Midt i vejsidebombeland sidder et par dødelige danske journalister og passer deres job. Journalisten sendte en freelancer i praktik som presseofficer i Afghanistan.

KOMMUNIKATION. »Honnør for flaget!« Alle vender sig mod flagstangen og står stift med armene ind til siden. Klokken er 0800 sharp, og vi står i ørkenstøvet foran det telt, der er hovedkvarteret for de danske styrker i Helmand-provinsen.
Selv om jeg har det udleverede kakifarvede tøj og militærstøvler på, står jeg uden for hesteskoen af soldater. Jeg har åbenbart taget den forkerte militære trøje på, så jeg må ikke være med i den officielle morgenbriefing. Ikke en god start på praktikken.
Militærlejrens to presseofficerer er Thorbjørn Forsberg, der har en fortid i Novo Nordisks presseafdeling, og Birgit Baunehøj, der kommer lige fra en stilling som redigerende på Berlingske Business. Begge er uddannet fra DJH. Thorbjørn med en fortid i militæret, mens Birgit er rendyrket civilist, der efter et kortere kursus er blevet omskolet til at være et halvt år i den afghanske ørken. De har begge de rigtige trøjer på.

PRESSEOFFICERERNE er en del af den såkaldte stab, altså ledelsen for de danske soldater i Afghanistan, og holder til i et telt i lejrens hovedkvarter. Stemningen er god, og der jokes en del med de andre medlemmer af staben. Bagved Birgits stol sidder lejrens militærjurist, Ulrik, der er udsendt for at sikre, at krigens love bliver overholdt. Han fortæller mig, at jeg hellere må passe på med at skrive alt for negativt og deprimerende – og finder § 34 fra den militære straffelov frem: "Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år."
Ulrik beroliger mig med, at paragraffen vist aldrig er blevet brugt. Det er svært at lure, hvad der er sjov, og hvad der er alvor, når det kommer med militær diktion fra folk i uniform. Men jeg er ret sikker på, at det her var en joke.

MIN FØRSTE OPGAVE er lige så simpel, som den er udfordrende: Tag med de danske soldater ud på patrulje, og skriv en kort artikel til Hærens Operative Kommandos hjemmeside om det.
Umiddelbart en nem opgave. Problemet er, at dagens mission er at patruljere dér, hvor en vejsidebombe dræbte tre briter for et par dage siden. De lokale og Taliban skal vide, at vi ikke viger tilbage. Og da det bliver betragtet som en af de mere sikre missioner, har jeg ikke nogen undskyldning for ikke at tage med.
På med skudsikker vest og hjelm og ud til de unge drenge i starten af 20'erne, jeg skal skrive om. Stående foran deres pansrede mandskabsvogn med et nervøst smil spørger en af drengene lidt undrende, om jeg ikke skal have et våben med. Jeg prøver kækt at sige, at pennen er mit våben, men min journalistpatos klinger hult. Soldaten siger, at jeg bare skal holde mig tæt på ham, hvis der sker noget. Ok. Det er en aftale.

DET GÅR HURTIGT OP for mig, at de fleste soldater nærer en dyb og inderlig mistro til journalister. Vi er et løgnagtigt folkefærd, der kun er ude på at tage ting ud af en sammenhæng og fordreje dem. Det gør ikke den store forskel, om man er pressemand for forsvaret eller ej. En journalist er en journalist. Kun i miljøet omkring Ungdomshuset har jeg mødt så stærk en instinktiv modvilje mod faget.
Jeg er derfor som udgangspunkt bagud på point hos stort set hver eneste soldat. Men når jeg først får forklaret, at jeg ikke skal lave en kritisk nyhedshistorie med en fast vinkel, så åbner soldaterne op og viser sig at være lige så imødekommende som kilder er flest. Det arbejder nok også til min fordel, at jeg i dag går i kakifarvet camouflagetøj.

DEN FØRSTE HALVE TIME i den pansrede mandskabsvogn er ikke sjov. Men lidt efter lidt går vejsidebombe-paranoiaen over, og snart tænker jeg, at det er rock'n'roll at være pressemedarbejder i Forsvaret helt ude, hvor dansk udenrigspolitik bliver formet af modige danske drenge, der sætter livet på spil for at hjælpe det afghanske folk.
Tankerækken bliver forstyrret af soldaternes snak. En stor godmodig fyr med toiletbrætskæg og 'tribal'-tatoveringer ned ad armen underholder med historier fra sine tidligere udsendelser som dansk soldat. Han omtaler den mislykkede mission i Kosovo, og jeg spørger, hvorfor den var mislykket.
»Det er jo et politisk standpunkt. Men jeg gik ikke i krig for at oprette en muslimsk stat i Europa,« forklarer han.
Han følger op med en joke om, hvorvidt jeg vidste, at intelligensen sidder i forhuden. Nyhedsjournalisten ser straks en god historie om racisme i forsvaret. Om hvordan de danske soldater taler grimt om de folk, de er hernede for at hjælpe. Kan jeg finde et par andre med samme holdning, så er den i skabet.
Med skarpvinklingens klap for øjet kunne jeg ignorere, at de andre soldater ikke griner af hans vittighed. Og at delingsføreren i den anden kampvogn hedder Khani og er en muslimsk fyr fra Vollsmose.
Men – jeg er her som praktikant hos pressemedarbejderne og slipper derfor for at lave en historie, der bekræfter fordommene om soldater. Og som ville bekræfte soldaternes fordomme om journalister.

FORMÅLET MED PATRULJEN er at vise, at vi er her. At selv om Taliban har fået ram på tre englændere, så er det stadig os, der har bukserne på. Patruljen stopper midt på den såkaldte Highway One, den eneste asfalterede vej igennem Afghanistan. Vi standser ikke langt fra et kort stykke med helt ny asfalt. Det eneste synlige spor efter bomben, der tog de tre briter med sig et par dage før.
De kørende fæstninger bliver stillet på tværs af vejen, og soldaterne begynder at gennemsøge tilfældige civile biler for våben. Finder soldaterne ikke noget, og er de lokale bilister medgørlige, får de en lille radio indstillet på den frekvens, hvor danskerne sender regeringsvenlig lokalsproget radio. Snart opstår en kæmpe kø ned ad vejen med civile afghanere, der ikke kan komme forbi vores blokering. Umiddelbart ligner det mere en provokation end en kampagne for at vinde 'hearts and minds', tænker jeg. Så minder jeg igen mig selv om, hvilken hjelm jeg har på i dag.
Da de lokale afghanere tager fusen på danskerne ved at køre ud i ørkenen ved siden af vejen – uden om den midlertidige vejspærring – ligner det kattens leg med musen. I et spil, jeg ikke kan gennemskue, og som vist ikke har nogen vinder.

HJEMME IGEN på det lille feltkontor snakker jeg med Thorbjørn Forsberg om, hvordan historien skal skrives, og nævner, hvordan vores vejspærring på sin vis lykkedes og på sin vis ikke gjorde. Vinklen med, at afghanerne kørte udenom, er ikke egnet til HOK's hjemmeside, så i stedet skriver jeg en artikel med overskriften "Danske soldater lader sig ikke kue". Den handler om, at de danske soldater viste styrke og vandt de lokales tillid ved at dele radioer ud til lokalbefolkningen.
Ikke ubetinget hele sandheden. Men heller ikke forkert. Hvilket vist er spillereglerne i kommunikationsbranchen, krig eller ej.
I kantinen spørger jeg Birgit Baunehøj, hvordan hendes journalistiske mavefornemmelse har det med at side på den anden side af skrivebordet – i ørkenen meget langt fra Pilestræde.
»Jeg ser da indimellem et par knap så gode historier her,« siger hun.
»Men mit job er at fortælle de gode historier og sørge for, at de dårlige ikke fylder for meget. Og hvis de dårlige SKAL ud, at de så kommer det på den bedst muligt måde.«
Ærlig snak.

TILBAGE PÅ KONTORET arbejdes der videre efter aftensmaden. Fritid og weekend er åbenbart ikke noget, man rigtigt bruger i det halve års udstationering. Til gengæld er arbejdstempoet ikke stressende. Der hentes og drikkes meget kaffe.
»Lange dage, korte uger,« siger Thorbjørn tørt.
I erkendelse af, at medierne spiller en vigtig rolle, er presseofficererne en del af den såkaldte krisestab og bliver inddraget med det samme, hvis der sker noget alvorligt. For eksempel hvis en dansk soldat bliver hårdt såret eller dør. Jeg når heldigvis ikke at prøve det i min korte praktiktid, men Birgit Baunehøj fortæller om, hvordan hendes opgave er at koordinere med Hærens Operative Kommando i Danmark og den regionale NATO-styreenhed i Lashkar Gah, hvornår hvad skal ud til offentligheden. Grundreglen er, at intet skal ud, før de nærmeste pårørende er blevet underrettet.
»Om muligt sender vi også gerne en mail til alle de andre soldaters pårørende, et par minutter før det hele ryger ud til offentligheden. Som en slags gestus, så de føler sig prioriterede,« forklarer Birgit.

DAGEN EFTER starter Thorbjørn og Birgit med at støvsuge danske og udenlandske medier for historier om de danske soldater i Helmand. Selv om vi er i et telt midt i den afghanske ørken, kører radioen på P3.
»Vi er jo tre en halv time foran dansk tid, og det giver et godt forspring til lige at kunne forberede sig, hvis der er en historie derhjemme,« fortæller Birgit.
Over middag kommer en soldat ind på kontoret og spørger lavmælt Thorbjørn, om han har hørt noget om de civile børn, der netop er døde på en igangværende militær operation. Jeg spidser ører, men Thorbjørn går med soldaten udenfor og snakker færdig. Lidt senere spørger jeg henkastet, hvad det mon gik ud på.
»Der er dræbt en civil pige nede sydpå, hvor soldaterne er i gang. Er der sket noget, så er der jo sket noget, og så skal det ud. Men lige nu er der tvivl, om det er vores eller Talibans skyld, hun er død. Så nu afventer vi.«
Næste morgen ryger en pressemeddelelse af sted om, at en toårig lokal pige desværre er omkommet som følge af en dansk militær operation. Den afføder en del kritik i de danske medier. Jeg spørger Birgit Baunehøj, hvorfor man egentlig selv går ud og fortæller den slags. Svaret kommer serveret med skarp militær kommunikations-lingo:
»Jo mere man sætter sig på det, jo hårdere kan det springe i luften.«
Birgit forklarer, at denne relative åbenhed i forsvaret er af nyere herkomst. Hun ser det som sin opgave, at den ikke forsvinder. Ikke nogen nem opgave. Men i mine dage som praktikant ser det ud til, at det faktisk lykkes. Sådan da.

PRAKTIKTIDEN ER SLUT. I min evaluering får jeg ros for at skrive hurtigt og tage anstændige billeder, men ris for at mangle mod og militær gennemslagskraft. En dom, jeg vist ikke kan bestride. Men i det mindste lærte jeg da at tage uniformen rigtigt på. •

Mads Ellesøe er freelancejournalist og er i Afghanistan for at lave en dokumentar til TV2. Denne artikel blev lavet under en længere pause i optagelserne.

∞ Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i kort praktik på forskellige
journalistiske arbejdspladser. Har du et forslag til næste praktiksted, så
send en mail til redaktør Jakob Elkjær: jel@journalisten.dk.