”Lisa udstråler en helt særlig vilje og styrke, som hun står der i haven helt nede ved søen i det naturskønne Ry. Medaljerne er bevis på hendes sportslige sejre, men de er også på deres helt egen måde et symbol på den kamp, Lisa har måttet kæmpe i sit liv. En kamp, hun har vundet.”

Sådan slutter en artikel i det 37. nummer af sidste års Familie Journal om en jysk statsanklager og femdobbelt danmarksmester i taekwondo, den 38-årige Lisa Kjær Gjessing, der mistede sin venstre hånd til knoglekræft. Ni måneder senere stillede hun op i det ordinære DM i taekwondo og vandt det.

Siden er det blevet til hele tre VM guldmedaljer i para-taekwondo, og nu glæder hun sig til OL i samme disciplin om fire år, fortælles læseren i underrubrikken. Ordene ’kamp’ og ’sejr’ går som en rød tråd gennem artiklen med rubrikken ”Mistede hånden og tog guldet”. 

Artiklen er dermed et eksempel på en udbredt fortælling om sygdom, hvor ressourcestærke mennesker, der qua egen vilje og kampstyrke formår at vende sygdom til sundhed og eksistentiel opblomstring, får spalteplads, mens mere udbredte sygdomsforløb undertrykkes.

Sådan lyder kritikken fra flere eksperter.

 

 

Kamp- og sportsmetaforer

”Med al respekt for Lisa Gjessing, som jeg synes det er dejligt for, så fristes jeg til at sige, at Lisa vandt kampen … for nuværende! Jeg må mane til besindelse,” siger Bo Snedker Boman, klinisk psykolog på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor han siden 2000 har arbejdet med mennesker, der er eller har været igennem behandling for kræft. Han er også konsulent for hospicer, underviser og foredragsholder.[quote:4]

”Vinder- og tabermetaforerne bliver nogle meget kategoriske og absolutte størrelser om enten eller. Men sådan er menneskelivet jo ikke, de fleste har alle mulige kampe, vi taber hen ad vejen,” siger Bo Snedker Boman.

Kamp- og sportsmetaforer, præstation, stædighed og personlig viljestyrke sammen med evnen til at vende negativt til positivt går igen i de tre artikler, som danner grundlag for Journalistens dækning.

”Jeg bemærker i artiklen, at der også lige er overskud til at renovere villaen, Lisa ser godt ud, står nede ved en sø, hun har en kærlig familie og et godt job – der er det hele. Kunne man forestille sig, at man havde lavet historien om Leif fra Brøndby, som møjsommeligt er kommet frem til at svømme 100 meter? Og havde det været en lige så god historie, hvis Lisa havde vundet bronze?,” spørger Bo Snedker Boman.

Splittelsen mellem vindere og taber trækkes op i sort-hvide striber. Det betyder ifølge eksperterne, at et stort tavst flertal af sygdomsramte, der lever med små sejre og masser af nederlag, tit forbliver ufortalte historier. Ofte med skam og skyld til følge, fordi heltefortællingens skabelon siver ned i det kollektives grundvand: Hvorfor kan jeg ikke mønstre det?

Det er ofte elitens historier, vi hører, mener Anders Petersen, sociolog og lektor på Aalborg Universitet og forfatter til blandt andet bogen ’Præstationssamfundet’, der sætter fokus på de høje krav, samfundet stiller til os som individer med en ”epidemi” af psykiske lidelser som angst, depression og spiseforstyrrelser til følge. Han påpeger, at der er stor social ulighed i, hvem der bliver syge, og hvem der bliver raske.

”Vi ved, at de, der får den bedste behandling, er de mennesker med størst social, økonomisk og kulturel kapital. Har du et godt netværk, som støtter dig, penge til behandling i udlandet, forstår du lægens dessiner eller kender sund levevis? Når sygdom gøres til individets eget ansvar, kommer alle de forudsætninger ikke frem,” siger Anders Petersen.

 

 

Sociolog: Sundhed er blevet det ypperste samfundsideal

Anders Petersen mener, at det næppe er tilfældigt, at sygdom, sundhed og sport flettes sammen. Det sker i Billed-Bladets historie med den sigende rubrik ”Nu kan vi klare alt”, om elitesportsparret Mie Skov og Carsten Mogensen. Badmintonspilleren fik en hjerneblødning, da han med sin doublemakker deltog i EM i Kazan i Rusland sidste februar. På mirakuløs vis – ”nu skal lægebøgerne skrives om,” udtaler hans kæreste i artiklen – kom Carsten Mogensen sig hurtigt og uden mén og skulle ifølge artiklen deltage i OL i Rio et halvt år senere. [quote:1]

Ligeledes optræder guldmedaljer og sport i Familie Journals historie om den guldvindende taekwondomester Lisa Gjessing. I Ude og Hjemmes artikel om den ALS-ramte Lasse Lüders nævnes, at han før sygdommen ”var aktiv, spillede basketball og tumlede med ungerne”.

Medierne afspejler ifølge sociologen, at sundhed er blevet det ypperste samfunds­ideal, og videregiver, at det er vores eget ansvar at opretholde den. I artiklen om Carsten Mogensen udtaler kæresten, at ”på det tidspunkt ved jeg heldigvis ikke, at 50 procent dør af en sådan aneurisme (hjerneblødning, red.), og at de fleste af dem, der overlever, får mange svære mén”. Problemet i skildringen er ifølge Anders Petersen, at Carsten Mogensen ikke er hvem som helst.

”Han er en elitesportsstjerne, der har fået statsmidler fra Team Danmark til at træne sig op til den fysiske og mentale form, han er i, hvilket nok har bevirket, at han formåede at slæbe sig de 30 meter ned ad en hotelgang og få hjælp,” siger han. 

”Sygdom fremstilles som en individuel mønstring af, hvor godt man klarer at kæmpe og overkomme. Det viser et kulturelt ideal af det stærke individ, som kan overkomme voldsomt store præstationer, hele tiden skal videre, udvikle sig og aldrig stille sig tilfreds.”

”Det er fortællinger om helte, som bliver genstand for vores beundring. Men de, som ikke formår det, og som synes livet er lort og lagkage på grund af deres sygdom, er udset som svage tabere, der selv er ude om det. Deres plads er skammekrogens,” siger Anders Petersen.  

Psykolog: Medierne mangler at fortælle om nederlagene

Psykolog Bo Snedker Boman mener, at medierne mangler at fortælle om nederlagene. [quote:0]

”Vi skal også høre om dem, der ikke kom tilbage, blev grøntsager, skilt eller bare levede et middelmådigt liv med problemer. Men historierne udspringer af, at det i dag opfattes som svagt og foragteligt at have ikke-vilje, for vilje er vejen til kontrol, som det frisatte, moderne menneske har en enorm trang til,” siger han.

Psykologen peger på et eksempel, hvor kontrollen opnås – og den uundgåelige dødsangst reduceres – ved enten at træne elitesport som Lisa Gjessing eller ved at hjælpe andre.

”Nu vil jeg uddanne mig til kognitiv coach. Til det har den her omgang været lærerig. Jeg har i lang tid ikke haft fokus på mig selv, men ligesom Carsten er jeg selv en vinder med krudt i rumpetten, så jeg glæder mig til at komme i gang,” siger Mie Skov i Billed-Bladet.

Ifølge Bo Snedker Boman er et typisk narrativ, at det, man har oplevet, skal bruges til noget og helst til at hjælpe andre, nu da Mie Skov og hendes kæreste ”har vundet hinanden og livet”.

”Det er jo skønt, og jeg er sikker på, hun bliver en god coach, men det er ikke en tilfældig ingrediens i historien,” siger han.

Hvorfor er det gennemgående bærende element i mediernes fortælling, at personen på trods af en frygtelig sygdom formår at få det bedste ud af den og vende negativt til positivt? spørger Anders Petersen og peger på artiklen med rubrikken ”Jeg har alt at leve for”. Den handler om 36-årige Lasse Lüders, lærer, lykkeligt gift og far til fire små børn, ramt af den dødelige sygdom ALS, der ender med at lamme selv luftvejene.

Selv om eksperterne mener, at denne artikel skiller sig ud fra de to andre qua sygdommens dødelige udgang, peger sociologen på artiklens vinkel, hvor Lasse Lüders møder sin sygdom med et mulighedsskabende blik. Fokus er på de positive elementer ved sygdommen. Med den type historie, siger han, ”bliver det negative gjort tavst, og retten til også at oplyse om det, der kan være i det negative, annulleres”, siger han og kalder vores samtid for ”positivitetsfascistisk”.

”Det positive ved min sygdom er, at familien i øjeblikket gennemlever alle livets grundlæggende elementer (…) Vi taler sammen om væsentlige ting, og børnene kan spørge om alt. I stedet for at udstyre ungerne med en Ipad og et elektronisk spil udnytter vi aktivt tiden med nærvær og omsorg for hinanden. Vi lever i nuet i en virkelig verden, og det er lærerigt for os alle,” citeres Lasse for i artiklen.

 

 

Præst: Helbredelse gøres til et spørgsmål om kampgejst

Maria Baastrup Jørgensen, hospitalspræst på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, ser artiklen som ”et glimrende eksempel på, hvad der vælges at fortælle frem”. Der er små anslag til en anden historie, som handler om, ”at vi alle dybest set er i hinandens vold”, men den bliver ifølge hende ikke foldet ud, som når Lasse siger, ”jeg føler mig i mange situationer sårbar, fordi jeg helst vil klare mig selv, men ikke kan. På den anden side har jeg indset, at der kan være noget smukt ved at bede om hjælp”.

”Jeg kunne godt tænke mig flere historier om, hvad der sker, når mennesker slipper, hvordan kommer livet dem så i møde? Historier om sårbarhed og skrøbelighed og om at give sig hen til et menneskeligt vilkår, som sygdom, lidelse og død jo er,” siger Maria Baastrup Jørgensen.[quote:3]

Hver dag møder hun syge mennesker, som spejler sig i mediebilledet af, hvordan de burde agere. Hun mener, at de mange krigs-, kamp- og sportsmetaforer, der florerer, viser det moderne menneskes trang til kontrol over tilværelsen og dens lidelse. Vi reproducerer ifølge hende de samme historier igen og igen. Selv blandt professionelt sundhedspersonale møder hun samme sygdomsopfattelse, ”uden at de nødvendigvis er klar over det eller vil det”.

Mange mennesker, som i forvejen ligger ned, udskammes ifølge præsten af en indre stemme, der siger, at de skal op på hesten, kæmpe videre, tage sig sammen og udvise den rette ånd.

”De er dobbelt ramt, både af deres sygdom og af en alt for smal sygdomsopfattelse. Det er dybt problematisk, at vi iscenesætter sygdom og lidelse som noget, der til hver en tid kan bekæmpes, bare vi har personlig kampgejst nok,” siger Maria Baastrup Jørgensen.

 

 

Journalist: Historiernes formål er at sælge

Spørger man journalist Jørgen Jeppesen, som er ansat i Rehabiliteringscenter for Muskelsvind og har skrevet en ph.d.-afhandling, hvor han skildrer en række syge mennesker bag sygdomsfacaden til udvalgt sundhedspersonale, falder svaret prompte.

De cases, Journalisten præsenterer ham for, er én ting: Underholdning! Der er intet usandt i dem, men deres formål er at sælge, siger han, hvilket er fair nok set fra ugebladenes perspektiv. Historierne er først og fremmest skrevet til mennesker, som ikke selv er syge, påpeger Jørgen Jeppesen.[quote:2]

”De skal passe ind i en ramme, der taler til følelser som medlidenhed, beundring og sensation. Sygdom, lidelse og død er jo drama i højpotens, der sælger, fordi læseren sidder tilbage med en stor grad af identifikation og medlidenhed eller beundring og siger, ’pyha, godt det ikke var mig!’”

Til gengæld egner ugebladshistorierne sig ifølge Jørgen Jeppesen slet ikke som sygdomsskildringer til syge og pårørende. Det gør i langt højere grad ”mellemhistorierne,” hvor journalisten kommer bag om sygdomsfacaden og skildrer mennesket, ”som altid er mere og andet end sin sygdom”. Oftest følger mange bi- og følgevirkninger ved sygdom, som bliver et vilkår og fletter sig ind i menneskets øvrige identitet. De kalder på at blive fortalt, mener Jørgen Jeppesen.

Han peger på et citat af Mie Skov i Billed-Bladet: ”Carsten kunne have overlevet med hukommelse som en rejeost.” Og dén historie får han lyst til at høre. Hvordan er livet som rejeost, hvordan kan den fortælles? Sådanne historier kan familier, som rammes, i langt højere grad bruge, mener han. Men han ved godt, at både medier og læsere foretrækker hjerteskærende drama med stærke virkemidler, krigshistorier om individets kamp på liv og død.

Case 1: »Det er mig, de slår ud efter, hvis de slår ud efter os«

Lisa fik i 2012 amputeret halvdelen af sin venstre underarm på grund af knoglekræft, der havde bredt sig. Hun genoptog taekwondo i 2012 og har vundet fem danske mesterskaber og tre para-verdensmesterskaber. De Paralympiske Lege i 2020 er hendes næste store mål.

Det var en aktuel anledning mere end de store overvejelser, der fik Kurt Balle Jensen, freelancejournalist og ophavsmand til artiklen ”Mistede hånden og tog guldet” i 37. nummer af sidste års Familie Journal, til at foreslå historien. De Paralympiske Lege skulle holdes, og det var en god anledning til at fortælle en ”flot journalistisk historie” om Lisa Gjessing, fortæller Kurt Balle Jensen.

”Lisa var i forvejen femdobbelt Danmarksmester i taekwondo, og mindre end et år efter, at hun fik amputeret hånden på grund af kræft, stillede hun op til det ordinære DM og vandt! Den historie fortjente i den grad at blive bragt, syntes jeg, og det syntes redaktionen også,” fortæller freelancejournalisten.

Eksperter mener, at ressourcestærke mennesker, der overvinder sygdom, fylder for meget, og at medierne også skulle dække sygdom med mere hverdagsagtige beretninger.

Kurt Balle Jensen står inde for sin historie. Budskabet om, at man selv skal gøre noget aktivt for at komme på fode igen efter en sygdom, kan inspirere andre, mener han. Man han indrømmer også, at han ’lod sig rive med af sin begejstring’, hvilket kom frem i det ”lidt højstemte sprog”.

Og når han i dag læser artiklen, kan han se dens mulige bagside.[quote:5]

”Jeg ville være meget ked af det, hvis andre slår sig selv i hovedet med den. Eller hvis pårørende bruger den mod de syge for at få dem til at tage sig sammen, ’se, når hun kan, så kan du også!’ Den skal skrives på den rigtige måde, så omstændighederne omkring personen også kommer med.”

Er historien så skrevet på den rigtige måde?

”Jeg kunne godt have skrevet mere om Lisa Gjessings angst for, at sygdommen skulle komme tilbage. Jeg kunne have spurgt ind til, hvordan hun sov om natten, om hun aflyste socialt samvær, om hun gik og mærkede efter knuder, men det gik jeg lidt hurtigt hen over,” siger Kurt Balle Jensen.

Spørger man Lisa Kjær Gjessing, om hun synes, hun har ”vundet sit livs kamp” – sådan slutter artiklen – svarer hun, at det er ord, hun ”aldrig selv ville bruge”. Er noget ifølge hende udeladt i historien, som kunne være skrevet frem?

”Det sværeste var ikke at vinde guldmedalje. Det sværeste for mig er at få hverdagen til at hænge sammen med kun én hånd og overbevise min mand og børn om, at jeg skal træne så meget. Det er der ikke ret meget fokus på. Jeg skal stadig passe mit arbejde og være der for min familie. Selv om jeg sagtens kan de huslige ting, tager det længere tid end før at smøre madpakker, ordne vasketøj og snitte grøntsager. Men jeg får jo et kick af træningen og af at kunne klare tingene,” fortæller Lisa Gjessing, der ”nødigt vil beklage sig”.

Hun understreger, at hun har det fint med artiklen i Familie Journal.

”Det var måske ikke min drøm at komme i Familie Journal, jeg ville da hellere have været i Eurowoman. Men faktisk blev jeg lidt rørt, da jeg læste artiklen, for pludselig kunne jeg se mit eget forløb udefra og de svære følelser, som fulgte med. Jeg kan ellers godt være lidt lalleglad og plejer ikke at dvæle ved det negative.”  

Også ugebladet Hjemmet, Sundhed, Handicap-Nyt, Handicapidræt, Jyllands-Posten og tv-programmet ’Godmorgen Danmark’ har bragt historien om den guldvindende statsanklager uden venstre hånd.

Hvad gør det til en så god historie, tror du?

”Den indeholder åbenbart de momenter, der skal til. At man har været syg, går så meget igennem, bliver rask og oven i købet vinder guld! Men jeg kan godt se, at historien kan være træls for andre, der ikke lige magter dét. Nu har jeg været den gode pige, der gjorde det, jeg skulle. Men det var også nemt for mig, for jeg tog det op igen, jeg elskede og kunne. Jeg fik ikke et svækkende kemo-forløb, til gengæld mistede jeg den ene hånd for evigt.”  

Kort om Lisa Kjær Gjessing: 38 år, bor i Ry, jurist og ansat som statsanklager ved Sydøstjyllands Politi. Lisa fik i 2012 amputeret halvdelen af sin venstre underarm på grund af knoglekræft, der havde bredt sig. Hun genoptog taekwondo i 2012 og har vundet fem danske mesterskaber og tre para-verdensmesterskaber. De Paralympiske Lege i 2020 er hendes næste store mål.

Case 2:  Badmintonstjernens mirakuløse comeback

”Der findes grundlæggende to typer historier, enten ’bare det var mig!’ eller ’godt det ikke er mig!’. Jeg kan godt lide at fortælle skæbnehistorier, men det skal være, når folk er oppe at stå, ikke når de ligger ned,” siger Helle Skram de Fries, skribent til artiklen ”Nu kan vi klare alt”, bragt i det 27. nummer af sidste års Billed-Bladet.

Artiklen handler om en dramatisk sygdom, som endte med helbredelse. Elitebadmintonspilleren Carsten Mogensen fik en hjerneblødning, mens han spillede EM i Rusland, men kom sig hurtigt og mirakuløst uden mén og skulle deltage i OL blot et halvt år senere. Hans kæreste, tidligere bordtennisspiller Mie Skov, er historiens kilde.

Eksperter mener, at den slags sygdomshistorier med ressourcestærke mennesker fylder for meget, og at medierne også skulle dække sygdom med mere gængse og knap så rosenrøde beretninger.[quote:7]

Helle Skram de Fries mener ikke, Billed-Bladet er med til at skamme mennesker ud, som ikke overvinder deres sygdom. Ifølge hende viser denne artikel livsvilje og motivation til sammen at komme igennem et ”utroligt hårdt forløb for hele den lille familie”.

”Jeg er bevidst om, at sproget er værdiladet, og at der kan være gode grunde til at være mere bevidst om det. Men jeg tror ikke, nogen synes, man er en taber, fordi man eksempelvis ’taber kampen til kræft’,” siger hun – og fastslår:

”Vi bruger jo også kampudtryk i mange andre sammenhænge. For eksempel at man ’kæmper for parforholdet’, ’vinder hinandens hjerter’, ’kæmper mod overvægten’ eller ’taber gejsten’,” siger Helle Skram de Fries.

På spørgsmålene om, hvilket sygdomsbillede historien bringer videre, og hvilke mulige bagsider den kan have, svarer Helle Skram de Fries, at Billed-Bladet ikke gør sig ”specielt i sygdomshistorier”, men koncentrerer sig om kendte og kongelige. ”Vi glæder os naturligvis over, at det endte godt for familien, men vi havde bragt historien under alle omstændigheder – forudsat at familien havde ønsket det.”

”På det tidspunkt var det en giga-historie og talk of the town. Jeg var den første journalist, der fik lov at skrive Mie og Carstens historie. De gav tilladelse til, at Billed-Bladet måtte bruge de private fotos, de selv havde postet på de sociale medier. Både hun og Carsten havde snor i, hvordan historien blev formidlet, og fik hele artiklen med rubrikker til godkendelse,” fortæller Helle Skram de Fries.

Hverken Mie Skov eller Carsten Mogensen har ønsket at deltage i denne artikel.

Case 3:  Håb, tro og kampkraft kan ikke bekæmpe ALS

Lasse Lüders er på flere måder et andet sted, da Journalisten taler med ham, end han var, da artiklen om ham i Ude og Hjemme blev bragt som nummer 15 sidste år med rubrikken ”Jeg har alt at leve for”.

Dengang lød det i artiklen: ”Selv om Lasse Lüders har fået konstateret sygdommen ALS, som er en dødelig sygdom, nægter han at give op. Den 36-årige familiefar tror fuldt og fast på, at han når at se sine børn vokse op,” lød det i artiklen, hvor det blev understreget, at Lasse Lüders er ”urokkelig i troen på, at han overvinder sygdommen og får mange gode år sammen med kone og børn”.

Lasse Lüders blev i 2015 ramt af den dødelige sygdom ALS. Sygdommen svækker muskler og organer og ender med at lamme luftvejene. Og både Lasse Lüders stædige tro på et langt liv med sin familie og hans bopæl er i dag en anden. Han er netop flyttet til et plejehjem i nærheden af familiens rækkehus i Albertslund. Handicapmidlerne og de praktiske foranstaltninger omkring sygdommen blev for omfattende, og i dag ser han sin kone og fire børn fire-fem gange om ugen.

”Kampen for min krop har jeg tabt. Nu har jeg kun min stemme tilbage, og når den forsvinder, bliver det jo svært at udtrykke, hvem jeg er. Sorgarbejdet er i dag lige så stort som arbejdet for at blive rask,” fortæller han på en telefonforbindelse, og stemmen vidner om sygdommens gradvise indhug i hans udtryksmuligheder.[quote:6]

Lasse Lüders har meget på sinde. Centralt for ham står, at han selv har måttet rykke sig i takt med, at hans sygdom rykkede sig. Psykologisk styrke er ifølge ham afgørende og har hjulpet ham til at finde mening og tro i forløbet. Men det er ikke altid nok, erfarer han.

”Jeg finder ud af, at selv om jeg kæmper og tror, jeg bliver rask, så virker det ikke. Jeg må finde glæde og håb i andre ting nu, min families og venners nærvær og kærlighed. Da artiklen blev skrevet om mig i Ude og Hjemme, var der mere naivitet i mig, jeg havde aldrig forestillet mig omfanget af sygdommen,” siger han.

Chefredaktør for Ude og Hjemme Kasper Bækgaard spørger til Lasse Lüders situation og tænker sig om, da han får spørgsmålet om, hvilke redaktionelle overvejelser bladet gjorde sig, inden de besluttede at skrive artiklen om ham.

”De samme, som enhver journalist, forfatter, digter eller kunstner gør sig. Rammer den en følelse i hjertet? Det er centralt for os. Og det var der ingen tvivl om, at den gjorde. Jeg skulle ikke se mange sekunder på sønnen Karlos tegning, hvor han grædende står ved farens grav.”

Ude og Hjemmes historier skal ifølge Kasper Bækgaard helst rumme noget opbyggeligt med sympatiske personer, som læseren kan identificere sig med. I Lasse Lüders tilfælde gør det fortællingen endnu mere kontrastfuld, at sygdommen er så forfærdelig, og kærligheden mellem ham og hans kone så stor, fortæller han.

Hvilke refleksioner gør du dig i dag over artiklen?

”Det er vigtigt, at den er fortalt i håbets ånd og ender så godt som muligt. Vi skal ikke påstå, at det er håbløst for ham og familien,” siger Kasper Bækgaard.

Selv er Lasse Lüders tilfreds med artiklen, som ifølge ham har fokus på håbet og livet, men også på sorg og afsked. Han peger dog på, at artiklen ”taler meget til følelserne”. Det sker ifølge ham med et malerisk sprog og eksempelvis indgangen til artiklen ”dødsdømt af lægerne”. De har jo bare diagnosticeret mig, påpeger han nøgternt, men det trækker folk til. På et af billederne sidder han med et ”eftertænksomt blik og kigger ud i intetheden”, et billede, han ikke rigtigt kan genkende sig selv i.

”Der er et behov i artiklen for, at noget skal ramme læserne, så det gør ondt. Når det er sagt, så føler jeg mig hverken snydt eller udnyttet, fordi vi er sårbare. Jeg er i dag bare blevet lidt mere erfaren,” siger Lasse Lüders.

Ifølge ham er der mange alternative vinkler, man kunne have forfulgt. Ikke mindst, hvordan opnår man en accept af sin sygdom? Hvordan håndterer børn sygdommen, hvad gør man for børnefamilier med sorg? Hvordan er det at være pårørende? Hvorfor er der nærmest ingen støtte at få eller patientgrupper for patienter med ALS? spørger han. 

Kort om Lasse Lüders: 37 år, lærer, far til fire børn i alderen 1 til 10 år, gift med Ina Lüders. Med sitet enchancetillasse.dk har venner og familie startet en indsamling med håb om at kunne give Lasse behandlinger i udlandet. Dette er dog endnu ikke lykkedes.