Mellemfolkeligt Samvirke får ny kommunikationschef

Han har masser af erfaring fra den humanitære verden. Nu skal den 46-årige Claes Amundsen stå i spidsen for al fundraising og kommunikation i Mellemfolkeligt Samvirke. Vibeke Vinther forlader jobbet efter fire år for at rejse til Mellemøsten 1. juli.

Han har masser af erfaring fra den humanitære verden. Nu skal den 46-årige Claes Amundsen stå i spidsen for al fundraising og kommunikation i Mellemfolkeligt Samvirke. Vibeke Vinther forlader jobbet efter fire år for at rejse til Mellemøsten 1. juli.

Claes Amundsen har tidligere været chef for både presse, kommunikation og indsamling i Dansk Røde Kors – samt kommunikationsansvarlig i Etiopien, Bosnien-Hercegovina og Argentina. Og helt tilbage til 2007 har han arbejdet med virksomheders samfundsansvar, senest i det internationale teleselskab Telenor.

"Jeg er utrolig glad for, at vi kan byde Claes Amundsen velkommen i familien. Jeg er sikker på, at han med sin erfaring og sit engagement vil være med til også fremover at styrke Mellemfolkeligt Samvirkes rolle som kritisk debattør og vil være med til at styrke og udvikle vores indsamlingsaktiviteter," siger generalsekretær Frans Mikael Jansen i en pressemeddelelse.

Selv siger Claes Amundsen:

"Mellemfolkeligt Samvirke har gennemgået en rivende udvikling de seneste år og står som en organisation med kæmpe drivkraft og engagement på alle områder. Så jeg kan ikke vente med at komme på nyt arbejde."

Den ny kommunikationschef er oprindeligt uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991. Udover tiden hos Røde Kors har han været kommunikationschef på Københavns Universitet, journalist på TV 2 samt kommunikationsrådgiver hos Jøp, Ove & Myrthu.

0 Kommentarer