Der lød et ordentligt brag, da 350S svingede ud fra Sundbyvester Plads på Amager. De sidste 10 centimeter af den 13,75 meter lange bus havde strejfet en parkeret linje 77. Alt det, der skulle sidde under forruden på linje 77, lå nu på asfalten; knuste forlygter og fronthjelm. Sidespejlet var grundigt krøllet sammen.

Bag rattet i linje 350S sad en nyuddannet chauffør på sin første arbejdsdag efter oplæring hos Arriva. Alt var gået godt; billettering, manuelt zoneskift på klippekortmaskinen og overholdelse af køreplan. Nu skulle bussen bare køres tom til garagen i Gladsaxe. Så smilet var stort, indtil det stivnede i braget og opstandelsen på Sundbyvester Plads.

Hos Arriva, der havde antaget den nye chauffør, tog man det pænt. Der skulle bare udfyldes en skadesanmeldelse, og både chauffør og bus var ude at køre dagen derpå efter en tur på Arrivas eget værksted.
Reaktionen kunne ellers have været, at en skomager skal blive ved sin læst. Eller en journalist bag sin skærm. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var mig, der stod for underholdningen på Sundbyvester Plads den sene eftermiddag i slutningen af august.

Efter 16 års op- og nedture i journalistikken og en opstramning af dagpengereglerne stod jeg endelig over for at ryge på kontanthjælp. Til sidst havde jeg ret til den særlige uddannelsesydelse, men kun i ni uger.
Jeg kunne have valgt endnu et kursus inden for journalistik eller kommunikation, som næppe gavner på et trængt arbejdsmarked. Og en rådgiver i DJ havde for længe siden sagt, at hvis du er over 40, kan du godt glemme alt om at søge de opslåede stillinger. Mine forventninger var lidt større, da jeg uopfordret søgte Radio24syv under etableringen. Indtil hende, der stod for ansættelserne, blev spurgt af vores fagblad, hvilke journalister der skulle ansættes. Og hun svarede: »Det er både de unge og de kendte.«

Med andre ord var det på tide med et brancheskift, der måske kunne sikre en øjeblikkelig lønindtægt til en halvgammel og ukendt mand. Og den var jobcentret med på. Så i syv uger sad jeg på et buschauffør-uddannelseskursus i Skovlunde, mens sommeren sneg sig ind over Danmark. Da jeg stod med kørekortet til bus i hånden, gik der tre timer, inden jeg på Arrivas anlæg i Gladsaxe blev spurgt, om jeg kunne starte om mandagen.

Nu er jeg egentlig ikke den mest arbejdsliderlige type, og jeg trængte til lidt ferie oven på interneringen i Skovlunde. Så jeg spurgte, om det ikke kunne vente til om tirsdagen, så jeg kunne få en lang weekend.
»I morgen er det fredag. Og der har du fri. Så det bliver en lang weekend, ikke?« var svaret fra Arriva. Og sådan blev det.

Nu er jeg buschauffør. Det vil sige, at Arriva ringer dagen før og tilbyder mig en vagt til næste dag. Det er det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har haft. I myldretiden er det nærmest umuligt at følge med køreplanen. Passagererne maser sig på, selv om det er helt tydeligt, at der ikke er plads i bussen. Men man er en del af et flow, og der er ikke tid til at tænke: »Bare jeg snart havde fri.« Og så må det siges, at København har gjort meget for bussens fremkommelighed – busbaner og særlige stopsignaler.

I denne uge masede en bilist sig ud i MIN busbane, så jeg måtte foretage en for passagererne ubehagelig opbremsning. Jeg gav ham hornet, det plejer man jo i trafikken. Det fik bilisten til at råbe ud ad sit vindue: »Skal du have prygl, din abehjerne?« Men sådan er sproget vist generelt på Amagerbrogade.
Nej, det var mere trygt bag skærmen på redaktionen.

Når jeg nu sidder der bag rattet i min bus og skal undgå at køre fodgængere og cyklister ihjel, sørge for at folk kommer rettidigt frem og optræde serviceminded over for selv hysteriske og bebrejdende kunder, undrer det mig, at lønnen kan være så dårlig. Den er det halve af en journalistløn i København. Det er måske grunden til, at 75 procent af buschaufførerne i byen har udenlandsk herkomst, selv om nogle af dem har en akademisk eller håndværksmæssig baggrund. Det giver jo ingen mening.

Så enten kommer jeg tilbage til mit fag og den fede løn, eller også må I imødese en månedlang strejke for højere løn i den kollektive trafik. Min for længst hengemte revolutionære fane trænger pludselig til morgenluft.

Eller også indser jeg glæden ved gode kolleger og fornøjelsen ved at hjælpe en gammel forvirret dame, der ikke kan finde hjem, når bussen endnu en gang er blevet omlagt på grund af et muligt gasudslip på Nørrebro eller en kulturevent på Dronning Louises bro. Eller ved at hjælpe en turist, der spørger, om jeg kører til Dragør, men må stave det, fordi hun ikke kan udtale det.

Hvor mange gange har jeg ikke som journalist følt, at jeg påvirkede verdens gang? Nu er jeg bare en del af den.