Tiger Woods ægteskabelige eskapader er vigtigere end klimakrisen. I hvert fald hvis man skal tro de amerikanske medier.

Ifølge en optælling gennemført af Pew Research Center for Journalism (gid vi havde et tilsvarende i Danmark!) kunne indlæg om klima og miljø i 2009 ikke overgå den omtale, der tilfaldt den sexglade golfspiller målt på ugebasis. Og det selv om videnskabelige boards med blandt andre FN i spidsen rapporterede fra klimafronten om optøet havis og andre skrækscenarier, der er blevet til virkelighed.

Blot 1.5 procent af den samlede amerikanske mediedækning handlende i 2009 om klima og miljø, ( jf. Global Warming Generates Little Heat in the Media.) Og det i et år, der kulminerede med et globalt topmøde i klimakrisens navn.

Tallene overrasker næppe, hvis man kender den amerikanske befolknings holdning til klima og miljø. En Gallup-måling fra 2009 viste, at over mere end 4 ud af 10 amerikanere mener, at mediernes omtale af klimakrisen er overdrevet, mens de amerikanere, der tror, at klimakrisen er menneskeskabt, tilhører en svindende minoritet.

Herhjemme står det anderledes til. Vi danskere har efterhånden forstået, at mennesket er klimaets værste fjende. Men det er nok næppe de danske medier, der kan tage æren for, at 'klimaets oplysningstid' har ramt nationen.

I hvert fald ikke hvis man dømmer ud fra den mediedækning, der fulgte under og i kølvandet på COP15.

I de to uger i december, hvor 'Copenhagen' blev til 'Nopenhagen', præsterede en stor del af de største danske medier en dækning, der mere handlede om køerne foran Bella Centret, maden til de delegerede, arrestationer af klimaaktivister og optræk til potentiel uro (der for det meste aldrig blev til noget) end dét, det egentlig burde handle om: klimakrisen og hvilke tiltag, der er nødvendige for at bremse den globale opvarmning.

I topmødets sidste dage blev fokus skærpet på selve forhandlingerne. Det drama, der udspillede sig i kulisserne mellem de mange aktører, fik mange medier op af stolen. Der blev lugtet blod og øjnet en god historie.

Men kampgejsten har ikke holdt ved. Her i ugerne efter at de sidste delgationer har forladt byen, er klimadebatten stort set helt forsvundet ud af det danske mediebillede – mens CO2-udledningen er stadig stigende…

COP15-fejlede og understregede for alvor, at klimakrisens redning skal komme nedefra – fra enkeltpersoner som du og jeg, der tager konsekvensen og gør vores levevis mere klimavenlig, også selv om det indebærer en mindre komfortabel tilværelse.

I den sammenhæng er det en skam, at flere danske medier ikke har benyttet den chance, at Danmark har været vært ved ét af FN-historiens største globale topmøder, til at sætte en skarp klimadagsorden, der ikke blot handler om at rapportere fra den storpolitiske skueplads, men formår at engagere den enkelte borger i klimakampen.

Tænk fx hvis de danske medier tog fat i denne udfordring som fx Politiken har engageret sig i kampen for de afviste asylansøgere (med helsidesannoncer, der plæderer deres sag, skaffer dem job mv.).

Medierne har magt til at sætte en stærk dagsorden og indirekte påvirke den enkeltes levevis. Spørgsmålet er om de er dygtige og intelligente nok til at gøre det på en måde, der lader emnet forblive på toppen af dagsordenen, og har mod til at se bort fra, at mange læsere, lyttere og seere vil hade at høre mere om klimakrise, stigende vandstande, smeltet havis og klimaflygtninge.

Problemstillingerne er kendte. Mandag Morgen beskriver i en analyse fra maj 2009 hvordan at klimadebatten ofte drukner i enten videnskabelige eller politiske beretninger frem for historier, der kan give den enkelte hands-on viden om hvordan man lever mere klimavenligt. Det er en udfordring at gøre problemstillingen hverdagsrelevant for den enkelte læser. Klima hører til den abstrakte kategori og tilmed den slags det er langt fra behageligt at vide for meget om.

Det står klart, at der er brug for en ny journalistisk tænkning og nye redskaber, der kan hjælpe medierne til at engagere og motivere befolkningen til en mere klimavenlig livsstil.

Hvor kunne det være spændende, hvis mediehuse, praktikere og forskere gik sammen om at løse denne opgave, fx med projekt der forsøger at kortlægge, hvordan medierne kan påvirke deres brugere til at ændre livsstil på klimaområdet. Hvilke budskaber fænger an – og hvordan skal de lanceres for at få mennesker til at ændre levevis?

Tænk en værdifuld viden vi kunne få adgang til med et sådant projekt – og tænk hvor stor rolle medierne lige pludselig kunne komme til at spille for at imødekomme en global klimakrise, der mod al medielogik er mere aktuel i dag end i går…