»Jeg kan se tingene lidt på afstand nu, og jeg er meget overrasket over den negative opfattelse, der er af medierne. Den møder jeg, hver gang jeg er ude at holde foredrag, som endda ikke handler om medierne.«

Sådan siger Susanne Hegelund, selvstændig kommunikationsrådgiver og partner i Hegelund & Mose. Hun har selv været i mediebranchen i 25 år, men har nu bevæget sig væk fra redaktionerne og befinder sig i et krydsfelt mellem organisationer, virksomheder og politik, forklarer hun.

»Der er altid én blandt publikum, der rejser sig uopfordret op og fortæller om en gruopvækkende oplevelse, vedkommende har haft med medierne,« siger Susanne Hegelund.

Hendes oplevelser vækker genklang i to nye undersøgelser, der begge tegner et nedtrykkende billede af danskernes tiltro til medierne.

Se og Hør påvirker resultaterne

I sidste uge kunne Jyllands-Posten fortælle, at to af tre danskere mener, at medierne bør straffes hårdere ved brud på love og presseetiske regler. Samme undersøgelse viste, at næsten 50 procent af de adspurgte har den opfattelse, at det er en udbredt praksis hos medierne at bruge ulovlige metoder til at skaffe nyheder.

En anden undersøgelse kom kommunikationsbureauet Radius Kommunikation med. Den viser, at fire ud af ti danskere mener, at Se og Hør-sagen har påvirket deres generelle opfattelse af journalister negativt. Og undersøgelsen slår også fast, at siden den sidste måling i 2013 er journalisters troværdighed dykket med næsten 10 procent. Det er et af de største dyk blandt faggrupper i flere år, lyder det.

Både kommunikationsrådgiver Peter Goll og professor i journalistik ved Roskilde Universitet Mark Blach-Ørsten mener dog, at nogle af tallene skal tages med et gran salt.

Peter Goll er for eksempel ikke overrasket over, at danskerne i Jyllands-Postens undersøgelse har svaret, at medierne skal straffes hårdere.

»Jeg ved fra min tid i Justitsministeriet, at hvis man spørger danskerne, om der er nogen, der skal straffes hårdere, siger de ja,« siger han.

»Jyllands-Postens undersøgelse er jo taget på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien. Tallene kan ikke opfattes som værende generelle, fordi Se og Hør har fyldt så meget og i så lang tid,« siger Mark Blach-Ørsten.

Der mangler transparens

Men Mark Blach-Ørsten peger alligevel på, at Jyllands-Postens undersøgelse flugter med resultater fra andre undersøgelser, der viser en generel mistillid til måden, journalister arbejder på.

»Det svarer til resultaterne i andre undersøgelser. Folk er generelt mistroiske over for medierne, og de mistænker dem for at vinkle efter en politisk overbevisning eller egen dagsorden,« fortæller han.

Til gengæld viser en troværdighedsundersøgelse, som Mark Blach-Ørsten selv var med til at lave med en række danske medier i 2012 og 2013, at mistroen falder, hvis en person selv har optrådt som kilde i en historie.

»Hvis du selv optræder i en historie, så er det udtryk for god journalistik. For mig tyder det på, at der er for lidt transparens i mediebranchen, og journalister er for lukkede,« forklarer han og tilføjer:

»Hvis du ikke selv er journalist, er det svært at se, hvor historierne kommer fra. Det er meget få medier, der lægger deres overvejelser og arbejdsmetode frem, selv om mulighederne er der for eksempel digitalt. Ofte er det først bagefter, hvis der opstår en kontrovers,« siger Mark Blach-Ørsten.

Flere medier lægger i dag dele af deres research åbent frem. Mark Blach-Ørsten fremhæver Berlingske, som ofte har en boks, hvor de skriver, hvordan historien blev til. Men det er ikke på alle historier, og det er kun et lille skridt på vejen i den rigtige retning, siger Mark Blach-Ørsten.

»Når man er med til processen, har man tillid til medierne, men når man ikke er med, er man skeptisk. Det er et ret stærkt argument for at åbne op for den sorte boks, der hedder, ’hvordan lavede vi denne her historie’. Man ville i hvert fald give læserne mulighed for at tjekke en, hvis de er skeptiske,« siger han.

Befolkningen lader sig lede af politikerne

Mark Blach-Ørsten mener også, at tallene i undersøgelserne ville have set anderledes ud, hvis politikerne ikke var så mediekritiske, som de er for tiden.

»Befolkningen lader sig lede af politikerne. Folk har altid generelt være skeptiske over for medierne, men hvis politikerne ikke var så skeptiske, som de er nu, ville befolkningen heller ikke være det,« siger han.

Han fortæller, at der ikke rigtig er nogen medier i verden, som endnu har knækket nødden til mere transparens.

»Der er en tysk avis, hvor redaktøren har eksperimenteret med på nettet at skrive om nogle af de redaktionelle valg, der er blevet truffet i løbet af en dag, hvis der fx har været noget kontroversielt. Og så er der nogle redaktioner, der har sendt deres redaktionsmøder live via webcam, men de er alle sammen stoppet igen,« siger Mark Blach-Ørsten.

Han understreger, at forskningen generelt peger på, at mere transparens i medierne ville være godt.

»Det kunne også være et forslag, at flere medier fik en læsernes redaktør. Det er kun tre medier herhjemme, der har det i dag – Politiken, DR og TV 2,« siger Mark Blach-Ørsten.

Medierne står ofte som "et hadet folkefærd"

De dårlige oplevelser, Susanne Hegelund møder blandt sit publikum, kan for eksempel handle om vinkling eller tilbageholdelse af oplysninger.

»Jeg prøver at dæmpe gemytterne lidt og sige, at redaktøren måske havde en dårlig dag, men det undrer mig, at medierne ofte står som et hadet folkefærd,« siger hun.

Hun mener også, at en del af de kritiske resultater over for mediebranchen i både Jyllands-Postens og Radius Kommunikations undersøgelser kan tilskrives Se og Hør-sagen. Men det skal ikke være en undskyldning for, at hele branchen ikke skal se sig selv efter i sømmene.

»Det, der tæller, er det efterladte indtryk. Det kan være svært at se på sig selv indefra, især hvis man synes, kritikken er uretfærdig. Det gælder i alle brancher. Men der er behov for, at medierne strategisk arbejder med deres image lige nu. Medierne er nødt til at tænke 20 år frem, hvis troværdigheden skal sikres. Det er en kæmpe stor udfordring og en kæmpe diskussion,« siger Susanne Hegelund.

Kildekodeks som løsning

Susanne Hegelund nævner blandt andet muligheden for en form for kodeks i branchen.

»På hospitaler og i flyselskaber har du som patient og rejsende nogle rettigheder. Hvad er kildens rettigheder? Og her tænker jeg mere lavpraktisk, for alle medier har nogle fine overordnede linjer,« siger hun og uddyber:

»Hvad skal kilden for eksempel informeres om, inden et interview starter – er det til baggrund, er det til citat, hvad citeres kilden for, hvordan vinkles artiklen, og hvis kilden er uenig i den vinkel, hvad gør man så? Det er jo et kæmpe arbejde, som ingen sikkert har lyst til, fordi det går så hurtigt på redaktionerne i dag,« siger Susanne Hegelund.

Men det er nødvendigt at huske den etiske dimension, når medierne møder så megen kritik i befolkningen, mener hun.

»Når man lægger mennesker og hele erhverv ned, som medier gør, så kræver det en særlig etik. Hvordan arbejder man i dagligdagen med det? Kunne man lave et kodeks? Det er svært i forhold til en daglig arbejdsgang, men det er lykkedes i andre brancher.«

Kildekodeks findes allerede

Mark Blach-Ørsten peger dog på, at medierne allerede i dag har det etiske kodeks i forhold til kilderne, som Susanne Hegelund efterlyser.

»Mediernes etiske retningslinjer omfatter allerede kilderne i meget høj grad, for eksempel i forhold til gennemgang af citater. Der har den journalistiske etik virkelig udviklet sig fra, at kilden ikke havde nogen adgang til i høj grad at aftale med kilden, hvad der citeres for,« forklarer Mark Blach-Ørsten.

En af hans undersøgelser viser, at jo tættere kontakt et medie har med sine kilder, jo lavere er fejlmarginen og utilfredsheden blandt kilderne.

»Men medierne kan sagtens gøre mere ud af at fremhæve retningslinjerne. De er sjældent det første, man ser på hjemmesiden,« siger han.

Hvis ikke medierne gør noget, gør politikerne

Når det gælder undersøgelsens resultat, at næsten halvdelen af de adspurgte danskere mener, det er en udbredt praksis hos medierne at bruge ulovlige metoder til at skaffe nyheder, siger Peter Goll ligesom Susanne Hegelund, at medierne har en opgave i at synliggøre, hvordan de arbejder.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at kampen for at overleve er hård. De traditionelle forretningsmodeller er truede, så medierne skal hele tiden råbe højere for at tiltrække læsere. Det gør, at man bliver udfordret på at holde sig på dydens smalle sti. Det er ikke underligt, at befolkningen synes, medierne kan virke lidt desperate. Men medierne skal finde en balance,« siger han.

Og hvis de ikke selv gør det, gør politikerne det.

»Medierne må selv vise, at det at lave hård journalistik ikke er lig at blæse på reglerne. Man kan sagtens lave god journalistik og overholde reglerne. Hvis de ikke selv gør noget, så ender samfundet med at gøre noget,« siger Peter Goll.