»Medierne skal blive bedre til at nuancere tingene«

Özlem Cekic er årets modtager af demokratistafetten. Hun får den for sine initiativer med dialogkaffe og brobygning. »Medierne skal blive bedre til at give rum til samtale og nuancerne,« siger hun

Den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic er årets modtager af Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet. Stafetten gives hvert år til en person, som forpligter sig til at yde en ekstra indsats for demokratiet i det følgende år.

Özlem Cekic mener, at medierne er alt for sort/hvide i deres dækning af især indvandrere. Resultatet er, at dækningen bliver meget ensformig og generaliserende.

»Det er meget sjældent, at folk med minoritetsbaggrund bliver fremstillet i medierne som nogle, der bidrager,« siger Özlem Cekic og fortsætter:

»Når jeg ser tv, hører radio eller åbner min avis, så er det sjældent, at jeg kan identificere mig med dem, der er der. Medierne vælger alt for ofte den negative historie. Så på den måde skal medierne blive bedre til at nuancere tingene.«

Enkeltsager bliver blæst op

Özlem Cekic, der er tidligere medieordfører for SF, fortæller, at når hun er ude og holde kaffemøder med mennesker, der har sendt hende hademails og generelt har et meget negativt syn på danske muslimer, så refererer de altid til de mange negative historier i medierne.

»Tit er det enkeltsager, der bliver blæst op, som om det gælder for alle muslimer i Danmark. Som for eksempel historien med kønsopdelt svømmeundervisning til kvinder. Det drejer sig om 200 piger ud af 5.000 medlemmer i Tingbjerg.«

»Men der bliver skabt et billede af, at ingen muslimske kvinder ligger på de danske strande, og at ingen muslimske kvinder går i almindelige svømmehaller. Og så får folk det indtryk, at når der er en muslimsk kvinde i en svømmehal, så skal der være tildækning. Men sådan er det jo ikke. Det er bare en pragmatisk løsning et sted i landet,« siger Özlem Cekic.

Savner flere cases og eksperter

Özlem Cekic mener desuden, at medierne skal blive bedre til at bruge cases og eksperter, der har minoritetsbaggrund.

»Jeg går ud fra, at der også er folk ansat med minoritetsbaggrund rundt omkring, som er eksperter på et område. Jeg vil også gerne høre Ahmad udtale sig i en artikel om skat eller læse en artikel om Aisha, som man følger, mens hun er på barsel. Stort set alle cases i medierne er hvide. Medmindre det handler om problemer, så er det de brune,« siger Özlem Cekic.

Hun kritiserer også mediernes ”forudsigelige og skæve valg” af billeder til artiklerne.

»Stort set alle nyheder om danske muslimer er billeder af kvinder med tørklæde. Her kunne det igen klæde medierne at være mere nuancerede,« siger Özlem Cekic.

Roser til Information

Adspurgt om, hvilke medier der gør det godt, fremhæver Özlem Cekic Information.

»Jeg synes, at de er mere nuancerede i deres dækning end mange af de andre. Og de er også gode til at bruge nogle af de cases, som jeg efterlyser,« siger hun.

Özlem Cekic, der nu arbejder som debattør og foredragsholder, vil starte et debatprojekt, hvor hun tager rundt i landet og skaber en demokratisk samtale mellem folk, der grundlæggende er dybt uenige. Ambitionen er at genskabe den smuldrende tillid til samfundet og demokratiet ved at bygge bro over modsætninger.

0 Kommentarer