Det var lige godt satans, har de to redaktører formentlig tænkt, da det gik op for dem, at de plusfour-klædte golfere, der bestemt ikke ligner indbegrebet af en rigtig hormonpumpet idrætsmand, pludselig er repræsentanter for landets sjette største
sport.

Den ene sportsredaktør havde endda tilladt sig at drage golfens sportslige værdi i tvivl med et sjovt sprogligt billede, der beskrev, hvor lidt fysisk udfoldelse der er i sporten. Det var ikke rimeligt, mente informationschefen, der er træt af at få de fysiske krav hans sport stiller til sin udøver sammenlignet med en indkøbstur i Irma eller en tur med Bulder i anlægget.

Den sammenligning er naturligvis også det rene sludder, hvad begge de to meget erfarne redaktører også udemærket er klar over. Informationschefens harme må dermed siges at være på sin plads.

Hvad John Kreiner, som informationschefen hedder, i øvrigt også godt ved er, at han nok ikke skal tage redaktørernes udfald så alvorligt. De to har jo bare et job, der byder dem at udøse deres meninger over læserne i et sådant omfang, at selv så skarpe penne som Rasmus Bech eller en Steen Ankerdal, som der er tale om her, uundgåeligt må ty til nemme løsninger, når de føler blækket blive tyndt.

Rent videnskabeligt er det ganske udokumenteret, men jeg vil alligevel fremsætte den påstand, at vi sagesløse læsere af sportssider i stadig stigende grad belemres med redaktørernes mening om snart sagt hvad som helst. Som om det ikke er nok – og igen mangler jeg dokumentation – bliver der ikke bare flere af disse kommentarer, de bliver også prioriteret, som var det de hårdeste nyheder, der kommer ud af redaktørernes hjerner.

Det har måske været en travl uge på redaktionen, og journalisterne har ikke lige haft tid til at grave den basker frem, der skal bære forsiden på flagskibet – mandagens tykke sportssektion. Det klares så ved at prioritere redaktørens meninger frem til frontposition, hvad der så samtidig signalerer, at nok er der tale om en mands spekulationer, men tænker man på redaktørens store erfaring, er der også næsten tale om sandhed.

Det kan der selvfølgelig også være, hvis man som kommentarskrivende redaktør vælger at skrive om det åbenlyse. Da det danske fodboldlandshold for nylig havde vundet 2-1 over Schweiz, fyldte redaktørerne bagefter adskillige spaltemeter med spekulationer, der alle havde samme pointe: Det var godt med en sejr, men det bliver stadig svært at komme med til Europamesterskabet. I øvrigt påpegede de alle, at det krævede mindst ét, helst tre point i den svære udekamp mod Italien. Da dagen for Italiens-kampen så oprandt, gentog adskillige af redaktørerne deres kommentar: Det var godt, vi vandt over Schweiz, men det bliver stadigt svært at komme med til Europamesterskabet.

Og to dage efter Italienskampen er det B.T.s sportschefs kommentar, der rydder avisens forside.

Redaktørerne med de skarpe blikke havde naturligvis ret, men det tror jeg, at alle med hang til avisernes sportstillæg allerede havde regnet ud. Og hvorfor redaktørerne mente, at det var i orden at genoptrykke deres mening et par dage efter, kan man kun undre sig over.

Nu og da kan der selvfølgelig være en ide i, at fremsætte sin uforbeholdne mening om et eller andet emne. De sidste par års dopingdebat er et glimrende eksempel, det samme er lille-Laudrups kontroversielle klubskifter og pressens behandling af sagen.

Men kommentarerne, der alle har deres egen titel og logo, som f.eks. »I brændpunktet«, eller »Ydersiden«, SKAL øjensynlig laves flere gange om ugen, også når der ikke lige er sager til det.

Man kan så undre sig over, hvorfor vi absolut skal have redaktørens mening om et eller andet flere gange ugentligt. Er det bladets marketingafdeling, som har anbefalet en skarp profilering af sportsredaktøren? Jeg kan lige forestille mig, hvordan den beslutning er taget over en frokost i bladets kantine:

»Det går sgu skidt efter store Laudrup har trukket sig tilbage. Kan vi ikke finde på noget andet? Hvad med om vi kørte dig i front. Kan vi ikke melde dig til quiz på TV 2?«

«Jo, men kun hvis det er en sportsquiz.«

»Det har de vist ikke. Hvad med om vi simpelthen satte dit billede i avisen. Du ved sådan et smart Mydtskov-portræt, og så kunne du skrive lidt om et eller andet. Hvis bare vi gør det ofte nok, så ender det sgu med, at du bliver betragtet som ekspert og kommer på tv. Er du klar over hvor mange annoncekroner, vi kan spare på det?«

Eller måske er det bare startet ved, at en sportsredaktør gik i front, og de andre så har tænkt, at de i hvert fald ikke ville betragtes som mindre eksperter, og straks har sat bladets grafikafdeling i gang med at udtænke et logo.

Jeg har selv forsøgt mig som sportsjournalist. Det var i min praktiktid og stod heldigvis kun på i tre måneder. Jeg må blankt erkende, at genren er svær, og at jeg personligt er væsentligt bedre til at se fodbold end til at skrive om det.

Alligevel vil jeg tillade mig at komme med et forslag til den danske sportsredaktørstand: For at blive sportsredaktør skal man først være en dygtig journalist. Hvad de danske sportsredaktører også må formodes at være. Jeg kan i hvert fald huske et par stykker af dem, fra dengang de var almindelige journalister, og det var de rigtig gode til.

Siden de blev sportsredaktører har de åbenbart fået et stort tidsoverskud, som de bruger på at formulere meninger. Hvad nu hvis de prøvede, måske bare en måned, at droppe meningerne og så bruge tiden på velresearchede historier. Måske slap de så for at bruge en kommentar som bærende historie på mandagstillægget. Bare et forslag til fri afbenyttelse.

Af Rasmus Rosenmeier, journalist på Ritzaus Bureau