Mediernes indtjening svulmer

De store nordiske mediehuse kan præsentere imponerende regnskaber. Men der er stadig store udfordringer på det digitale område

De store nordiske mediehuse kan præsentere imponerende regnskaber. Men der er stadig store udfordringer på det digitale område

De store nordiske mediehuse er i kraftig vækst. Selskaber som Aller Holding, Egmont og JP/Politiken kan alle præsentere flotte regnskaber, og set over hele linjen er de største selskabers indtjening steget med næsten 50 procent. Det skriver Børsen i dag.

Børsen har gennemgået årsregnskaber for 15 af de største danske og nordiske mediehuse. 14 af dem kunne glæde sig over, at indtjeningen voksede i 2010, i mange selskaber med mere end 10 procent. Det svenske mediehus Bonnier kunne præsenterer en stigning på 78 procent, mens danske Egmont hævede deres indtjening med en fjerdedel.

De store mediehuse har især været gode til at skære i deres omkostninger. For JP/Politikens hus har det for eksempel betydet lukning af to trykkerier. Men også annonceindtægterne, der er vokset hurtigere end forventet, har hjulpet de flotte regnskaber godt på vej.

Men mediehusene står stadig over for store udfordringer.

»Den forbedrede indtægtssituation ændrer ikke på den situation, at blandt andet dagspressen er under et strukturelt pres fra digitalt hold,« siger Stefan Meleko, associate professor i medieøkonomi på Jönköping International Business School, til Børsen.

»Der er kun ét stort medieselskab i Norden, som er virkelig dygtig til at tjene penge på nettet, og det er (det nordiske selskab, red.) Schibsted,« siger Stefan Meleko.

0 Kommentarer