I går blev spændingen udløst for de medier, der har søgt mediestøtte til nyhedsproduktion i 2015. Resultatet af fordelingen af de 365 millioner støttekroner er overordnet set stort set den samme som sidste år.
Du kan se hele listen her.
Der er dog enkelte undtagelser. Netmediet dagens.dk og den nordjyske nyhedsportal Kanal Frederikshavn er de to eneste medier, som fik produktionsstøtte i sidste runde, men som ikke er at finde på listen i år.
Dagens.dk, som sidste år modtog knap 600.000 kroner i støtte, fortæller, at de slet ikke havde søgt for 2015. Det havde Kanal Frederikshavn til gengæld. Og her undrer chefredaktør Michael Frederiksen sig over afgørelsen:
»Det er dybt skuffende. Det er en akademisk afgørelse uden fingeren på pulsen i forhold til, hvad der reelt foregår i den lokaljournalistik, som vi laver. De vil jo gerne have kvalitetsjournalistik ude lokalt også. Det leverer vi – men fordi vi ikke lever op til kravet om tre redaktionelle årsværk, så skal vi ikke have penge,« siger han.
Kig på indholdet
Michael Frederiksen fortæller, at de heller ikke var tre redaktionelle årsværk på Kanal Frederikshavn, da de søgte sidst. Men dengang fik de en dispensation. Han forstår ikke, hvad der har ændret sig siden, og han har derfor tænkt sig at klage over afgørelsen.
»For et traditionelt medie, der får mange millioner, betyder 62.000 kroner intet. Men for os er det et anseeligt beløb. Det gør livet som et lillebitte lokalt netmedie vanskeligere, at vi ikke får dem – men vi overlever da. De får os ikke ned med nakken,« siger Michael Frederiksen.
Han understreger, at han har fuld forståelse for, at pengene skal fordeles efter nogle regler. Men han mener, man burde kigge mere på det journalistiske indhold frem for redaktionelle årsværk.
»Hvis der virkelig sad nogen, som vidste, hvad der foregår i Frederikshavn og andre provinsbyer, så tror jeg, vi havde fået penge. For vi opfylder kravet om at levere ordentlig kvalitetsjournalistik til borgerne,« siger Michael Frederiksen.
Kids’ News: Utroligt taknemmelige
De eneste nye medier på listen over produktionsstøtte er Berlingskes børneavis, Kids’ News, og filmmagasinet Ekko.
Hos Kids’ News er man glade for de 494.479 kroner, som avisen nu kan se frem til:
»Der er ingen tvivl om, at det gør tingene lettere, så det er vi rigtig glade for. Hvis man kigger på, hvem der kan få mediestøtte, så er børn og unge omtalt. Det, at vi henvender os særligt til børn, betyder noget. Vi er utroligt taknemlige for, at vi får mediestøtte til det,« siger chefredaktør Jens Grund, som fortæller, at pengene skal gå til almindelige redaktionelle omkostninger.
Ekko: Mere net, flere eksklusive historier
Også Ekko er glade for udsigten til flere penge til journalistikken næste år. De har ikke tidligere været opmærksomme på, at de overhovedet kunne komme i betratning til støtte, fortæller chefredaktør Claus Christensen.
"Men pengene betyder, at vi kan allokere flere ressourcer til at styrke vores journalistiske dækning – ikke mindst på nettet. Vi vil kunne øge mængden af eksklusive historier, der på en nysgerrig og kritisk måde formidler dansk og international filmkultur. Ikke bare det, der er oppe på lærredet, men også de kunstneriske processer og forholdene i filmbranchen," skriver han i en mail til Journalisten.
Claus Christensen skriver også, at pengene betyder, at der er konkrete nye tiltag på vej fra filmmagasinet.
"Men dem venter vi med at offentliggøre til det rette tidspunkt."
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man må da sige, der rykkes igennem - Berlingske Medias børneavis har fået støtte. Hvilken nytænkning.