Medietrænede kilder skal have modspil

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lægger undervisningen i interviewteknik helt om. Det sker med den begrundelse, at befolkningen bliver snydt for vigtige oplysninger, fordi medietrænede kilder styrer journalisterne.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lægger undervisningen i interviewteknik helt om. Det sker med den begrundelse, at befolkningen bliver snydt for vigtige oplysninger, fordi medietrænede kilder styrer journalisterne.

»Journalister i interviewrollen sættes mere og mere under pres. Den fjerde statsmagt, pressen, har ikke fulgt med i oprustningen af metoder, som er foregået de seneste 20 år hos kilderne på topniveau.«
Det skriver underviserne Jan Dyberg og Nils Mulvad i et notat med en række begrundelser for at omlægge undervisningen.

Senest har to erfarne kommunikationsfolk i fagbladet Journalisten påpeget, at interview på tv ofte er så harmløse, at medietrænede kilder får frit spil. Kommunikationsrådgiver Erik Ove er så bekymret over interview-kvaliteten, at han frygter for den lukrative forretning, som medietræning udgør for kommunikationsbranchen: »Hvis tendensen fortsætter, så er der ingen grund til at gå til medietræning.«

Underviserne på journalisthøjskolen vil have, at intervieweren skal fokusere mere på at få svar som læseren, lytteren og seeren kan bruge til noget.
»Hvor vi tidligere i høj grad har defineret metoder i interview ud fra kildetypen og strategien for det enkelte interview, går vi nu over til at definere interviewet ud fra de spørgsmål, vi skal have svar på, og hvilke metoder vi kan bruge til at trænge igennem, når vi for eksempel bliver udsat for nogle af de smarte tricks fra medietræningen af kilderne«, lyder det i undervisningsmaterialet.
Det betyder for eksempel, at journalisten skal til at overveje, om vedkommende møder en kilde, som vil gøre alt for at styre interviewet med en indledning a la »først vil jeg lige have lov til at understrege«, hvorefter kilden bare fyrer sit budskab af uanset spørgsmålene. I givet fald må man for eksempel opgive de ellers prisbillige liveinterview i nyhedsudsendelser.

»På direkte TV går det ikke mere. Derfor må man fremover langt oftere benytte sig af båndede indslag. Eller nøjes med direkte interview, hvor der er lang tid til at få spørgsmål og svar til at folde sig ud.«
I den sammenhæng skal journalisterne også lægge mere vægt på at analysere kildernes motiv for at deltage.
»Den svære udfordringen består i på en gang at få konfliktniveauet ned i interviewene, så seerne får svar og ikke en krig og samtidig være skarpere og klarere på at styre interviewet. Hvis man bare kører på og tror man styrer det, så mister man kontrollen. I stedet for at have en lang liste med spørgsmål, så skal man have det helt rigtige spørgsmål.«, siger Nils Mulvad.

Fagbladet Journalisten har gennemset TV-Avisens live-interview i perioden 16. august til 16. september 2008. Du kan læse om interviewene her.

Hvis du vil vide, hvordan medietræning foregår, kan du læse om en konkret sag her.

0 Kommentarer