I Dimmalættings redaktionslokaler i Thorshavn har chefredaktør Sveinur Tróndarson set sig nødsaget til at lægge en ny strategi. Færøernes ældste avis har nemlig fået offentlig støtte til at udkomme på lyd.

”Nu skal vi bruge kræfter på podcast,” forklarer han:

”Nok uden at være klar til det. Og det ender som regel i katastrofe,” siger han.

Det er ikke med sin gode vilje, at chefredaktøren har truffet beslutningen om at lave radio og podcasts. Men Dimmalætting og de andre økonomisk pressede privatejede medier på Færøerne har i år været nødsaget til at udtænke nye projekter og koncepter, hvis de ønsker offentlig mediestøtte.

Mediestøtten på Færøerne er på to millioner kroner, der indtil i år blev fordelt mellem medier med mindst to årsværk ansat. Senest gjorde det sig gældende for seks medier.

Som noget nyt er 70 procent af mediestøtten nu forbeholdt koncepter og projekter, som bliver godkendt af et mediestøtteudvalg.

Omsat til danske forhold ville det svare til, at produktionsstøtten til aviser og netmedier blev beskåret fra 370 millioner kroner til 110 millioner kroner, og at 260 millioner kroner skulle fordeles på projekter – for eksempel til opstart af en ny podcast.

Omlægningen i sig selv møder hård kritik fra Færøernes tre aviser Dimmalætting, Sosialurin og Norðlýsið: Et angreb på medierne og deres redigeringsret, lyder det enstemmigt fra chefredaktørerne.

”Jeg mener, at man politisk har sat et projekt i søen, som man ikke kender konsekvenserne af og sandsynligvis ikke kommer til at gøre det, før det er for sent,” siger Sveinur Tróndarson fra Dimmalætting.

”Vi får frataget redigeringsretten, når der er et udvalg, som skal godkende, hvad vi får penge til. Og når vi så får støtte, så skal vi leve op til det, ellers skal vi betale pengene tilbage. De bestemmer, hvad der skal trykkes, og hvad der er god og dårlig journalistik,” forklarer chefredaktøren.

Komitéen, der finder de bedst egnede projekter, består af en repræsentant udpeget af det færøske journalistforbund, BLF, som er den færøske parallel til Djøf, og en medarbejder fra det færøske universitet, som også er presserådgiver for den færøske lagmand.

Sveinur Tróndarson undrer sig over, at mediestøtteudvalget blandt andet består af en jurist og lagmandens presserådgiver, Rógvi Olavson.

”De gør bare det arbejde, som de politisk er sat til, og som mennesker kan jeg ikke sætte en finger på dem. Men i betragtning af, at de skal afgøre, hvad god journalistik er, og understøtte nytænkning, kan den sammensætning undre,” siger han.

Aviser i krise

Siden 2008 har tre aviser måttet dreje nøglen helt om, de tre eksisterende avisers oplagstal er mere end halveret det seneste årti, og kun den færøske public service-station, Kringvarp Føroya, har i dag råd til mere end en håndfuld fastansatte journalister på redaktionen.

”Lige nu har vi kun ét medie med en positiv egenkapital. Alle andre har en negativ kapital på flere millioner,” siger Sveinur Tróndarson.

Han forklarer, at aviserne længe har efterlyst en ændring af støttereglerne, fordi medierne trænger til en økonomisk håndsrækning.

Men i stedet for at forhøje støtten har Færøernes udenrigs- og kulturminister, Jenis av Rana, ønsket, at mediestøtten skulle uddeles på enkeltprojekter.

Sveinur Tróndarson ser det som et eksempel på, at Jenis av Rana og Landstinget mangler forståelse for mediernes alvorlige økonomiske knibe.

”Situationen er kritisk for de færøske medier. Der sker store ændringer, og vi har en minister, som er fuldstændigt kold,” siger Sveinur Tróndarson, som tilføjer:

”Det her føles som et personligt angreb mod medierne.”

I en mail afviser udenrigs- og kulturminister Jenis av Rana den påstand.

”Det kan på ingen måde anses for at være et politisk motiveret angreb mod pressen. Hvem er den egentlige presse i dagens samfund med en kraftig teknologisk udvikling inden for kommunikation, formidling og sociale medier?” spørger Jenis av Rana.

Han mener, at den nye model for støtte tilgodeser, at flere kan få glæde af pengene.

”Den nye ordning afskærer ikke nogen fra at ansøge om mediestøtte, men det gjorde den gamle ordning til gengæld,” forklarer han.

Ministeren understreger i samme mail, at omlægningen af mediestøtten alene er ”et politisk ønske om at støtte medieprojekter og iværksættere på Færøerne, som efter regeringens mening i større omfang er egnet til at fremme journalistisk kvalitet, mangfoldighed og samfundsmæssig værdi”.

Man kan man overhovedet kalde mediestøtteudvalget uafhængigt, når ét af medlemmerne, Rógvi Olavson, er presserådgiver for lagmanden?

Jenis av Rana forklarer, at Rógvi Olavson blev beskikket som medlem af Mediestøtteudvalget, inden han blev ansat på Lagmandskontoret. Og det giver ikke habilitetsproblemer, at han nu både sidder i nævnet og arbejder for lagmanden. Lagmanden har nemlig ikke nogen instruktionsbeføjelser til nævnet.

Kun delvis støtte fra journalistforbund

Formanden for det færøske journalistforbund, Jón Brian Hvidtfeldt, giver aviserne ret i, at ansøgningsprocessen kan gøre en ”besværlig og tarvelig dagligdag” endnu mere besværlig og tarvelig for medierne.

Og så frygter han ligesom aviserne, at ansættelsesforholdene for færøske journalister bliver endnu værre, at redaktionerne bliver endnu mindre, og at medierne får endnu sværere ved at tiltrække journalister.

Men samtidig ser han klare fordele ved det nye støttesystem, hvis formål er at støtte journalistisk innovation og udvikling frem for drift.

”Med den gamle ordning var der ingen garanti for bedre journalistik, fordi pengene i princippet kunne bruges på administration, reklamefolk eller lignende. Nu er der større sammenhæng mellem input og output,” siger Jón Brian Hvidtfeldt, som minder om, at det ikke er alle støttekronerne, som bliver flyttet over i støttekomitéens hænder:

”Aviserne og medierne har stadig ret til at lave prioriteringer over, hvad de vil dække, og hvad de ikke vil dække. Den ret ligger stadig hos redaktionerne.”

Historier vil forsvinde

Sveinur Tróndarson har dog svært ved at se, hvordan det nye støttesystem skulle sikre bedre journalistik. For ham er det nye mediestøttesystem en manifestation af et politisk system, som ikke har øje for den vanskelige situation, færøsk journalistik befinder sig i. Og det kan have fatale følger for Færøerne som samfund, advarer han:

”Ingen udenlandske aviser skriver om Færøerne. Så hvis de færøske aviser forsvinder, så forsvinder meget af dækningen og mange historier også,” siger Sveinur Tróndarson.

I juli udvalgte mediestøttekomitéen 13 projekter blandt 56 indsendte ansøgninger – de projekter, der har mest ”samfundsmæssig og journalistisk værdi” med en grænse på maksimalt 1.800 timer, som kriterierne lyder på.

Dimmalætting fik støtte til syv projekter – hvoraf den længste er sat til 20 uger – til en samlet værdi af godt 670.000 kroner. Ved den forhenværende mediestøtte modtog avisen kun lige under 350.000 kroner. Men Sveinur Tróndarson lod alligevel ikke champagnepropperne springe.

”Grunden til, at vi fik så mange projekter godkendt, var, at vi havde brugt en hulens masse penge og energi på det. Og vi kunne sagtens have endt i samme situation som nogle af de andre – uden nogen penge,” forklarer chefredaktøren, som påpeger, at avisen havde hyret ekstern bistand til at udforme ansøgningerne.

På grund af projektstøtten udkommer Dimmalætting derfor snart også i blandt andet tre forskellige podcastformater og et radioprogram – eller som Tróndarson formulerer det:

”Nu skal vi til at lave projekter, der behager en bestemt smag, som vi ikke selv er herrer over.”

”Jeg mener, at man politisk har sat et projekt i søen, som man ikke kender konsekvenserne af og sandsynligvis ikke kommer til at gøre det, før det er for sent,” siger Sveinur Tróndarson fra Dimmalætting. Foto: Tróndur Dalsgarð