Vi skruer tiden tilbage til december 2009. Lars Løkke Rasmussen har været statsminister i otte måneder. Han er ved at drive journalisterne til vanvid med sine lange, luftige svar. Hvor forgængeren Anders Fogh Rasmussen mestrede de blanke afvisninger, brugte Lars Løkke Rasmussen forskydningen som strategi. Han ændrede præmissen for spørgsmålet og svarede på noget andet end det, journalisterne havde spurgt om.
Men kan man forestille sig, at politikernes udenomssnak delvist er et resultat af journalisternes måde at spørge på?
For at få svar på spørgsmålet og nuancere billedet af dialogen mellem journalist og politiker har vi foretaget et casestudie af spørgsmålene på 10 af Helle Thorning-Schmidts tirsdagspressemøder.
De 10 analyserede pressemøder stammer alle fra de første fire måneder af 2012. Første iagttagelse er en høj forekomst af lange, lukkede, ladede, ledende og ufokuserede spørgsmål. Spørgsmål, der falder under det, som interviewguruen John Sawatsky har kategoriseret som de syv dødssynder.
Men vi fandt også en ny kategori spørgsmål, som ikke er kendt i forskningen – selvmodsigelsesspørgsmål. Selvmodsigelsesspørgsmål er karakteriseret ved, at journalisten sætter to modstridende udsagn op imod hinanden og beder Helle Thorning-Schmidt om at forholde sig til diskrepansen mellem de to udsagn. Hun skal så at sige fylde hullet ud med en indrømmelse.
Det særlige er, at spørgsmålet søger at afdække intern konflikt – hvad enten der er tale om, at Helle Thorning-Schmidt er i konflikt med sig selv eller med nogen, som hun, hendes parti eller regeringen burde være i samklang med.
Det er med andre ord spørgsmål, der rejser stort set samme dagsorden, som den politiske opposition på Christiansborg har lanceret.
Det kan se således ud – først lyder det:
»Jeg vil godt lige vende tilbage. Før sagde du, at du synes ikke, det var særligt kønt – forløbet omkring betalingsringen. Og I havde ændret holdninger, og det var ikke særligt kønt.«
Derpå følger udpegningen af konflikten:
»I sidste uge, der stod du lige præcis dér og sagde, det havde været et godt og rigtigt forløb, og I havde et godt kammeratskab med de folk, I diskuterede det med. Men at det også var vigtigt og rigtigt at diskutere den her slags i et demokrati som vores.«
Og derpå spørgsmålet:
»Er det dig, der har ændret holdning, eller har du ændret syn på virkeligheden, eller hvad er der sket? Eller talte du usandt i sidste uge, da du sagde dét, du sagde?«
Vi har identificeret tre kategorier af selvmodsigelsesspørgsmål i de 10 pressemøder:
- Individ versus individ: Spørgsmål, der afslører, at Helle Thorning modsiger sig selv.
- Kollektiv versus kollektiv: Spørgsmål, der afslører, at regeringen er i konflikt med sig selv eller dens samarbejdspartnere.
- Individ versus kollektiv: Spørgsmål, der afslører, at en repræsentant fra regeringen eller partiet er i konflikt med regeringen eller resten af partiet.
De tre slags selvmodsigelsesspørgsmål udgør i alt 21 procent af spørgsmålene på tirsdagspressemøderne.
I selvmodsigelsesspørgsmål af typen individ versus individ modstiller journalisten to af Helle Thorning-Schmidts egne udsagn eller viser, at en af hendes handlinger er i modstrid med hendes udsagn.
”Når selvmodsigelsesspørgsmålene systematisk afføder ubrugelige svar, kan det undre, at journalisterne bliver ved med at stille dem,” skriver forfatterne bag undersøgelsen af pressemøderne. – foto: Jesper Mortensen / Polfoto
Her er et eksempel på selvmodsigelsesspørgsmål af typen individ versus individ:
»Du siger, at man skal se fordomsfrit på hele velfærdssektoren, man skal turde tage diskussionen, måske også slagte de hellige køer, i hvert fald kigge på dem, som børnechecken. Men tilbage i december, der afviste du jo, at regeringen havde planer om at ændre på, hvem der får børnecheck, og i øvrigt hvem der får folkepension. Altså hvad er der sket på en måned, bortset fra at du har holdt en nytårstale?«
Inden for denne kategori af selvmodsigelsesspørgsmål finder vi alt, hvad der handler om Helle Thorning-Schmidts egne løftebrud, dobbeltmoral og inkonsistens. Disse spørgsmåls formål er at fremkalde fortrydelse eller indrømmelse fra Helle Thorning-Schmidts side.
Selvmodsigelsesspørgsmål af denne type udgør 6 procent af spørgsmålene på de 10 pressemøder.
[[nid:29381]]
I selvmodsigelsesspørgsmål af typen kollektiv versus kollektiv sammenholder journalisten to af regeringens eller Socialdemokraternes udsagn – eller i enkelte tilfælde regeringens udsagn med et modstridende udsagn fra en samarbejdspartner.
For eksempel:
»Nu siger du, at I har et meget godt forhold til Enhedslisten. De har jo været lidt mopsede i Jyllands-Posten i dag. Nu blev mopseriet endnu større – de siger, vi hører ganske enkelt ikke noget som helst overhovedet af de ting her. Regeringen meddeler os ingenting. Hvordan kan man have et godt forhold til nogen og ikke fortælle, hvad man tænker?«
Med disse spørgsmål afslører journalisten altså, at en eller flere grupper er uenige med sig selv eller hinanden. Formålet med disse spørgsmål synes at være, at Helle Thorning-Schmidt skal medgive, at regeringens politik slingrer eller er i direkte opposition til alliancepartnernes forventninger.
Denne type selvmodsigelsesspørgsmål udgør 7 procent af spørgsmålene.
I selvmodsigelsesspørgsmål af typen individ versus kollektiv fremdrager journalisten et udsagn fra Helle Thorning-Schmidt selv eller en anden repræsentant fra regeringen eller partiet, der er i modstrid med gruppens generelle politik.
Det kan lyde:
»Der står i regeringsgrundlaget, at provenuet fra regeringens reformer skal bruges til at forbedre velfærden. Og nu siger du så, at provenuet først og fremmest skal bruges til at lukke hullet i kassen. Hvordan harmonerer de to ting?«
Disse spørgsmål tjener til at udstille intern splid. Formålet med denne form for selvmodsigelsesspørgsmål er at få Helle Thorning-Schmidt til at erkende, at der er brud på sammenholdet, eller undsige et navngivet parti- eller regeringsmedlem.
Denne type selvmodsigelsesspørgsmål udgør 8 procent af spørgsmålene.
Lars Løkke mestrede kunsten at svare på noget andet end det, journalisterne spurgte om –forskydning” kalder forskerne det. – foto: Jens Dreisling / Polfoto
Vi anerkender til fulde, at selvmodsigelsesspørgsmål kan være relevante, ikke mindst i afsløringen af politikernes magtmisbrug.
Men antallet af selvmodsigelsesspørgsmål indikerer, at de bliver brugt i flæng og per automatik og på sager og emner, der ikke har karakter af misbrug, hverken af vælgernes tillid eller skattekroner.
Da selvmodsigelsesspørgsmålene er designet til at afsløre intern strid, udstille dobbeltmoral, manglende duelighed og i sidste ende fremkalde indrømmelser, tvinger de Helle Thorning-Schmidt i forsvarsposition. Og den position er hun selvsagt ikke interesseret i at svare ud fra.
Dette er særligt tydeligt i selvmodsigelsesspørgsmål af typen individ versus individ, hvor statsministeren personligt står for skud. Journalisternes fokus på diskrepansen mellem, hvad hun tidligere har sagt, og hvad hun nu siger, synes primært at have til formål at afsløre hende som utroværdig.
Materialet indikerer klart, at chancen for, at man får et svar af typen ’Jo, jeg modsiger mig selv’ eller ’Ja, du har ret, jeg sagde noget andet dengang’, er lavere end chancen for, at man får en indstuderet punchline eller et ligegyldigt, glat udenomssvar. Når selvmodsigelsesspørgsmålene systematisk afføder ubrugelige svar, kan det undre, at journalisterne bliver ved med at stille dem.
Vores ærinde er ikke at dømme alle selvmodsigelsesspørgsmål ude. I nogle situationer er det åbenlyst relevant at forfølge selvmodsigelser og holdningsskift. Pointen er snarere, at det ikke per automatik er en relevant spørgeramme. Her følger blot to forsigtige oplæg til alternative spørgeformer:
For det første kunne man fokusere på, hvad statsministeren siger, frem for hvem eller hvad hun selvmodsiger. Som nævnt er formlen for selvmodsigelsesspørgsmål to udsagn, der holdes op imod hinanden.
Men i mange af de eksempler, vi har set på, ville spørgsmålet blive både mere fokuseret og åbent, hvis det første udsagn blev udeladt. Så man altså i stedet bare spurgte: ’Hvad er din begrundelse for at sige …?’
Derudover kunne man i stedet for selvmodsigelser fokusere på modsigelser fra eksternt hold. Altså spørgsmål, hvor journalisten beder politikeren om at forholde sig til en ekstern frem for en intern uenighed.
Mens selvmodsigelser resulterer i forsvar, fordrer modsigelser fra eksternt hold i højere grad svar og forklaring. At spørge, hvordan et givet standpunkt harmonerer med et EU-direktiv, en IMF-analyse eller et vismandsforslag, ville i højere grad invitere til, at statsministeren kunne folde sin eventuelle uenighed ud i stedet for at komme med et trættende udenomssvar.
[[nid:29382]]
Anders Fogh Rasmussen var kendt som manden med ”køreplanen” – hans metode var ofte afvisningen. – foto: Jens Dreisling / Polfoto
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rigtigt interessant indlæg, det her.
Jan - dine politiske holdninger er ikke nødvendigvis i modstrid med budskabet i denne artikel.
Det er rigtigt, at Thorning i princippet bare kunne svare klart og tydeligt på journalisternes "konflikt"-spørgsmål - det gør hun bare ikke. Det resulterer i en ekstra udfordring til journalisterne fordi, de nu står imellem konsekvent at lade 1/5 af deres spørgsmål producere afvigende, kedelige og ufrugtbare svar, eller at omprioritere, hvilken form for spørgsmål, de ønsker at stille.
Som du selv indikerer, er vælgerne ikke idioter - de behøver ikke at få det gentaget 117 gange, at regeringen eller Thorning personligt har været inkonsistente i deres udmeldinger. Stoffet bliver simpelthen uinteressant. En større variation af spørgsmål giver derimod mere varierede og interessante svar, hvilket igen producerer mere varierede og interessante artikler, der læses af flere.
Det sidstnævnte er også i din interesse, hvis dit ønske er at journalisterne i så høj grad som muligt fremstiller regeringen, som den er.
Statsministeren kunne jo også bare have indrømmet det, alle andre kan se, nemlig, at hun har ændret holdning på utallige områder. Mon ikke det ville have stoppet, eller i hvert fald reduceret antallet af-, den type spørgsmål betragteligt? I det hele taget er det fantastisk at se, hvordan politikere - Morten Bødskov er et andet forrygende godt eksempel - tror, de har klaret et interview godt, hvis de ikke har svaret på det, de blev spurgt om. Hvad er det for en tankegang, der ligger bag? Tror de og deres spindoktorer, vælgerne er idioter?