»Hvis politikerne gennem lovgivning griber ind i den redaktionelle frihed, kan banen vise sig at være åbnet for yderligere forsøg på at regulere. Den glidebane skal vi ikke ud på.«

Politikernes trang til at gribe ind i mediernes redaktionelle frihed og i den selvregulering, der ligger i medieansvarsloven, tager overhånd, hvis politikerne vil diktere Pressenævnet til at foretage strafudmålinger samt komme med flere direktiver om præcise placeringer af berigtigelser.

Medieansvarsloven, Pressenævnet og ikke mindst pressefriheden bygger på en selvregulering i medierne. Det betyder til gengæld også, at medierne, redaktørerne og journalisterne selv skal tage ansvaret for, at etikken er i orden, at de vejledende regler for god presseskik bliver taget alvorligt.

Derfor vil jeg også godt opfordre til, at vi i medierne og organisationerne nu tager en grundig debat om både de presseetiske regler, mediernes forhold til dem og Pressenævnets arbejde. Når der kommer en så massiv kritik fra politikere og andre aktører, skal vi naturligvis tage den alvorligt, og det gør vi, ved at vi selv kan finde ud af at regulere såvel reglerne som Pressenævnets arbejde i det omfang, der er behov for det.

Baggrunden for det politiske ønske om, at Pressenævnet skal kunne uddele straffe og på et lovgivningsgrundlag diktere præcis, hvordan en avis skal bringe en berigtigelse, er tydeligvis den to år gamle sag om en fejlagtig udstilling af en uskyldig mand som morder. Samtidig har vi fået en presse, der de seneste par år er gået tættere på eksempelvis politikerne, ligesom der er frustrationer hos enkeltpersoner, institutioner og virksomheder over, at nævnet ikke har tilstrækkeligt stor indflydelse.

Vi skal videre, og det ansvar skal vi tage på os. Det har DJ allerede gjort ved at tage temaet på dagsordenen som centralt emne på vores politiske diskussionsforum til april. Forinden får vi rig lejlighed til at drøfte det i alle vores kredse og grupper. Det synes jeg, vi skal gøre, og vi skal tage diskussionerne fordomsfrit, for der er brug for det for journalistikkens skyld.

Jeg er normalt meget stolt af, at vi i Danmark har en fri presse, hvor politikerne typisk ikke blander sig. Den position vil blive alvorligt svækket, hvis Pressenævnet bliver til en domstol, sådan som politikerne lige nu gerne vil have det. I diskussionen om Pressenævnets fremtidige rolle skal naturligvis indgå, hvilke typer kendelser vi kan forvente samt konsekvenserne af dem. Men det er helt afgørende, at vi ikke begynder at udvikle en ny domstol.

Pressenævnet er netop et nævn, hvor medierne og journalisterne selv er repræsenteret. Sådan et nævn skal ikke fælde domme, men som hidtil overlade dette til domstolene, hvis der er behov i de grelle sager. Den arbejdsfordeling har hidtil fungeret udmærket.
Også når det gælder kendelsernes placering i medierne skal vi undgå diktater, for også her skal medierne have den redaktionelle frihed. Til gengæld skal de være i stand til at vise, at Pressenævnet bliver taget alvorligt, og derfor af egen drift sikre synligheden af kendelserne.

For et år siden var der ligeledes en debat om kendelsernes placering, hvorefter dagbladsredaktørerne tog deres ansvar alvorligt og besluttede som hovedregel at placere kendelserne på side 2 i aviserne. Jeg er derfor sikker på, at de samme redaktører igen er parate til at diskutere, hvordan den nuværende debat kan håndteres, og samtidig er ekstra omhyggelige i den daglige journalistik.

Hvis politikerne derimod gennem lovgivning griber ind i den redaktionelle frihed, kan banen vise sig at være åbnet for yderligere forsøg på at regulere. Den glidebane skal vi ikke ud på.

Til gengæld synes jeg, at Pressenævnet kunne overveje at supplere de enkelte kendelser med en journalistisk bearbejdning og i det hele taget kommunikere mere og dermed gøre mere opmærksom på sig selv og sin berettigelse.

Det er også på sin plads at tage en fornyet debat om, hvorvidt Pressenævnet i højere grad skal benytte sig af muligheden for at tage sager op af egen drift, ligesom spørgsmålet om, hvem der har en retlig interesse, bør tages fordomsfrit op. Endelig er der i medieansvarsloven ikke i tilstrækkelig grad taget højde for, hvordan de mange nye onlinemedier bedst håndteres i forbindelse med klager.

Der er således masser af debatstof, som kan medvirke til en styrkelse af Pressenævnets arbejde. Lad os endelig komme i gang.