Da jeg både er en seriøst uddannet journalist og et dybt samfundsengageret menneske, kan det næppe undre, at jeg for tiden lægger al min energi og professionalisme i at opfinde et muntert og uforpligtende tv-underholdningskoncept. Et af dem, der virkelig kan bevæge danskerne, få dem op af stolene og alt det andet, som man aldrig ville kunne opnå ved bare at skrive artikler.

Tror I jeg har slæbt mig gennem Journalisthøjskolen med etik, nyhedstrekanter, knækkede regnskaber, medieret, strafferet og – sværest af alt – dagens ret i kantinen, bare for at skrive om hjemløse og EU og de kongelige? Hvem gider beskæftige sig med den slags ting, når der er unge mennesker uden synlige handicaps, der går på toilettet i mit TV? Næh, tv-koncepter, det ved man, hvad er.

"Bare det var slut", "Halløj, vi skal skilles", "Fjender for livet", "Strip-Jeopardy", "Muntre bil-ulykker" eller "Hjemme-video – special-tema: Børn der slår sig". Ideerne ligger lige for. Man skal bare finde den rigtige. Og det tror jeg, at jeg har:

Mit koncept hedder "Mega Menings-haver" – et reality-show, hvor man placerer 10 personer, der er kendte fra medierne, i et hus, hvor de skal bo i 100 dage. Det er klart, at titusindvis af kendte danskere vil melde sig, så derfor er det vigtigt, at man vælger ti, der både er kendte nok og kan klare det enorme psykiske pres.

Det geniale – og stressende – er, at huset er indrettet, så der overhovedet ingen kameraer er. Ikke NOGEN steder. Ikke en gang på toilettet kan de kendte blive set. 24 timer i døgnet er der fuldstændigt 100 procent ryddet for kameraer, båndoptagere eller tilskuere. De kendte skal nu se, hvem der kan leve længst under en total mangel på overvågning.

De typer, vi skal bruge i huset, er følgende:

Først er der den søde og fornuftige dreng, der ryger cigaretter og drømmer om et barskere image. Selvom de andre kalder ham "skat" eller "søde", insisterer han på at blive kaldt "klassens frække dreng". Det går ikke så godt, for de andre kan mærke, at han er mægtig sød og helt fornuftig. Efterhånden som tiden går, vil han blive mere og mere macho og udtaler sig så kontant, at mange forveksler ham med en dankort-automat. Aldersmæssigt er vi her nok over 30 år. Af profession kan han godt være journalist, bare han ikke tænker for meget over det.

Næste type er tv-anmelderen fra en morgenavis, der skal kunne forholde sig længe og kritisk til det at være med i programmet. Denne type vil typisk sige ting som "Nu har jeg ikke set programmet, men jeg synes, det er ydmygende og udtryk for et nedladende menneskesyn. Ligesom resten af det, de sender i tv." Tredje type er kulturpersonligheden, der – iført et sprog, han er femten år for gammel til – hopper på alt, der giver omtale. Hvis det er politisk korrekt at være politisk ukorrekt, så er han gerne det – eller det modsatte. Her kan vi få langet ud efter akademikere (og det er for objektivitetens skyld også dem med studenter/HF/HH/EFG-hue), og hvis vi er heldige også kulturradikale. Derfor er det vigtigt at tjekke i castingen, at der ikke er noget glemt årskort til Uni eller en bachelorgrad gemt i fortiden. Den slags bliver altid opsnuset af en blodpølse på Berlingeren. Resten af holdet er de sædvanlige figurer: Stand-up komikeren, ex-pornomodellen og så videre. Måske også en journalist fra et formiddagsblad, der er ukritisk begejstret for alt, der sker i huset. Og en journalist fra et konkurrerende formiddagsblad, der både prøver at ignorere programmet og samtidig jagter de perifere historier i programmet, som konkurrenten ikke har rettighederne til: "Pølse-Torbens søster: Han havde orm som barn" – og den slags.

Da problemet ved reality-programmer jo er, at virkeligheden i virkeligheden er ret kedelig, smugler vi på et tidspunkt et tv og nogle ugeblade ind, så deltagerne kan se alle forsiderne, debatprogrammerne og premierefesterne, hvor andre og nye kendte nu er dagens holdning, ugens buksedragt og månedens brystimplantat og årets mening.

Og når de ud på natten har kigget lidt for dybt i "På pat med Katja Kean" – eller hvad sladder-kanalerne og -spalterne nu hedder til den tid, så knækker filmen (eller den manglende film) hos de fleste, og de flygter ud i offentligheden. Herude får de en dom for, at de stadig er underlagt den kyniske tv-station, der kun tænker på etik og derfor kræver, at deltagerne skal forblive ukendte. Alle deltagernes desperate protester og bønner om at tænke på seertal, sponsorinteresser og økonomi afviser den skruppelløse tv-station.

Og efter tre måneder har hele Danmarks befolkning glemt deltagerne, og vi er ti mediepersonligheder og menings-havere fattigere. Er det ikke et genialt koncept?

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup