search

Meget fag, lille fest

  FAGFESTIVAL. Avedøre, armbånd, vidensdeling, væskemangel, leg, kuling, flagrende telte, slagregn, mangel på læ, frosne grøntsager, inspiration, namedropping, Vagn Simonsen, koryfæer, sauna, gå-nu-hjem-musik, hornmusik, magt og fadøl.FagFestivalen den 12.-13. september 2004 bevægede sig mellem to ekstreme yderpunkter: Skyhøj faglighed og skandaløs fest.

 

 

FAGFESTIVAL. Avedøre, armbånd, vidensdeling, væskemangel, leg, kuling, flagrende telte, slagregn, mangel på læ, frosne grøntsager, inspiration, namedropping, Vagn Simonsen, koryfæer, sauna, gå-nu-hjem-musik, hornmusik, magt og fadøl.

FagFestivalen den 12.-13. september 2004 bevægede sig mellem to ekstreme yderpunkter: Skyhøj faglighed og skandaløs fest.

Omkring 1.000 mediemennesker proppede deres kranier med ord fra Per Mikael Jensen, global chefredaktør på metroXpress, overvåbeninspektøren Hans Brix, teknologi-jongløren fra Silicon Valley Dan Gillmor og den nøgne filmkrejler Peter Aalbæk Jensen. Fik man ikke i det mindste et enkelt mindblow af de 200 foredragsholdere, var man selv ude om det.

Højtbelagte hjerner kræver mad, drikke og hvile. Logistikken i Filmbyen fejlede på afgørende punkter, og festen søndag aften var fejlcastet – laaaaangsom lounge-musik til et publikum pumpet med fadøl og kløe i danseskoene.

Arrangørerne havde ikke held med vejret, ligesom et noget defekt mad-maskineri fjernede madlysten hos de fleste. Men værst var nok, at der hverken var stole, sofaer, hyggekroge eller varme at finde.

En telefonsvarer-undersøgelse lavet af Journalistforbundet – hvor deltagerne kunne evaluere FagFestivalen – bekræfter da også, hvad de fleste festivalgæster oplevede: 92 procent var tilfredse med det faglige indhold, 74 procent mente ikke, at FagFestival »fungerede så godt«.

Men der er tændt et lys. Hotel Nyborg Strand er allerede bestilt til FagFestival 2006. Uuhhhmmm fiskefileter, Stjernebar, tømmermænd. /hmm

 

EN LEG FOR MASOCHISTER

16 mediemennesker valgte at blive offentligt henrettet i Filmbyen. De meldte sig frivilligt til to en halv times medietræning – afviklet i noget nær samme hastighed, som når Klaus Riskær taler. Vagn Simonsen var oberst.

»KODENAVN VIKING: MEDIETRÆNING LIVE«

Tekst: Henrik Møhring Madsen

SURREALISME. »Vi ruller. Værsgo.« Spotlights sprøjter koldt, snehvidt lys. Vagn er ikke cool. Vagn er iskold.

Vagn er ikke længere Vagn Simonsen fra TV 2/NYHEDERNE. Vagn er oberst Becker-Olsen fra Forsvarskommandoen. I camouflage-jakke sidder obersten blikstille på drejestolen med sine store, solide sko skruet ned i gulvet. Hænderne ligger foldet på skrivebordet. Obersten afventer første spørgsmål fra journalisten, og så er spillet i gang.

»Hvordan er de danske soldater forberedt på det kemiske kampstof?« spørger tv-nyhedsjournalisten, spillet af politisk konsulent Morten Rud Petersen.

Dette og flere andre bizarre syn fandt sted i Filmbyen søndag formiddag, og vidste man ikke bedre kunne det ligne et syret afterparty til Kreds 1's 100 års-fest på SAS Radisson aftenen forinden.

Men i stedet var der tale om medietræning leveret af kommunikationsbureauet Bysted og Zentropa Interactive ApS. De bød på lynkursus i mediehåndtering for 16 festivalgæster.

De 16 blev til fire hold, som alle skulle gennem fire poster: live-tv-interview, båndet indslag, telefoninterview til morgenradioen og pressemøde. Vel at mærke med ultraknap forberedelse, hullet viden, projektører, kameraer, larm, ubehøvlede reportere, tilskuere, dommere og beskidte tricks.

Kort sagt: moderat medietortur.

Hvert af de fire hold havde en troværdighed som Mother Teresa ved legens begyndelse – lig med 100 point. Men ved hver af de fire poster sad en streng og fair dommer, som kunne fratage dem op til 25 point, hvis holdenes troværdighed snarere lignede Anna Castbergs.

Rammen om de fire scener var en røverhistorie om et militært kampstof med kodenavnet Udchalla, som rettelig var en hormongift med navnet Choká.

Choká blev ifølge røverhistorien oprindelig udviklet af den danske medicinalkoncern Zymin A/S til medicinsk brug, men det viste sig, at det var giftigt. Derfor videresolgte Zymin A/S giften til den danske kemivirksomhed Acme A/S, der gik i samarbejde med det danske forsvar for at gøre Choká til det militære kampstof Udchalla.

Det danske forsvar samarbejdede med det amerikanske forsvar, som også var interesseret i Udchalla til brug i den første Golfkrig. Da projektet blev lagt ned, videresolgte Acme A/S restlageret af kampstoffet til det israelske forsvar.

Og nu er stoffet Udchalla dukket op i hænderne på en fundamentalistisk oprørsgruppe i Irak.

Vagns hold er ved første post. Holdet skal stille med en forsvarsminister i direkte nyheds-tv. Deltagerne har fem minutters forberedelse til at læse briefingen – et A4-ark – vælge en forsvarsminister og lægge en strategi.

»Det er en skiden sag,« siger én fra Vagns hold.

»Jeg vil godt tage den,« siger Jan Wildauer, pressechef i Vejdirektoratet.

Holdet læser, diskuterer, planlægger.

»30 sekunder, så skal I på,« lyder det fra regi.

»Goddag,« siger journalisten, spillet af Ole Fredslund, der til daglig er partner i Effector Communications, og nikker til kameraet.

Jan Wildauer alias forsvarsministeren vrider hænder i den varme stol. Live-interviewet er slut. Dommen fra Annette Juhler Kjær, senior kommunikationsrådgiver i Jøp, Ove & Myrthu A/S, er bittersød:

»Du havde god krop, men du virkede som et lille velmenende fæ fra landet. Du lod journalisten styre det hele. Som forsvarsminister skal du tage ansvar. Men du så da sød ud.«

Dommen: Minus ti troværdighedspoint.

Vagns hold kastes til anden post og en ny briefing. Journalist i Udenrigsministeriet Bo Simonsen vil gerne spille salgsdirektør Schiller i den danske medicinalkoncern Zymin A/S, der videresolgte Choká.

Det går ikke så godt. Schiller lyver i morgenradioen.

Der er to hovedregler inden for medietræning: 1) Du skal ikke rutte med sandheden, men du må aldrig lyve. 2) Du må aldrig lyve, men du skal ikke rutte med sandheden.

Dommeren, Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell, er skånselsløs:

»Minus 25 point.«

Vagns hold er kamplystne ved tredje post efter røflen fra Engell. Om lidt er der pressemøde i den danske kemivirksomhed Acme A/S.

Signe Hindsberger, journalist og universitetsstuderende, vil i første omgang gerne spille administrerende direktør i Acme A/S. Men ved nærmere eftertanke siger hun spagt:

»Nej, jeg tror ikke, jeg vil tage den her sag alligevel.«

Det er en rådden sag. Om lidt skal hun som direktør forklare verdenspressen, hvorfor hun har videresolgt kampstoffet Udchalla til Israel og i eksportpapirerne har kaldt det »plantegift«.

»Det holder ikke en meter, du må gå af,« råder et holdmedlem.

Men det gør direktøren ikke. Hun roder sig ud i skiftende bortforklaringer, som pressemødets horde af blodlugtende journalister – spillet af publikum – nyder at grave i.

»Hvilke konsekvenser får det her for dig?« lyder spørgsmålet igen og igen.

Dommeren, Journalistforbundets formand Mogens Bjerregård, er flink og 'nøjes' med en straf på minus 23 point.

Inden Vagn skal spille oberst fra Forsvarskommandoen, holdets sidste rolle, har deltagerne lært lektien. Vær aggressiv, tag initiativet og sæt betingelser.

»Nu skal vi sateme sætte os igennem,« siger én fra holdet.

»Play it safe,« siger en anden holdkammerat.

»Hvis du får tekniske spørgsmål eller spørgsmål vedrørende forsvaret rolle i udviklingen af stoffet, så gå ud af kameraet,« lyder det fra en tredje.

Vagn Simonsen er rolig under interviewet, han svarer og svarer, og dommer Klaus Riskær, danmarksberygtet medieoffer med mere, er tilfreds. Men ikke helt tilfreds:

»Du manglede et mantra. En one-liner, der åbner hver sætning, som du så bygger en lang, lang smøre bagpå. På den måde får du altid dit budskab med. De kan ikke klippe i det. Øvelsen er ikke at blive involveret. Øvelsen er at få dem til at droppe indslaget. Damage-control,« speedsnakker Riskær.

Dommen: Minus fem troværdighedspoint.

Vagn var den, der mistede mindst troværdighed, men hans hold blev nummer sjok ud af de fire hold.

Medietræningen er imidlertid ikke helt færdig. Vagns indslag skal redigeres, så alle kan se, hvor manipulerende den slags kan gøres.

Men mediemagien brydes. En tekniker trækker – ved et uheld – et stik ud af væggen. Strømmen til klipperens computer fiser ud. Klipperen rejser sig brat, slår med hovedet.

Om lidt sender nyhederne. Men obersten, alias Vagn, er væk. Indslaget er slettet fra klipperens harddisk.

Ultimativ damage-control: Tag stikket ud af pressen. BZZZzzzzzzzzz.

JOURNALISTER, TAG JER SAMMEN!

Tekst: Sofie Bille Winding

MAGT. Hvordan håndterer journalister deres magt? Gør de det godt nok? Og når de ikke gør det godt nok, hvem skal så komme efter dem? Disse spørgsmål blev stillet og søgt besvaret ved to arrangementer på dette års FagFestival.

Rengøringsdirektør Eric Rylberg, organisations-kvinde Bente Sorgenfrey og eks-minister Ole Stavad var på scenen ved arrangementet »Journalisters magt«. Badet i spotlys i Filmbyens Store Studie fik de for en gangs skyld hundreder af journalisters udelte opmærksomhed. Den udnyttede de til at fortælle om deres oplevelser med at være i medie-orkanens øje. På hver deres måde har de følt sig uretfærdigt behandlet af pressens folk, og de mener alle tre, at journalister er for ukritiske over for sig selv og hinanden.

Journalisters manglende selvkritik var præmissen, da tre mediepersonligheder skulle diskutere kontrol i »Hvem gransker granskerne?« – et andet arrangement om journalisternes rolle i samfundet. Medierne agerer vagthund over for samfundets magthavere inklusiv den anklagende, den dømmende og den udøvende magt, men der er ingen vagthund, der holder øje med medierne. Professor Anker Brink Lund, journalist Bjarke Larsen og bestyrelsesformand Jørgen Kleener præsenterede hver deres model, som de mener vil sikre, at selv pampere, politikere og millionvirksomheder får en fair behandling i medierne.

 

JOURNALISTERS MAGT

Eric Rylberg, administrerende direktør, ISS Koncern. Offer for pressens dækning af ISS' rengøring af Danish Crowns slagterier.

FEJL-TEORIER. Da TV 2 den 4. januar i år blændede op for lidet flatterende optagelser af rengøringsfirmaet ISS' rengøring på Danish Crowns slagteri i Odense, var Eric Rylberg ikke sen til at reagere. Han kontaktede TV 2 og Ekstra Bladet, der kørte historien i fællesskab.

»For at kunne forholde mig til anklagerne var jeg nødt til at vide, hvornår optagelserne var lavet, hvem der havde filmet, og om jeg kunne se båndet igennem. Jeg fik blankt nej til det hele,« fortalte Eric Rylberg på FagFestivalen. Først da ISS lagde sag an mod TV 2 og Ekstra Bladet, blev båndet udleveret.

ISS blev lynhurtigt synonymt med rengøringsgiganten, der ruttede med danskernes sundhed. Det rygte gik så hårdt ud over medarbejderne, at nogle valgte at sige deres job op, berettede direktøren.

Han mener, at der er for mange journalister, der ikke gør deres job godt nok. Ifølge Eric Rylberg er der tre fænomener, der går igen hos dårlige journalister. Et af dem er, at man lukker sig om »bevismaterialet« – i tilfældet med ISS' rengøring et videobånd. Et andet fænomen er 'nul-fejls-teorien':

»Mange journalister opererer med en nul-fejls-teori, der betyder, at de forventer, at alle – alle andre end de selv – skal være fejlfri. Det er reelt umuligt i en hvilken som helst virksomhed, der har mennesker ansat. Journalister bør vide, at én fejl om måneden per medarbejder ikke er ret meget. Hvis man antager, at hver af vores ansatte i ISS begår én fejl om måneden, svarer det til 25 fejl om dagen.«

Og så er der projektions-teorien.

»Journalister har en tendens til at blæse én negativ hændelse op til at være kendetegnende for hele virksomheden. De går ud fra, at fejlen beror på sjusk eller skumle motiver, selv om det kunne tænkes, at fejlen blot var en fejl.«

Bente Sorgenfrey, formand for FTF (hovedorganisationen for offentligt og privat ansatte). Offer for pressens dækning af hendes gyldne håndtryk, da hun skiftede job fra pædagogernes fagforening BUPL til FTF.

LEMMINGER. Bente Sorgenfrey skiftede sidste år formandskasket fra BUPL til FTF. Beslutningen gav hende et gyldent håndtryk på 335.000 kroner, som udløste heftig medieomtale og stemplede hende som fagforeningspamper. Hun endte med at betale pengene tilbage til BUPL.

»Det var ikke, fordi jeg bukkede under for presset, men fordi omtalen gik ud over medlemmerne,« sagde Bente Sorgenfrey på FagFestival.

Gennem hele forløbet følte hun, at BUPLs medlemmer bakkede hende op.

Bente Sorgenfrey oplevede, at medierne fokuserede på det umiddelbart uretfærdige i håndtrykket og glemte eller overså alle andre aspekter.

»Mange artikler kom til at fremstå, som om BUPL 'putter' med lønnen. Problemet med fokus-journalistik er ofte, at nuancerne ryger, og så rykker det ikke i bredden. Historien er skrevet, inden pennen er sat til papiret. Og når man så forsøger at påpege fejl, møder man en mur. Det er meget svært at diskutere med en journalist,« sagde Bente Sorgenfrey.

Formanden talte også om »lemming-effekten«.

»Aviserne tog hinandens påstande for gode varer og fortsatte i samme spor. Først for sent var der nogle, der gik imod strømmen. Den tendens sætter ikke journaliststanden i et glorværdigt lys.«

Ole Stavad, medlem af Folketinget og tidligere skatteminister. Offer for Stig Andersens dokumentar »De riges paradis«, der handlede om, at virksomheders hovedaktionærer havde bedre skattevilkår end almindelige aktionærer.

VINKLING. Tv-journalist Stig Andersens dokumentar »De riges paradis« fik ændret skattelovgivningen i år 2000. Ændringerne skete på skatteminister Ole Stavads ordre. Alligevel spurgte Ole Stavad på Fag-Festival: Helliger målet altid midlerne?

»Programmet kørte på vinklen: 'Politikerne har besluttet, at de rige skal have det bedre end alle andre'. Og det passede overhovedet ikke,« sagde Ole Stavad med Stig Andersen som sin sidemand i panelet.

Under researchen til »De riges paradis« havde Stig Andersen spurgt Ole Stavad, om han ville medvirke i programmet. Det sagde skatteministeren straks ja til. Senere ringede Stig Andersen og aflyste med en besked om, at Stavad kunne komme i Profilen med Kurt Strand i stedet. Det tog Ole Stavad modvilligt imod. Han ville gerne have medvirket i dokumentaren, der i høj grad handlede om hans arbejde og kompetenceområde. Men, som han sagde på FagFestival:

»Som politiker er man overladt til journalistens nåde og barmhjertighed.«

Stig Andersens reaktion på Ole Stavads hjertesuk var et retorisk spørgsmål: »Hvorfor fa'en skal man have politikere med i et program, når de alligevel ødelægger programmet ved at benægte fakta?«

HVEM GRANSKER GRANSKERNE?

Jørgen Kleener, bestyrelsesformand i Danmarks Radio:

EGEN-KONTROL. Det skal være mediernes eget ansvar at sørge for, at kvaliteten er i orden, mener Jørgen Kleener. Ligesom Politiken og fagbladet Sygeplejersken får Danmarks Radio nu sin egen interne ombudsmand, »Seernes og lytternes redaktør«. Det mener DRs bestyrelse er den bedste løsning på journalistisk halten, meddelte Jørgen Kleener på FagFestival.

»Vi taler for meget om kontrol og for lidt om journalisternes frihed,« sagde Jørgen Kleener. Han frygter, at en statsansat medieombudsmand vil føre til politisk indblanden og i sidste ende statskontrol.

»Kvalitet kommer af tryghed og dialog, ikke af statsstyret kontrol. Vi får ikke overvældende mange klager, men vi er klar over, at vi skal være mere åbne og lydhøre over for kritik, hvis vi skal bevare og højne vores troværdighed. Det er altafgørende for vores licens-finansiering. Derfor har vi ansat en læsernes og lytternes redaktør,« sagde Jørgen Kleener.

Medierne kan dog ikke gøre det hele selv. Public service-niveauet skal løbene vurderes af medieforskere, mener bestyrelsesformanden.

Bjarke Larsen, freelance-journalist og politisk debattør:

OMBUDSMAND. For mange journalister er for dårlige og for dovne, og Pressenævnet er for lukket og ineffektivt. Derfor har medierne brug for en ombudsmand på linje med forbrugernes og Folketingets. Det var Bjarke Larsens budskab på FagFestivalen.

»Vi er ikke gode nok til at se hinanden efter i sømmene. Hvis en anden journalist skriver noget, der ikke passer, er vi ikke glade for at bore i det. Samtidig er der en grundholdning blandt journalister om, at vi er uangribelige,« sagde Bjarke Larsen.

Pressenævnet tager kun sager op, hvis klageren selv har en »retlig interesse i det påklagede forhold«, og derudover tager Pressenævnet kun sjældent sager op af egen drift. Derfor bliver mange gode sager tabt på gulvet, argumenterer Bjarke Larsen.

»Den almindelige mediebruger er oppe imod et stort system, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet. En presseombudsmand skal være der for alle, der mener, at god presseskik er overtrådt i en konkret sag.«

Anker Brink Lund, professor i journalistik, Syddansk Universitet:

REJSEHOLD. Medierne skal følges og granskes af et »journalistisk rejsehold«. Forskere med et solidt kendskab til praktisk journalistik skal rykke ud og vurdere indholdet i medierne. De skal jævnligt og systematisk granske medierne for dårlig journalistisk kvalitet, herunder fejl og overtrædelse af god presseskik. Arbejdet skal offentliggøres løbende, og de vigtigste konklusioner skal samles i en årlig rapport til inspiration, eftertanke og forebyggelse. Dét var Anker Brink Lunds forslag til, hvordan man opnår en bedre standard i medierne.

»Et journalistisk rejsehold vil give borgerne en garanti for, at medierne ikke kan påstå hvad som helst, uden at det bliver tjekket,« sagde Anker Brink Lund, som dog understreger til Journalisten, at et eventuelt rejsehold ikke skal have bemyndigelse til at dømme nogen.

Rejseholdet skal baseres på et samarbejde mellem CFJE (Center for Journalistik og Efteruddannelse) og de tre journalistuddannelser. De journaliststuderende kan så være med til at bedømme den journalistiske kvalitet. Det vil lære dem om journalistisk kvalitet, og de vil blive bevidste om fejlkilder og etiske problemer i mediearbejdet, mener Anker Brink Lund.

Finansieringen skal deles ligeligt af de større medieinstitutioner og medieafhængige kilder inden for offentlig og privat virksomhed. Dermed er rejseholdet ikke afhængig af hverken staten eller én bestemt interessent.

Rejseholdet vil ifølge Anker Brink Lund koste cirka tre millioner kroner årligt, og de forskellige institutioner vil ikke have problemer med at lægge deres del, vurderer professoren.

»Medierne bør have interesse i at spytte penge i, fordi det ganske enkelt styrker deres troværdighed. For virksomheder og organisationer er det en slags kvalitetssikring af, at påstande bliver kontrolleret, og at alle involverede parter kommer til orde,« sagde Anker Brink Lund efterfølgende til Journalisten.

For lange ord

TEKSTERBIKSEN

TEKSTERBIKSEN. Godt gemt mellem Filmbyens kulisser af murværk, rå trævægge og klatrende plasticplanter gemmer Teksterbiksen sig. Ydmygt måske, her i den inderste krog af Station Next mellem fotografernes imponerende udstyr og Ajours bugnende bogmarked.

Men tag ikke fejl. Teksterne er alt andet end ydmyge, selv om det er den plads, de så ofte bliver tildelt i mediemaskinens magthierarki.

»Billedteksterne er det sidste, der bliver tænkt på, og samtidig det, der bliver læst mest, fastslår Amalie Foss, som sidder i bestyrelsen i Foreningen af Billedmedieoversættere (FBO) – i daglig tale kaldet teksterne.

Ved computeren knokler Charlotte Armstrong med at give øjenåbner-lektioner til nysgerrige kolleger, der aldrig har prøvet at tekste før.

Mange har mod på at gøre hende kunsten efter. De får en båndoptagelse af en film eller et tv-program samt det særlige computerprogram, der kan sætte tekstlinjer på skærmen. De skal så redigere ved hjælp af tidskoder, så billeder, lyd og tekst på skærmen kommer til at passe sammen.

»Alle læser teksterne i tv. Det gør vi også selv,« forklarer Amalie Foss, som derfor mener, at det er hul i hovedet at forringe betingelserne for den tekst, der i et program skal forklare komplicerede sammenhænge.

Seneste eksempel er DRs nye design til TV-avisen. Her optager logoet nu pladsen i nederste venstre hjørne af skærmen, hvor teksten plejede at stå. Dermed har det røde øje snuppet 30 procent af pladsen. Efter protester har teksterne fået lov at dække det – men kun midlertidigt.

Og politikere snakker stadig om 'masseødelæggelsesvåben' og 'sikkerhedsforanstaltninger' – ord, der er så lange, at de fylder en hel linje på skærmen. Forkortelser kan man ikke rigtig slippe af sted med. Derfor giver det lille logo store hovedbrud.

»Det har de åbenbart ikke tænkt over, da de flyttede logoet – for det kan da ikke være fordi TV-avisen ikke vil give seerne ordentlig besked,« lyder det undrende fra Amalie Foss og Charlotte Armstrong, som ser eksemplet som en klar illustration af fagets vanskeligheder.

I Filmbyen fandt mange vej til Teksterbiksen og tog udfordringen op.

»Forhåbentlig har besøget givet dem et indblik i hvad det indebærer at skrive tekster til tv,« tilføjer de to tekstere. /aase

Saunasjov

SANDHEDENS TIME

FORLORENT. Vi er alle nøgne for Vorherre. Nøgne var vi også for hinanden søndag aften på FagFestivalens første dag. To håndfulde blottede journalister, en politiker og filmkøbmanden Peter Aalbæk Jensen i finsk sauna.

Massiv varme, birketræsrøg, kvast-slag, eukalyptus-dråber, øl, en del sludder og lidt forloren ærlighed samt kolde afvaskninger i Ålens pøl. /hmm

 

Styrk bærebølgen

EN ÆTERFORTÆLLING FOR ØRET

ÆTER. En unik idé, gennemført dramaturgi, billedskabende sprog og persontegninger, som lytteren kan identificere sig med – alt sammen er nødvendige ingredienser i den gode æterfortælling. Men det er ikke nok, hvis historien skal vokse i ørerne på lytteren i stedet for bare at sætte sig som ørevoks.

Det mener i hvert fald radioværten og værtstræneren Susanna Sommer fra DR, som på FagFestivalen havde en workshop om at fortælle radiohistorier, der fænger. Hendes opskrift er klar: Den gode historie bliver endnu bedre, hvis den surfer på fortællerens bærebølge. Værtens bærebølge definerer Susanna Sommer som stemme, musikalitet og nærvær, og det betyder, at radioværter skal målrette deres personlige udtryk, hvis de vil gøre en forskel som historiefortællere.

I workshoppen lavede seks frivillige personer eventyrlige æterfortællinger over emnet Ritt Bjerregaard. Efter en god time åbnede de døren for publikum og gav prøver på levende radiohistorier. Prøver, der bragte os fra Ritts lejlighed på Vesterbro over fruens saftspændte æbleplantage til overborgmesterkæden på Københavns Rådhus.

Ifølge Susanna Sommer er det sværeste at give stemmen autoritet – eller rettere: At iscenesætte sig selv med autoritet. For radioværten handler det især om at frigøre sig fra sin manuskripttekst:

»Det totalt efterstræbelsesværdige er at fortælle på samme måde, som når vi fortæller historier til kollegaen i kantinen – og netop ikke som de plejer at lyde i radioen,« sagde Susanna Sommer.

»Man skal tro på sin fortælling, mens man fortæller, og det vil blandt andet sige, at værten selv skal se de billeder for sig, som hun prøver at folde ud for lytteren. Det kan man bedst ved at høre efter, hvad man selv siger, i stedet for bare at referere noget, man tænkte på, da man skrev sit manuskript,« sagde Susanna Sommer. /mhj

Hjertets agt – ordets pragt

KUNSTEN AT OVERBEVISE

RETORIK. Da den amerikanske præsidentkandidat John Kerry for nylig trådte frem for sine vælgere og med en militær hilsen gøede: »I report for duty«, bruste publikums jubel tilbage imod ham.

Men sådan kan man ikke begynde, hvis man som politiker i Danmark skal holde en tale.

Bente Dalsbæk, jurist, embedsmand og ikke mindst taleskribent for Folketingets formænd – tidligere for afdøde Ivar Hansen, nu for Christian Mejdahl – er helt klar over spillereglerne, når hun vil have et budskab ud over talerstolens kant og direkte ind i publikums bevidsthed.

Vorherre-attituder er eksempelvis forbudt.

Stiv oplæsning fra manuskript uden øjenkontakt til publikum er heller ikke sagen – det bliver ren »blabla«, forklarer hun.

Nej, der skal kæles for budskab, personlighed og anledning. FagFestivalens fremmødte journalister nikker forstående.

Da Ivar Hansen døde, blev Bente Dalsbæk taleskribent for Christian Mejdahl. Det betød, at hun måtte omstille sig helt.

»Ivar brugte Dannebrog og bøgeskov og armbevægelser,« siger hun. Men da hun iagttog Chris-tian Mejdahl, så hun en mere rolig mand, »mere pejsestue«, hænderne i bukselommerne og med himmerlandsk dialekt – og det tilpassede hun sine tekster efter.

»Når jeg har skrevet en tale, så læser jeg den højt for mig selv. Meget langsommere end jeg selv taler. Og på himmerlandsk.«

Publikum fniser fornøjet til hende.

»Vil man kunne sælge et dårligt budskab med god retorik?« lyder et spørgsmål fra salen.

»Ja! Hvis du har rette person, rette sted og den rette retorik, skulle det nok kunne lade sig gøre,« siger talerskribenten.

Når Bente Dalsbæk skriver taler for politikere, er hun opmærksom på tre ting:

»Hjertets agt, ordets pragt og mediernes magt.«

En nøje afbalanceret vægtning mellem helhjertet budskab – måske krydret med personlige erfaringer – selviscenesættelse til anledningen og den rette aflevering af indholdet. Endelig skal taleskriveren også tænke på medierne – et lille brudstykke af talen skal kunne gøre sig i et kort tv-klip.

Og først og fremmest skal talen »bruges til at skabe fællesskab mellem taleren og tilhørerne,« forklarer Bente Dalsbæk.

Og det lykkes til fulde i FagFestivalens telt: Anekdoterne sidder nydeligt mellem oplysningerne, hendes tilhørere griner de rigtige steder. Budskabet er solgt. /bri

Læs også i dette nummer af Journalisten:
Nyborg Strand, hvorfor har du forladt os?
Festival for alle pengene

Læs også i Journalisten nummer 16/2004:
FagFestival del II

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen