Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Sangerinden Medina gik grædende fra et interview med DR’s vært på nyhedspodcasten ’Genstart’, Anna Ingrisch. Det fortæller Medina ifølge B.T. i et interview med Costume.
’Genstarts’ interview blev lavet i foråret i forbindelse med portrætfilmen ’Medina’, der fortæller om de udfordringer, Medina har haft i sin karriere. Udfordringerne tæller blandt andet en følelse af at være forfulgt af sladderpressen, hvilket i 2013 fik Medina til at overfuse og spytte efter en journalist i lufthavnen. Det var Anna Ingrischs spørgsmål til den episode, der gjorde Medina rasende.
Til Costume fortæller sangeren, at hun havde det ”ad helvede til” bagefter, fordi hun følte, at hun skulle forsvare sig selv, og at hun aldrig havde sagt ja til at deltage i interviewet, hvis hun havde vidst, at Anna Ingrisch ville spørge til den episode.
”Den behandling, jeg følte, jeg fik der, er præcis det, filmen også handler om: At det nærmest er blevet sådan en måde at behandle mig på, hvor en journalist får mig til at fremstå på en bestemt måde. Men hvorfor? Hvad fanden har jeg gjort? Det føltes så ironisk i forhold til filmens handling,” siger hun til Costume.
DR-værten gjorde dog intet forkert ved at spørge til den episode, siger chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe til Se og Hør.
”Jeg synes, hun får en fuldstændig fair og rimelig behandling. Hun var briefet på interviewet på forhånd. Og udsendelsen som helhed viser jo til fulde, både hvad det er for en situation, hun har stået i i forhold til pressen, og hvordan hun har oplevet det, og hvad det er for nogle handlinger – også de kontroversielle. Det fulde billede synes jeg faktisk præcist repræsenterer den situation og den diskussion, som Medina gerne vil rejse,” siger han til Se og Hør.