Medierne har ikke et specielt højt image i erhvervslivet, viser Berlingske Nyhedsmagasins årlige imagemåling. Man skal helt ned på en 45. plads før man finder et medie på listen, TV2 Danmark.
Berlingske Nyhedsmagasin har i år undersøgt syv mediehuse og deres image, som det opfattes af 3000 topchefer i erhvervslivet.
TV 2 har som bedste medievirksomhed taget et hop fra en plads som nummer 96 sidste år. Berlingskes Nyhedsmagasin tilskriver en del af æren kaoset i DR, der får ledelsen i TV2 til at fremstå dynamisk.
På en 2. plads over medierne, men en generel 46. plads ud af de 140 undersøgte virksomheder, finder vi JP/Politikens Hus. Medievirksomheden er rykket op fra sidste års placering som nummer 77. Berlingskes Nyhedsmagasin tilskriver det dels en stærk ledelse, og at imagetabet efter Muhammedkrisen er genvundet.
Egmont falder fra nummer 50 til nummer 72 på listen, og tegner sammen med Aller en nedadgående tendens for magasinbranchen. Aller falder fra nummer 61 til nummer 93.
Det lykkedes ikke Egmont at købe TV 2, da salget blev udskudt, og Aller har lukket for mange magasiner, skriver Berlingskes Nyhedsmagasin om grundene til faldet.
Til gengæld er den ugentlige avis, Søndagsavisen, kravlet nogle pladser op fra sidste års 109. plads til en placering som nummer 102.
Det Berlingske Officin er omvendt dalet lidt i image fra nummer 106 til nummer 112. Spareplaner og aviskrig, mener Berlingskes Nyhedsmagasin er nogle af årsagerne.
I bund blandt medierne er DR. Medievirksomheden tager et stort dyk, fra sidste års i forvejen ikke imponerende placering som nummer 105, til en placering som nummer 139. Berlingske Nyhedsmagasin kalder det ”et historisk fald”. DR er kun ”undergået” af den alle tiders bundprop, DSB.
Top7-liste over mediernes image sidste år og i år.
1. TV2 Danmark. Fra 96 til 45.
2. JP/Politikens Hus. Fra 77 til 46.
3. Egmont. Fra 50 til 72.
4. Aller. Fra 61 til 93.
5. Søndagsavisen. Fra 109 til 102.
6. Det Berlingske Officin. Fra 106 til 112.
7. DR. Fra 105 til 139.
(Kilde: Berlingske Nyhedsmagasin)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.