Christiansborgs politikere skal efter sommerferien træffe tre beslutninger, der har enorm betydning for mediefolket og journalistikkens fremtid.

PRESSENÆVNSALARMEN AFBLÆST
Medierne slipper for hårdere sanktioner over for uetisk journalistik. Forslaget om bøder er skrevet i glemmebogen, og politikerne vil i det hele taget blande sig mindre end varslet.

Det startede ellers voldsomt. Et flertal i Folketinget ville ændre Pressenævnets beføjelser, så det blandt andet fik mulighed for at uddele bøder til medier, der bringer historier, som bryder med medieetikken.
Men nu er signalerne helt skiftet. En større politisk indgriben bliver ikke aktuel, når Folketinget åbner i oktober.

Det varsler Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen.
»Forløbet har været langt, og det har taget tid, før medierne har taget det seriøst. Vi politikere blev først skældt ud for at ville censurere pressen. Men det er blevet afløst af en erkendelse af, at der er et problem, og min konklusion er, at Pressenævnet og medierne har ageret selv. Så ud over en lovændring i forhold til klagefristen er der ikke brug for yderligere politisk indgriben,« siger Mogens Jensen.

Debatten om Pressenævnets beføjelser tog for alvor fart, da Ekstra Bladet blev beskyldt for at hænge en navngiven person ud for mord i januar 2010. Der var tale om den såkaldte Maria-sag, hvor Ekstra Bladet bragte navn og billede på forsiden af avisen af en mand, der var sigtet for mordet. Han blev senere frikendt, og Ekstra Bladet bragte endnu en forside med ordene RENSET.

Men det samlede forløb blev for meget for politikerne. At udråbe en mand som morder på forsiden var bare et eksempel på den uetiske journalistik, som politikerne nu ville sætte en stopper for, sagde Mogens Jensen dengang.
Og han fik hurtigt følge i sin massivt mediedækkede kritik. Nu lancerede et flertal i Folketinget, bestående af Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti, at berigtigelser skulle bringes samme sted som fejlen, ligesom Pressenævnet skulle være i stand til at udstede bøder.

Skyerne trak sammen over medierne. Og Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, advarede:
»I det øjeblik politikere vedtager, at ting skal stå på en helt bestemt side i avisen, går de ind og påvirker redigeringen. Så har vi ikke længere den redaktionelle frihed, som er vigtig for en fri og uafhængig presse. Medierne skal selv løse problemerne,« sagde Mogens Blicher Bjerregård.
Dermed havde han markeret det, der skulle blive DJ's linje: Vi signalerer, at vi selv kan rydde op.

Chefredaktør for Berlingske Lisbeth Knudsen kørte en helt parallel linje med delvise indrømmelser krydret med massiv kritik af truslen om politisk indgriben over for den fri presse.
»Personsagerne går af og til for vidt, og det er til konstant diskussion – også i medierne selv. Men politikerne bør ikke bruge deres egen irritation til et generelt indgreb i pressefriheden over for de medier, som netop skal have styrken og friheden til at kontrollere politikerne,« skrev hun på sin blog.

Fronterne var dermed trukket op, da DJ, Folketingets Kulturudvalg og Folketingets Retsudvalg planlagde hver deres høringer om Pressenævnets beføjelser. Blot en uge inden høringen i Folketinget meldte Pressenævnet ud, at det ønskede status quo – ikke øgede sanktioner.

Pressenævnet vil hverken uddele bøder eller tage flere sager op af egen drift. Men noget skulle dog ske. Nævnet ville da gerne ansætte en kommunikationsmedarbejder, så nævnets domme fremover også blev forståelige for almindelige danskere, og klagefristen skulle muligvis udvides fra fire uger til tre måneder, så de ramte kunne nå at klage, når for eksempel chok og sorg havde lagt sig.

Det forsøg på en pragmatisk landing skuffede imidlertid Michael Havemann, advokat i medieret, der var "udspørger" ved DJ's høring. Han mente ligefrem, at branchen holdt hånden over de dårlige journalister, hvis den ikke accepterede nødvendige stramninger.
»Medierne skal jo bare skrive sandheden. De eneste, der har glæde af et svagt pressenævn, er de brodne kar,« sagde Michael Havemann til Journalisten.

Kommunikationsdirektør for Kommunikationsbureauet København Sune Bang var også yderst kontant i sin reaktion på Pressenævnets udmelding om at nøjes med at ansætte en kommunikationsmedarbejder. Hvis det havde været en anden branche, der gjorde det, ville journalister fremstille det som en joke, revsede han.
»Det er tosset. Hvis ikke man selv tager kritikken seriøst, overlader man det til politikerne at gøre det,« lød kritikken.

Under Folketingets høring fortsatte angrebene på pressen. Advokat Torben Koch mente ligesom tidligere justitsminister Lars Barfoed (K) og Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, at de etiske regler skulle strammes.
»De danske medier ser den journalistiske etik som en kampplads – det er dem mod os. Og efter min bedste overbevisning er den almindelige dansker retsløs, hvis han/hun havner i mediemøllen,« sagde advokat Torben Koch, der blandt andet fører sager for Politiforbundet.

Men ifølge Mogens Jensen var det alligevel en konstruktiv høring, der var med til at vende stemningen hos politikerne.
»Man erkendte, at der har været et problem, og flere medier, herunder BT og Ekstra Bladet, tilkendegav, at de fremover vil tage det seriøst,« siger han.
Og pludselig var pressen da også yderst ivrig efter at gøre stor reklame for egne fejl. Sågar i tabloid opsætning.

Mogens Jensen kaldte det ligefrem et "gennembrud", at han på forsiden af Ekstra Bladet den 11. maj kunne læse "Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet", da Pressenævnet for første gang nogensinde bad avisen om at bringe en kendelse på forsiden. Det gjorde avisen ved her at henvise til to kendelser, som blev bragt på side 2.

Og chefredaktør Poul Madsen, der ellers plejer at være ferm til at legitimere avisens udfordrende journalistik, havde i situationen absolut ingen problemer med at bringe kritik fra Pressenævnet på forsiden.
»Når Pressenævnet har pålagt os det, viser de, efter al den polemik, der har været, at reglerne er gode nok, som de er,« sagde han.

Mogens Jensen ser i dag kendelsen mod Ekstra Bladet som udtryk for en skrappere praksis fra Pressenævnets side. Men han mener dog, at Pressenævnet kan og bør kræve, at medier bringer hele kendelser på forsiden, forklarer han og henviser til Maria-sagen, som var med til at starte hele debatten.
»I den sag gik Ekstra Bladet selv ud og rensede manden. Det mener jeg også godt, at Pressenævnet kan kræve, så man ikke bare nøjes med at lave en henvisning på forsiden,« siger han.

I dag er stemningen på Christiansborg, at det brede politiske ønske er hørt, mener Mogens Jensen, der derfor også har taget forslaget om, at Pressenævnet skulle være i stand til at uddele bøder til medier, af bordet. Det eneste område, hvor der er brug for at ændre lovgivningen, er ifølge Mogens Jensen nu kun klagefristen til Pressenævnet, som i dag er på fire uger. Han vurderer selv, at den i hvert fald skal fordobles.

Men processen er IKKE slut, understreger han. Politikerne holder øje:
»Vi er der ikke helt endnu. Jeg håber, at der kommer en opsamling fra Pressenævnets side på høringerne og hele debatten. Og jeg forventer, at dialogen fortsætter efter sommerferien. Det vil kunne bidrage væsentligt til at få os politikere overbevist om, at vi er på det helt rette spor, hvis nævnet kommer med en udmelding om, hvordan de vil reagere fremover. Det er der behov for. Hvis det sker, er jeg tilfreds med den udvikling,« siger Mogens Jensen, der desuden kalder det en styrkelse, hvis Pressenævnet fremover bliver bedre til at kommunikere kendelser ud, som Pressenævnets formand, Jytte Scharling, fortalte journalisten.dk i maj.

Formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård er tilfreds med debatten og forløbet – især det, at det er blevet slået fast, at Pressenævnet ikke skal uddele bøder.
»Jeg er glad for, at vi holder fast i principperne om mediernes selvregulering, og så er jeg glad for, at Pressenævnet ansætter en medarbejder til at forbedre sin kommunikation,« siger han.

I slutningen af august sætter Dansk Journalistforbund sig sammen med Danske Medier, DR og TV 2 for at lave nye presseetiske regler. De gældende regler fra 1991 rummer for eksempel ikke noget om onlinemedier eller børn som medieforbrugere og kilder. Det skal der laves om på, hvis det står til Mogens Blicher Bjerregård.

»Med de sociale medier er der sket en eksplosion i de unges medieforbrug, og de er meget yngre end tidligere. Det skal afspejle sig i reglerne, synes jeg.«

Illustration: Rasmus Meisler

DRAMAET OM MEDIESTØTTEN UDSKUDT
Forhandlingerne om fremtidens mediestøtte fortsætter – en eller anden gang. Det store spørgsmål er, om mediestøtte er erhvervsstøtte eller demokratistøtte. Og hvem skal overhovedet have penge? Men den første forhindring er at få politikerne til overhovedet at realitetsdrøfte den penible støtte.

Først forventede den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, at have et forslag til den nye mediestøtte for 2012-2014 klar allerede i oktober 2012 – det er om cirka en måned.
Derpå valgte han i juni at fastfryse alle forhandlinger til efter sommerferien.
Og så lod ministeren sidst i juli pludselig sive via Facebook, at det medieforlig, der blev indgået i maj 2010, skal forhandles før mediestøtten.

Spillet om mediestøttens cirka 350 millioner kroner trækker dermed endnu mere ud, selv om det er over halvandet år siden – november 2010 – at den tidligere VK-regering nedsatte det såkaldte Dyremose-udvalg til at udrede mediestøtten.
Udvalget med forhenværende konservative finansminister Henning Dyremose i spidsen skulle undersøge, hvordan for eksempel teknologiudvikling, forbrugeradfærd og internationalisering skal indgå i overvejelserne om en eventuel justering af mediestøtten, hed det.

Cirka 10 måneder efter lå rapporten fra det såkaldte Dyremose-udvalg klar. Ud over at ændre navnet til "demokratistøtte" var et af udvalgets centrale forslag at ændre distributionsstøtten, der i dag er forbeholdt trykte medier, til produktionsstøtte. Det betyder, at medierne belønnes for det indhold, de producerer, uafhængigt af om det er på print eller net.
Med andre ord – netmedierne kunne komme ind i varmen. Det ville være belejligt for aviserne, der opruster massivt her, mens papiret falmer i medieskoven.

Men ikke alle skal have snablen i krukken. For at print- og netmedier og uafhængige fagblade kan få adgang til mediestøtte, skal mediet have mindst tre eller fem redaktionelle medarbejdere, foreslår udvalget. Desuden skal indholdet "vedrøre politik og samfund, eventuelt ved behandling af et eller flere emner såsom kultur, sundhed, erhverv eller naturvidenskab primært ud fra et politisk og samfundsmæssigt perspektiv".

Og i den forbindelse påpegede DONA-formand Jon Lund, at en god del af de nye medier på nettet blev forbigået.
»Nettet bliver styrket, men det er de stærke – de store, etablerede journalistiske arbejdspladser – der får gevinsten,« sagde Jon Lund og nævnte ræson.dk som et onlinemedie, der ikke har nok redaktionelle medarbejdere til at modtage støtte.

Udvalgets forslag forudsætter også, "at mediet skal have en vis bredde i målgruppen", samt at mediet har 50 procent redaktionelt stof – heraf en tredjedel egenproduceret redaktionelt stof. Hertil kommer, at mediet skal være "uafhængigt af politiske partier og offentlige institutioner", som det hedder i rapporten.
Og dermed står Dagbladet Arbejderen som en af taberne, hvis forslaget bliver vedtaget, da det bliver udgivet af Kommunistisk Parti, ligesom Danske Kommuner, der udgives af Kommunernes Landsforening, kommer i klemme.

Da den nye regering trådte til, besluttede kulturminister Uffe Elbæk at sparke Dyremose-rapporten til hjørne – en såkaldt høring blev iværksat.

Dansk Journalistforbunds høringssvar blev nu mødt med kritik fra redaktør Ulrik Kohl fra modkraft.dk, fordi DJ anså tre fastansatte medarbejdere som et fornuftigt minimum for at kunne modtage støtte. Modkraft har færre end tre fastansatte journalister.
»Støtten i dag går til store etablerede medier, så jeg kan ikke se problemet i, at mediestøtten vil blive fordelt på flere hænder. Jeg undrer mig over, at DJ uden at blinke er med til at fordele så mange penge ned i lommerne på store kommercielle firmaer uden at skele til kvaliteten og nytænkningen på de mindre medier,« sagde Ulrik Kohl.

Også Kristoffer Granov, Netmagasinet Atlas, mente, at DJ forsømte nytænkning.
»De store herrer taler om at være demokratibærende. Som jeg ser det, er der intet demokratibærende i, at politiken.dk tjekker de bedste cykellapper. Alligevel får de millioner af kroner i mediestøtte,« sagde han.

Ordene "store kommercielle firmaer", der "tjekker cykellapper", rimer ikke på mediernes selvforståelse. Men mediestøtten er en del af den samlede erhvervsstøtte, der ifølge regeringsgrundlaget skal skæres med 2 milliarder kroner. Og nu blev det lidt farligt:
»Det er klart, at mediebranchen også må tage sin del af sparerunden i det offentlige, sagde Mogens Jensen, medieordfører i Socialdemokratiet, til Journalisten i april 2012. Og han var langtfra den eneste politiker, der så en – for medierne – ubehagelig sammenhæng mellem det at drive et medie, der tilstræber overskud, og det at drive en erhvervsvirksomhed, der tilstræber overskud.

Mogens Blicher Bjerregård anerkendte ikke Mogens Jensens præmis om, at mediestøtten skulle være erhvervsstøtte.
»Mediestøtte er noget helt andet end erhvervsstøtte – det er demokratistøtte. Jeg er dybt skuffet, hvis det bliver en spareøvelse, for det viser en fuldstændig manglende forståelse for den opgave, politikerne er sat over for her,« sagde DJ-formanden.

Heller ikke Henning Dyremose kunne forstå udmeldingen fra Mogens Jensen og andre politikere.
»Den tidligere regerings udgangspunkt var, at støtterammen skulle være uændret, og det var også vores ramme i udvalget. Selv om jeg – med mit konservative hjerte – ikke er tilhænger af erhvervsstøtte, så har jeg været med til at støtte, at rammen skulle være uændret. Ud fra en betragtning om, at det ikke er erhvervsstøtte, men demokratistøtte. Det er klart, at det ændrer temmelig meget, hvis der bliver skåret i støtten,« fortalte han Journalisten.

Uffe Elbæk fik heller ikke fred, da han valgte at udskyde forhandlingerne til efter sommerferien. Først kaldte Konservatives formand, Lars Barfoed, beslutningen for »uambitiøst og dårligt håndværk«.
Og straks efter vakte beslutningen bekymring hos mindre onlinemedier, som havde set frem til at modtage støtte fra den nye ordning allerede i 2013.
»Det kan godt være, at politikerne ikke kan få et færdigt og godkendt medieforlig på plads, men så tag dog og lav en enkel og midlertidig løsning for 2013,« lød opfordringen fra Christian Kierke­gaard, direktør for Danske Specialmedier.

Derfor foreslog Uffe Elbæk over for Journalisten, at han ville forsøge at pille en del af mediestøtteaftalen ud – den såkaldte innovationspulje – og sætte den i søen, før resten af mediestøtten kom på plads.
Men det forslag faldt omvendt ikke i god jord hos altinget.dk, da innovationspuljen er beregnet til nystartede digitale medieprojekter. Ansvarshavende chefredaktør Rasmus Nielsen fra det etablerede medie altinget.dk forventede ikke at få støttekroner fra innovationspuljen.
»Vi bliver klemt i en sandwich, fordi vi på den ene side oplever, at alle de medier, der kom til før os, får massiv mediestøtte. Og nu ser vi, at Uffe Elbæk vil lave særstøtte til nye konkurrenter, som han vil bringe ind på vores marked. De eneste, han ikke vil støtte, er os, der har drevet onlinejournalistik i 12 år. Vi skal sejle vores egen sø,« sagde Rasmus Nielsen til Journalisten.

Han kaldte ligefrem Uffe Elbæks udmelding »en fjendtlig handling«.
Lige nu har Uffe Elbæk parkeret afgørelsen om mediestøtten. Men hanen er spændt på aktørernes seksløbere. Det bliver livligt. Når duellen engang igen går i gang. Vi venter på ministerens næste statusopdatering.

Illustration: Rasmus Meisler

OFFENTLIGHEDSLOV MED MINDRE OFFENTLIGHED
Det er 10 år siden, at den daværende regering nedsatte offentlighedskommissionen, der skulle komme med et forslag til en ny offentlighedslov. Efter hele 49 møder afgav kommissionen i november 2009 sin betænkning, og i december samme år fremlagde Lars Barfoed forslaget om en ny offentlighedslov. Men støtten til forslaget er smuldret, og det viste sig umuligt at finde et bredt politisk flertal for loven.

Inden da havde de to Cavling-vindende journalister Lars Rugaard og Erik Valeur i deres hvidbog om offentlighedsloven blandt andet kritiseret paragraf 24 i lovforslaget, som omhandler ministerbetjening.
Hvidbogen var ifølge Lars Rugaard med til at skabe en voldsom skepsis om lovarbejdet, der har bidraget til at forsinke en ny offentlighedslov i yderligere et par år.
»I begyndelsen havde vi svært ved at få ørenlyd. Men kredsene i DJ og en række journalistiske arbejdspladser blev enige om, at de ville støtte det opklaringsarbejde, Erik Valeur og jeg blev sat til at lave i form af en hvidbog. Og vores hvidbog fik folk til at interessere sig for sagen,« siger Lars Rugaard til Journalisten, da han bliver bedt om at kigge tilbage på forløbet.

Den omstridte paragraf 24 fritager dokumenter til såkaldt ministerbetjening fra aktindsigt. Mens den gældende offentlighedslov giver ret til at se alle dokumenter, der bliver udvekslet mellem forvaltninger, ministerier og folketingspolitikere, vil det nye forslag give embedsmændene mulighed for at nægte at give aktindsigt, hvis de vurderer, at dokumenter eller oplysninger på et tidspunkt skal bruges af en minister.
»Kommissionen er fra start pålagt at nå frem til et særligt resultat, nemlig at skabe en ministerbetjening – at ministre kan søge rådgivning hos embedsmænd, som ikke bare sidder ude i forkontoret.

Den information mener Justitsministeriet ikke, at offentligheden skal have indblik i, og det føler kommissionen sig bundet af,« mener Lars Rugaard.
»Vi konstaterer, at store dele af centraladministrationen vil blive omdannet til lukket område, hvor det trods alt i dag er åbent. Derfor er man også nødt til at dokumentere, at der er et reelt behov for at gøre det. Det har ingen gjort indtil videre, og jeg tror heller ikke, der kan dokumenteres et behov, fordi det ikke findes. Andet end det behov, at politikere fra tid til anden foretager sig noget, som de ikke kan lide, vi andre opdager,« forklarer han.

Paragraf 24 fik en lang række Cavling-vindere op af stolene. P1 Dokumentar talte i marts 2010 med 34 tidligere prismodtagere, og kun en enkelt bakkede op om offentlighedskommissionens forslag. Det var TV 2's repræsentant i kommissionen, Mikkel Hertz. Samtidig vurderede 22 af de adspurgte prismodtagere, at de ikke havde kunnet lave deres historier, hvis ændringsforslagene til den ny offentlighedslov allerede havde været gennemført. En af modstanderne, journalist Charlotte Aagaard, sagde i den forbindelse til Journalisten:
»Det er jo, fordi jeg kan se, at en af de vigtigste historier, jeg lavede i forbindelse med Irak-krigen – og som jeg fik Cavlingprisen for – ikke ville have været mulig i forhold til de nye regler, som foreslås i den nye offentlighedslov. Mange afgørende beslutninger koncentrerer sig jo i korrespondancen mellem embedsmænd, og derfor er det en klar svækkelse af demokratiet.«

Størstedelen af prismodtagerne var samtidig utilfredse med Dansk Journalistforbunds håndtering af forløbet. Først vedtog et flertal i hovedbestyrelsen ikke at stemme for de ændringsforslag til et høringssvar, som en række kritikere i bestyrelsen havde lavet. Ændringerne bestod blandt andet i, at forbundet skulle afvise paragraf 24, hvilket Cavling-vinderen Jesper Tynell bakkede op om.
»Har man ikke sagt nej, har man sagt ja. Og det har en betydning, når politikerne kan argumentere med, at selv journalistforbundet siger god for de paragraffer, der indskrænker muligheden for aktindsigt,« sagde Jesper Tynell ved HB-mødet.

Både DJ's ledelse og DJ's repræsentant i offentlighedskommissionen, journalist Kate Bluhme, blev kritiseret for at svigte medlemmernes interesser. Journalist Charlotte Aagaard mente, at forbundet havde sovet i timen.
Men lovarbejdet havde den vanskelige forudsætning, at ingen af embedsmændene i arbejdsgruppen ønskede større åbenhed, forklarede Kate Bluhme.

Ligesom Lars Rugaard mente hun, at embedsmændenes ønske om mere lukkethed allerede blev tilgodeset i selve grundlaget for kommissionsarbejdet. Og hun blev bakket op af Mikkel Hertz.
»For nu at være lidt grov og skære alle over en kam – embedsværket synes, at indsigt er noget, fanden har skabt, det er mit indtryk,« sagde han.

Men kredsene i DJ gik efterfølgende stik imod hovedbestyrelsens beslutning. Samtlige kredse i Danmark gik efterfølgende ud med en samlet udtalelse, der undsagde hovedbestyrelsens høringssvar. Kredsene understregede, at informationsfriheden er en afgørende forudsætning for ytringsfriheden.
"Og enhver begrænsning af aktindsigten og informationsfriheden må vi derfor afvise. Det er en afgørende forudsætning for demokratiet, at alle væsentlige beslutninger i samfundet kan underkastes en grundig belysning," hed det blandt andet i udtalelsen.

Da Justitsministeriet i begyndelsen af 2011 havde besvaret en lang række spørgsmål fra politikere, medier og civilsamfundet, var DJ-ledelsen nu alligevel klar til at foreslå ændringer i lovforslaget.
"De (svarene, red.) bekræfter desværre de værste anelser om, at den centrale paragraf om ministerbetjening (paragraf 24) fortolkes så bredt af ministeriets egne folk, at en lovfæstning af denne vil være et markant tilbageskridt for den åbenhed, der er helt afgørende i et demokratisk samfund," skrev formand Mogens Blicher Bjerregård på sin blog på journalisten.dk.

Han beskrev også, at DJ følte sig taget som gidsler af Justitsministeriet.
"Justitsministeriet henviser igen og igen i svarene til retsudvalget til, at der var enighed i kommissionen om §24. Derved tages DJ og de øvrige repræsentanter for medierne og civilsamfundet til indtægt for, at vi har blåstemplet paragraffen om ministerbetjening. Det har DJ ikke."
At kritikere og forbundsledelsen har nærmet sig hinanden, glæder i dag Lars Rugaard.
»Noget af det, jeg er meget glad for, når jeg ser tilbage, er, at vi i DJ har haft to meget divergerende opfattelser, men at det lykkedes os at diskutere os frem til en fælles holdning, og det styrker forbundet i den videre debat,« siger han.

Siden den interne afklaring i DJ er lovarbejdet igen og igen blevet sat på standby. Senest bekendtgjorde nuværende justitsminister Morten Bødskov (S), at alle forhandlinger er udskudt til efter sommerferien 2012.

Det betyder, at forslaget formentlig skal have en ny omgang i Folketinget. Og Lars Rugaard ser også frem til forhandlingerne i det nye folketingsår med en vis skepsis.
»Den nuværende regering har meldt ud, at den også mener, at der er behov for lovgivning om ministerbetjening, så nu må vi se, om det behov er blevet mere dokumenterbart. Ellers må vi starte diskussionen igen. Mine forventninger er da også, at vi snart skal have hænderne op af lommen igen, når Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.«