Kulturministeren satte i 2011 ”the usual suspects” til at forhandle nye løsningsmodeller i et udvalg med Henning Dyremose som formand. Dagbladene, specialmedierne, herunder internetmedierne, og Journalistforbundet nåede frem til, at distributionsstøtten skal erstattes af produktionsstøtte – der blev lanceret som ”demokratistøtte” – til næsten de samme modtageres egenproduktion som hidtil plus lidt nyt.

Støtten til distribution af papir har hele tiden været lidt ved siden af (for)målet, og ændringen har været på vej tidligere. Ambitionen om at se på tværs af medierne blev indfriet af Rambøll og Anker Brink Lunds visionære rapport i 2009, men politikerne var – og er – ikke modne til at lade støtten bero alene på relevante kvaliteter. Kommissoriet lagde ellers stor vægt på at undersøge mulighederne for ”at indføre platforms- eller medieneutrale støtteordninger”.

Vi er endnu langt fra dette mål, idet licensen til radio og tv stadig er en verden for sig. De ca. 4,3 milliarder licenskroner og dagbladenes nulmoms, der koster staten en lille milliard, indgår ikke i forliget om mediestøtten.

Tilbage er fordelingen af i alt 403,6 millioner årlige støttekroner til at forskønne nogle mediers indhold med.
Mange detaljer venter på i foråret at blive fastlagt i lovens bemærkninger og de senere bekendtgørelser, så opmærksomhed og debat er stadig nødvendig; men lad os se, hvad der nu ligger fast.

Vi taler om produktionsstøtte på 363,6 millioner kroner til ”dagblade, dagbladslignende publikationer og internetbaserede medier”.  Har man tænkt på, at ”internetbaserede medier” lige så vel kan være audiovisuelle som tekstbaserede? Så journalistisk radio via internet endelig kan komme i betragtning?

Mediet skal som udgangspunkt have tre redaktionelle årsværk for at få støtte. Der kan dog dispenseres til at medregne ulønnede medarbejdere i fast leverance. Her mærkes et fingeraftryk fra Enhedslisten.

Kravene til indholdet er i den nuværende hovedordning:
•   Mindst halvdelen af dagbladets indhold skal være redaktionelt stof (det vil sige ikke annoncer) i form af artikler med videre inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
•   Mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer.
•   Mindst en tredjedel af dette redaktionelle stof skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet med henblik på offentliggørelse i den pågældende publikation.
I forligsteksten gentages kravet om mindst 50 procent redaktionelt stof og 1/3 heraf som egenproduktion. Det nye indholdskrav er beskrevet kortfattet:
•   Mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal desuden behandle politiske og samfundsrelaterede emner.

Er der en hensigt bag, at der ikke kræves indhold inden for et bredt emneområde (ja! af hensyn til nichemedierne) eller aktuelt nyhedsstof, og tæller kulturelle temaer ikke længere?

Kravet om højst 50 procent annoncer har allerede fået Søndagsavisens Arne Ullum til at protestere og true med klage til EU. Kulturminister Marianne Jelved henviser til, at Kommissionen tidligere har godkendt de 50 procent. Men godkendelsen var til en anden ordning med andre mål, og Kommissionen understregede dengang, at godkendelsen kun gjaldt den foreliggende ordning.

Aftalen indfører et titelloft på 17,5 millioner kroner, dog maksimalt 35 procent af de redaktionelle omkostninger, men ikke noget koncernloft. Derfor viser ministeriets første regneeksempler, at alle større bladhuse bortset fra Sjællandske Medier får flere kroner end nu. Men de nye regler kan meget let føre til mange nye ansøgere, og der er kun et fast beløb til deling.
Internetmedierne kan nu få støtte fra produktionspuljen. Oveni oprettes en supplementspulje til kommercielle, fritstående internetmedier på 6 millioner kroner årligt.

En innovationspulje på beskedne 20 millioner kroner skal støtte både etablering, udvikling og sanering, og her får også medier med kun ét årsværk, eventuelt sammenstykket, adgang til midlertidig støtte. Vi mangler her at kende kravene til egenfinansiering med mere.

I forhold til målene fra Medieaftalen 2007 er der sket meget. Fokus er nu på indhold i stedet for døde træer, som det siges. Men det platforms- eller medieneutrale er ikke kommet længere end til print og net. Kulturministeriet lover, at en udredning af dr.dk’s brug af nyheder fra dagbladene er klar allerede i februar. Medieaftalen fra 2012, altså ikke Mediestøtte-aftalen fra 2013, lufter tanker om et samarbejde mellem TV2 Regionerne og DR’s Distrikter, ”som også kan omfatte lokale dagblade med videre”. Og det er jo særligt i lokalområderne, blodet flyder. Alle disse lokale medier indskrænker. Men Marianne Jelved tager afstand fra sin forgængers åbning for at se hele medieområdet – Medieaftale og Mediestøtteaftale – under et.

Det burde dog være en opgave at sikre et journalistisk minimum i for eksempel de 11 danske Bladkredse ved at finde nye mulige samarbejdsmekanismer mellem DR, TV2 Regionerne, dagbladene, distriktsblade og diverse internetmedier før en ny medieaftale i 2014. Det kræver mere politisk mod, end vi ser lige nu.

Erik Nordahl Svendsen er i dag pensionist. Han var direktør for Mediesekretariatet under Kulturministeriet 2001-2008 og chefkonsulent i Styrelsen for Bibliotek og Medier 2008-2010.