WikiLeaks er et fantastisk værktøj til indsamling af fortrolig information, og derfor vil medierne i fremtiden gå i WikiLeaks' fodspor og begynde at lave deres egne udgaver af WikiLeaks, forudser journalist.

WikiLeaks har vist vejen til, hvordan medierne kan få fat i store mængder fortrolige oplysninger uden selv at komme i klemme. Derfor vil mange medier formentlig kopiere ideen på et tidspunkt, siger journalist Charlotte Aagaard fra Dagbladet Information.

»WikiLeaks har vist, at medierne kan modtage information, uden at der er digitale spor tilbage til kilden, og dermed kan medierne holde sig juridisk fri fra ansvar,« siger hun.

Charlotte Aagaard var sammen med Anton Geist og Sebastian Gjerding med til at gennemtrawle næsten 400. 000 Irak-dokumenter fra WikiLeaks i efteråret 2010, hvor Information som det eneste danske medie fik forhåndsadgang til krigsdokumenterne.

Charlotte Aagaard hæfter sig ved, at myndighederne siden har prøvet at stoppe WikiLeaks og de personer, der lækkede informationerne. Men at ingen har forsøgt at stille medierne til ansvar.

»Hvis medierne ikke ved, hvem der leverer informationerne, kan de ikke retsforfølges. Vi er jo ikke ansvarlige for lækagerne – vi viderebringer dem bare.«

Medier har altid haft mulighed for at modtage anonyme oplysninger. Men WikiLeaks-metoden har sine fordele.

»Det er en anden måde at gøre det på, hvor man er dækket juridisk, fordi hverken mediet eller myndighederne kan spore kilden.«

Rent teknisk kræver det blandt andet, at tipslinjerne er robuste nok til at modstå et cyberangreb. I dag har WikiLeaks for eksempel tusindvis at såkaldte mirror-sites. Det betyder, at hvis en hjemmeside bliver lukket eller hacket, findes informationerne andre steder.

»Og det er jeg ikke sikker på, at ret mange danske medier har kapacitet til.«

Hvis danske medier går i WikiLeaks' fodspor, bliver det nok ikke med lækager, der er så store, at man lægger sig ud med for eksempel den amerikanske regering. Men mindre kan også gøre det.

»Det kan være tips fra en sagsbehandler i en kommune om en forkert afgørelse eller en medarbejder, der fortæller om korruption i en virksomhed. Man behøver jo ikke slås med verdens stærkeste regeringer hver gang,« siger Charlotte Aagaard.