i fælles forundring over, at medierne ikke offentliggør den statistiske usikkerhed, men kun letfattelige talværdier, der kan danne grundlag for reportager. Med egne evner som bestandig målestok tror chefredaktørerne ikke, at læserne kan forstå en usikkerhedsfaktor, og således går det til, at befolkningen føres bag lyset, at medieforskerne gisner om ingenting, og at reporterne jager tomme fantasier.

Løsningen er naturligvis at lade grafikerne boltre sig med lyserøde og blå intervaller, så læserne selv kan sammenligne og konkludere. Men hvem tør overlade den usikre virkelighed til sagesløse læsere? Hellere en presse i selvsving med en overskrift baseret på uvidenhed om statistik. Vi skulle nødig tage en bid af nyhedsbrødet ud af munden på os selv, og i morgen er det alligevel glemt, at den ene avis gjorde Socialdemokratiet til landets største parti, mens konkurrenten tildelte Venstre akkurat den samme ære.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen