search

MELLEM JORDSTRÅLING OG JULEMÆND

Journalist Kurt Boelsgaard har udgivet en samling historier fra journalistikkens verden. Enten var journalistlivet sjovere i gamle dage, eller også bliver alle historie gode, bare de er gamle nok.

Journalist Kurt Boelsgaard har udgivet en samling historier fra journalistikkens verden. Enten var journalistlivet sjovere i gamle dage, eller også bliver alle historie gode, bare de er gamle nok.

… eller hvad med dengang Radioavisen ved en fejl erklærede skuespilleren Viggo Brodthagen for død. Kort efter døde skuespilleren for alvor – hvilket Radioavisens chefredaktør Niels Grunnet pure nægtede at omtale. »Den historie har vi haft!« lød begrundelsen.
Eller dengang nuværende Se og Hør-redaktør Peter Salskov skulle rapportere fra dyrskuet i Odense, hvilket udmattede ham så meget, at han dejsede omkring i en høstak, hvor samaritterne bekymrede fandt ham: »Er de syg« – hvortil Salskov replicerede: »Næh, jeg er journalist!«.
Det sidste replikskifte har givet titlen til 64-årige Kurt Boelsgaard just udkomne samling af mere eller mindre sanddruelige anekdoter fra journalisternes verden.
Boelsgaard har en journalistisk fortid fra så forskellige arbejdspladser som dagbladet Børsen, Udenrigsministeriet og Told og Skat. I dag driver han eget kommunikationsfirma. Et virke, der har givet ham et vidtforgrenet kildenet, hvorfra de gode historier flyder.
Der var for eksempel også dengang i 1974, hvor statsminister Poul Hartling var i Kina og en aften fortalte det danske pressekorps, at han havde haft en samtale på »et højt intellektuelt niveau« med formand Mao – hvorpå DRs Andreasen brød ind: »Hvordan kom du derop?«

Mere gale engang
Mange af historierne i Boelsgaards lille bog vidner om en vis portion fandenivoldskhed hos standens daværende repræsentanter. Og læst på den måde, giver de mange anekdoter stof til at cementere myten om, at journalister var mere gale i låget i gamle dage.
Gunnar Juul fra Kalundborg Folkeblad var for eksempel ikke en mand med sarte fornemmelser. Da han havde hørt, at en kendt mand i byen – Hansen – var død, ringede han straks til Hansens hustru. Den gode Hansen var rigtignok meget svækket, men ikke helt død endnu, forklarede fruen. Hvorpå Gunnar Juul snarrådigt sagde: »Skulle han falde væk inden klokken 14, ville de så …«
Axel Jørgensen skrev det politiske stof for Socialdemokratisk Provinspresse og senere for Aktuelt. Han var kendt for at så radiser i jorden foran Christiansborg. Samme Axel Jørgensen illustrerer på bedste vis, at der var engang, hvor journalister havde en mere underholdende drikkekultur end i dag. Han gik hver lørdag en tur på værtshus med sin hund og bestilte to øl og to snaps. Da han havde drukket sin egen ration, så han på hunden og sagde: »Hvis du ikke vil, så må jeg jo,« hvorpå han tømte hundens glas.
Også Jens Kofoed, blandt andet Vejle Amts Folkeblad og Fyens og Aalborgs Stiftstidendes københavner-redaktion – kunne nyde en øl. Inden han drak, holdt han flasken op mod lyset. Da en kollega spurgte hvorfor dog, lød svaret på Bornholmsk: »I 1942 fik jæ en bajer med en dø´ mus i.«
Også historierne om kreativ bilagsomgang er med i bogen. Almar Schrøder, journalist på Ekstra Bladet, returnerede således engang et rejsebilag med påskriften: »Indkøbt et styk dame: 500 kroner.« For at undgå ballade med bladets revision anbefalede chefredaktør Hasager, at Schrøder i stedet skrev: »Vejtræ væltet: 500 kroner.« Da Almar Schrøder senere vendte hjem fra endnu en rejse, havde han lært lektien: »Hel allé væltet: 5.000 kr.«

Salmesang fra Radioavisen
Kortspil var åbenbart tidligere en yndet praksis blandt Folketingets journalister. Engang var Christian Søndergaard, der havde eget pressebureau, kommet meget sent hjem fra kortspillet. Da han satte sig på sengekanten for at tage bukserne af, vågnede hans kone og spurgte, om han allerede skulle op. »Ja, jeg har så meget at lave,« lød det fra Søndergaard – der derpå klædte sig på og tog på kontoret.
Engang havde Jyllands-Postens Morten Kamphøvener opsnust, at en rådhusbetjent var blevet myrdet i Tarup. For at tjekke historien, ringede han til B.T. og sagde med fordrejet stemme: »Er der noget nyt om mordet i Tarup«. Ordvekslingen gentog sig flere gange, indtil Kamphøvener opgav at pumpe B.T. Næste dag udkom B.T. med en firespaltet historie: »Var det morderen, B.T. talte med?«
Radioavisen har leveret mange bidrag. En søndag, hvor udenrigsmedarbejder Claus Seiden havde vagt, hørte han salmesang fra indlandsredaktionen, hvor Aage Gammelgaard var på arbejde. Gammelgaard forklarede Seiden, at han sang, fordi en gammel dame havde ringet og sagt, at hun ikke havde nået at notere salmenumrene til radioens formiddagsgudstjeneste. Og hun kunne heller ikke melodierne …
Og sådan bliver bogen »Er de syg …«. Journalistik er, som Boelsgaard noterer i sin indledning, faget, der i telefonbogen står mellem jordstråling og julemænd. I det spænd lever åbenbart et væld af historier. Og Boelsgaard vil gerne udgive flere historier og opfordrer til, at de sendes per e-mail til kurt.boelsgaard@get2net.dk
Men det er svært. Måske er tiden en anden i dag. Eller også kræver enhver god historie lidt tid, før den vokser sig rigtig god. Måske denne kan blive god nok engang: Erik Valeur, dobbelt Cavling-vinder, havde i sin tid på Månedsbladet Press en forkærlighed for kylling. Kærligheden var så stor, at redaktionen engang fandt en optøet, rå kylling i Valeurs skrivebordsskuffe. Den var ikke helt frisk.
Længere er historien ikke – endnu. Men da JOURNALISTEN læser den højt for Boelsgaard, tilfører han den straks endnu et lag: »Fy for pokker! Der har nok ikke lugtet godt. Den blev han ikke populær på.«
Så hvem ved – måske kommer den med.
Engang.

Kurt Boelsgaard, »Er De Syg? Næh, jeg er journalist.« Anekdoter og vittigheder fra mediernes verden. Illustreret af Kjeld Mulbjerg. 64 sider. Kr. 68. Er udkommet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen