search

Medierne og Moses

JOURNALISTEN sneg sig med ind i sommerens hotteste mediecirkus: Moses' korstog på Nørrebro. Vi forsøgte at holde trit med den virkelige presse.

Det var et af de redaktionsmøder, hvor DR-konflikten endnu engang fyldte det hele.

"Hvad med ham Moses og medierne," fløj det fuldstændigt uigennemtænkt ud af mig.

En time senere stod fagbladet i det frådende mediehav, i storbyens etniske smeltedigel, blandt eksalterede kristne på Nørrebro. Det var Moses Hansens sidste march, og den skulle afgå fra Dronning Louises Bro.

Asfalten var flydende, og blodet susede i bladets udsendte skrivebordsjournalist, der fik kløe i pennen over de 600 politibetjente, dusinvis af mandskabsvogne, DVD-, beta- og fastbilledkameraer én masse, letpåklædte indvandrerpiger og masser af kolleger i den beredne presse. Dette var den skinbarlige virkelighed! Men så kom Moses med korset, og jeg blev grebet af tvivl, som en vantro over for virkeligheden.

Det sker ikke for journalist Yigal Jacob Znaty fra TV 2 Nyhederne. I lysebrune italienske herresko og designerjeans følger han, med en sømands uendelige blik, politiets og Nørrebro-borgernes mindste bevægelser.

– Hvorfor følger du efter Moses?

"Det gør jeg heller ikke."

Det overrumplende åbningsspørgsmål sætter alligevel noget i gang i Yigal Jacob Znaty, som kigger lidt undrende op og ned ad JOURNALISTENs udsendte.

"Prøv lige at høre her," begynder Znaty på fuldbefarent københavnsk.

"600 politibetjente og det halve Nørrebro er på gaden. Det ville være en politisk beslutning, hvis jeg ikke var her. Og jeg er ikke politiker, men journalist."

Så fyndigt et svar sender Deres udsendte på retræte.

– Men hvorfor følger du efter Moses?

"Det gør jeg heller ikke," svarer Yigal Jacob Znaty lidt vrissent.

Så kommer Moses endelig. Den lalleglade prædikant står med sit rullekors på ladet af en åben lastbil eskorteret af 14 mandskabsvogne og fire motorcykelbetjente, og inden deres udsendte kan nå at råbe halleluja, er Yigal Jacob Znaty og hans fotograf Rasmus Søndergaard over alle brosten.

Så går det stærkt. Moses stiger nemlig ikke af lastvognen! Derfor farer det halve Nørrebro og pressen i løb efter det trillende tabernakel. Allerede her bliver tempoet et problem for JOURNALISTEN, som bliver sat af med flere hundrede meter af de trænede reportere.

Heldigvis stopper vogntoget efter et par hundrede meter ud for Griffenfeldsgade. Fra Moses' to lastbiler spiller de frelste en totalt overstyret jesuspop, som via store elektriske horn bliver sendt ud over de kætterske masser med en så høj decibel, at selv englene må holde sig for ørene. Bedre bliver det ikke af, at moddemonstranterne forsøger at overdøve de kristeliges budskaber dels ved at blæse i fløjter, der skærer sig gennem ubeskyttede trommehinder som krumsabler gennem fetaost, dels ved at skrige af alle lungers kraft, også gennem megafoner, på både dansk, arabisk og tyrkisk.

Ud stiger Moses med sine disciple fra Faderkirken. Kampklædte politifolk danner straks kæde om de frelste, og denne procession sætter sig i bevægelse mod Nørrebros Runddel. Masserne eksploderer i råb og knyttede næver. Dette inferno er værre end at stå foran scenekanten i Ungdomshuset, når punkbandet Millions of dead cops giver den fuld gas. Her støder jeg ind i Anne Korsholm, reporter på Kristeligt Dagblad.

– Er det her ikke farligt?

Anne Korsholm kigger undrende op på mig. Jeg hæver stemmen og spørger igen.

Mens hun tager vattet ud af ørene, går det igen op for mig, at jeg er en amatør i dette game – alle andre journalister er naturligvis udstyret med høreværn.

– Er du ikke lidt bange?

"Nej. De andre dage har været meget værre. I dag er stemningen faktisk helt rar," råber Anne Korsholm.

Ud for Assistens Kirkegården stiger Moses og følge igen op på lastbilerne, men ved lyskrydset i Runddelen bliver kortegen stoppet af vrede demonstranter.

Lige på det tidspunkt hægter Deres udfarende sig på fotograf Rasmus Søndergaard fra TV 2. Han løber målbevidst hen til en boligblok, hvor nysgerrige beboere hænger ud af vinduerne. Fotografen stemmer dørklokker.

"Det er Rasmus Søndergaard fra TV 2. Må jeg komme ind og lave billeder?"

Et øjeblik efter står vi i en barmavet unger-svends lejlighed på fjerde sal.

– Hvordan kan du både optage billeder og samtidig være med helt fremme med et kamera på ryggen, der vejer 12 kilo?

"Når man har fået skældud nok gange for ikke at have lavet de rigtige billeder, så lærer man at følge med," svarer Rasmus Søndergaard med et smil, da vi står nede på gaden.

 

Bekvemmelighedsjesus
Moses' kortege forsvinder bort nede ved Nørrebro Station og dukker først op igen en time senere på Sankt Hans Torv, Nørrebro.

Torvet minder om en stenudgave af Skanderborg Festivalen. Blebørnene bader i springvandet, Deres udsvævende spiser junkfood, og arabisk popmusik falder ned over os fra en tredjesals lejlighed, hvorfra der også blafrer et palæstinensisk flag.

Moses Hansen og følge ankommer klokken 18 ved græsplænen foran Sankt Johannes Kirken. Det massive politiopbud – selv Clinton ville føle sig mindreværdig – lægger jernring om Moses.

Heldigvis! Nu kommer pressekortet for alvor til sin ret. Nu er det ikke kun billetlugepigerne i Zoo og Kattegatcentret, der sænker paraderne.

Bag politibevogtningen ruller Moses sit kors ud på plænen – en journalist mumler "det er jo en ren bekvemmelighedsjesus".

Mens de frelste bryder ud i lovsang, lægger mindst syv superduper trendy pressefotografer sig på knæ foran Moses alle med håbet om at fange missionæren med det helt rigtige solstrejf i fåreuldstoupeen.

Journalist Kenni Leth står lidt derfra og noterer flittigt. Han er på sin første udgående opgave for Ritzaus Bureau. Det er kun fire dage siden, han begyndte i praktik. Endelig kan Deres udsendte føle sig lidt overlegen.

– Hvorfor vil du egentlig være journalist?

"Fordi det er fedt at være med til sådan noget her," svarer han med lys i øjnene.

Læs også: Tv-folk bruger bodyguards

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen