Medlemstal på vej i mål

DJ mangler kun 179 nye medlemmer for at opfylde målsætningen for 2012. Det går godt med rekrutteringen af eksempelvis dansk- og retorikstuderemde.

DJ mangler kun 179 nye medlemmer for at opfylde målsætningen for 2012. Det går godt med rekrutteringen af eksempelvis dansk- og retorikstuderemde.

Ifølge den seneste opgørelse har DJ nu 15.921 medlemmer. Årets målsætning er at nå et medlemstal på 16.100. Det vil være en vigtig brik i at opfylde forventningen til DJ's budget.

Hvor kommer de mange nye medlemmer især fra?

»De kommer fra tre grupper, kan vi se. De kommer fra studieretningerne, fra kommunikation og fra tv-produktionsområdet,« siger kommunikationskonsulent i DJ Troels Johannesen, der også er projektleder på den uddannelsesrettede del af DJ's rekrutteringskampagne.

Hvordan står det til med bestanden af journalister i forbundet?

»Der er ikke ret mange, der melder sig ud. Så det tal er klippestabilt.«

Men dog i sagens natur en faldende andel, hvis de andre grupper vokser?

»Ja. Men den vækst, der er, skal ses i lyset af, at medlemsskaren bliver bredere, efterhånden som flere grupper får interesse for at arbejde med medier og kommunikation.«

DJ står foran en rekrutteringskampagne. Hvor bliver den især rettet imod?

»Den er skam i gang. Vi har bl.a. hyret fire studerende, som er netværkskoordinatorer ude på studierne. Vi har sendt målrettet papirmateriale og plakater ud. Det har vi aldrig gjort før, men vi kan se at det virker. Vores indsats er særligt rettet mod studieretninger, der er relevante for os. Det er dansk, retorik og film- og medievidenskab, hvor der er mange, der ønsker sig en fremtid inden for medie og kommunikation.«

»Vi har fx. også fokus på tv-mediefolkene, altså TVM, fra DMJX i Emdrup og grafikerne ud over kommunikations – og journalistikuddannelserne"

Hvornår når DJ målet med 16.100 medlemmer?

»Du må ikke hænge mig op på den eksakte dato, men det bliver inden årsskiftet. Vi har bl.a. arbejdet meget med at gøre det lettere for folk at melde sig ind i forbundet. Man kan sige, at vores indsats står på to ben. Vi har dels den faglige identitet, dels nogle meget stærke medlemsydelser, de traditionelt faglige som karriererådgivning, og tilbud om forsikringer. "Whats in it for me."«

Dengang jeg meldte mig ind var det ikke en billig forsikring, der lokkede mig ind!

»Det kommer meget an på, hvem du er. Der er en meget stærk, faglig bevidsthed blandt journalister, men andre faggrupper har ikke nødvendigvis den bevidsthed og der kan det altså være nødvendigt med flere farver på paletten,« siger Troels Johannesen.

1 Kommentar

Mikael Nielsen
6. OKTOBER 2012
Re: Medlemstal på vej i mål

Arrghh, så skift dog navn: "Vores indsats er særligt rettet mod studieretninger, der er relevante for os. Det er dansk, retorik og film- og medievidenskab" - det er jo ikke journalister. Måske det var på tide at forbundet skiftede navn til noget i stil med "Forbundet for alle der leger de har noget med medier at gøre, spindoktorer og PR Folk"